The Splatters

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 10. april 2012 - kl. 22:48
Del denne artikel:
0 0

The Splatters er et underholdende lille spil, hvor man skal kaste med maling og udrydde bomber. Lyder det underholdende? Det er det faktisk også.

The Splatters er det første spil fra SpikySnail, der består af fire unge gutter fra Israel. Spillet er et fysikbaseret puzzle-spil, som vi efterhånden har set mange af på Xbox Live Arcade, men The Splatters er anderledes og ganske underholdende på samme tid.


Gameplayet er dejlig simpelt; man skal rydde spillets baner for en række bomber og det gør man ved at skyde nogle glade maling-klatter ind i bomberne eller endnu bedre; skyde dem ind i vægge, spidse pigge eller andet, så malingen regner ned over bomberne. Det er nemlig malingen, der på forunderlig vis får bomberne til at springe. Grønne maling-klatter kan udrydde grønne bomber, røde maling-klatter kan udrydde røde bomber osv.

Maling-klatternes eneste formål her i livet er at dø, så deres maling kan strømme ud af dem og bomberne kan forsvinde. Vil man score de helt store points, skal man dog udføre en række tricks inden man skiller sig af med bomberne, for som The Splatters siger: ”Life’s short. Die with style”. I løbet af spillet får man adgang til en masse moves, hvor man f.eks. kan ændre kursen på maling-klatterne mens de flyver igennem luften eller fyre dem med ekstra stor kraft ind i vægge, pigge og andet, så malingen vælter ud af dem med stor kraft.

Det bedste move er dog et som hedder Flip. Her kan man på en eller anden underlig måde spole bevægelserne på malingen og bomberne baglæns og forlæns, mens resten af spillet stadig bevæger sig fremad og tyndgekraften stadig er til stede, og på den måde kan man få malingen til at ramme bomber, som den ellers ikke tidligere var i nærheden af. Det er lidt svært at forklare præcist – det skal opleves og det er bestemt et move, man bør lære og mestre, da man får brug for det.


Der er faktisk kun én gamemode i spillet. I starten har man adgang til ”Become a talent”, der indeholder 16 træningsbaner hvor man lukker op for alle spillets moves og hvor man lærer at bruge dem. Når disse træningsbaner er klaret, åbnes der op i alt 53 nye baner fordelt på to nye spilmuligheder; Combo Nation og Master Shots. I Master Shots skal man udføre nogle helt specifikke moves og på samme tid fjerne alle bomber, for at låse op for nye baner. I Combo Nation gælder det om at lave så mange combos som muligt og på samme tid fjerne alle bomberne. Træningsdelen er let og hurtig at komme igennem, men så snart der åbnes op for de andre to spilmuligheder, skrues der godt op for sværhedsgraden og her får man nok at se til.

Når man har gennemført en bane, har man mulighed for at blære sig online, da spillet hele tiden optager hvad man foretager sig og man kan derefter uploade ens spil til Splatter TV. Man kan ligeledes se andre spilleres gennemførelser og på den måde se, hvordan de har klaret banerne. Det er en god feature og en god hjælp hvis man jagter de tre stjerner og en high-score og det bedste af det hele er, at det fungerer let, hurtigt og upåklageligt.

The Splatters indeholder desværre ingen multiplayer muligheder, det ville ellers have været oplagt at krydre det hele med f.eks. co-op, hvor man kunne styre hver sine maling-klatter. Der er dog stadig en del timers spil gemt i spillet, specielt hvis man går efter alle tre stjerne i alle baner eller de forskellige achievements, da sværhedsgraden i nogle af de senere baner er ganske høj.


The Splatters ser rigtig lækkert ud. Banerne er flotte og detaljeret og malingen, der strømmer ud af de ødelagte maling-klatter når man smadrer dem ind i væggene, ser lækker og realistisk ud og farvelægger de dele af banen som det rammer. Hele spillet virker velpoleret og gennemført, lige fra menuer og til selve grafikken i spillets baner. Lydsiden er også ganske fin, med et fint soundtrack, der passer til spillets farverige stil og nogle gode lydeffekter. Alt i alt virker The Splatters rent teknisk som en ganske velpoleret pakke og der er ikke de store irritationsmomenter i spillet.

The Splatters koster 800 MSP på Xbox Live Arcade og det må siges at være en fornuftig pris. Der er ikke voldsomt meget indhold i spillet, men det der er, fungerer fint. The Splatters er et fysikbaseret puzzlespil, som vi efterhånden har set så mange af, men det er nyt, forfriskende og ikke mindst ganske sjovt at spille. Det bliver spændende at se, hvad SpikySnail kan byde på i en evt. efterfølger, for selv om The Splatters er et fint spil, virker det som om, at ikke hele potentialet er forløst med dette første spil.
Fakta
The Splatters

The Splatters

PlatformXbox 360 Arcade
UdviklerSpikySnail
UdgiverMicrosoft Studios
Spillere1
Udgivelsesdato11-04-2012
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 3
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:8.0
Grafik:8.5
Online:-
Holdbarhed:6.5
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.