The Lord Of The Rings: War In The North

Anmeldt af: Esge Winkel Lorenzen - 21. november 2011 - kl. 19:49
Del denne artikel:
17 0

Vi har kastet os over det næste Ringenes Herre spil, og fulgt tre helte i det kolde nord. Har Snowblind Studios kunne gøre det, tidligere Ringenes Herre spil ikke kunne?

BARUK KHAZAD! Saurons højre hånd, Agandaur rejser sig mod nord og er den udvalgte general til opbygningen af en massiv hær bestående af orker og sortfolk. Agandaur skal hjælpe Sauron, mørkets fyrste, med at bringe Midgård i knæ, så Sauron kan indtage sin retmæssige plads som enehersker over Midgård og bringe orkerne til toppen af fødekæden. Tre helte, et menneske, en elver og en dværg - er udvalgt til at modstå orkerne fra nord og stikke en kæp i hjulet på Agandaur, så Frodo og hans følgeskab kan fuldføre deres mission for at destruere hersker ringen.




Cirka sådan lyder introduktionen, af det sidste nye skud på stammen af Ringenes Herre spil: War In The North. Min egen baggrund for Ringenes Herre og Tolkiens univers er, at jeg har læst Hobitten og Eventyret om ringen, som er den første bog i trilogien Ringenes Herre. Jeg har set Peter Jacksons film mange gange, og endda investeret i en Blu-ray udgivelse af den udvidede udgave af filmene med timevis af ekstra materiale og mange ekstra scener. Jeg er altså forholdsvis stor fan af Tolkien og specielt filmene, hvilket spillet også læner sig meget op af, så det var med begejstring, at jeg gik i gang med War In The North.

Efter de første 10 minutter har jeg valgt rangeren Erandar, været i byen Bree og indfundet mig på kroen ”The Pranching Pony”, hvor jeg har modtaget min mission af Aragorn. Der er lagt op den helt store distraherings manøvre, hvor mine helte skal holde den onde Agandaur beskæftiget, så han ikke blander sig i hersker ringens følgeskab. Jeg er nu klar til at drage mod nord og mit sværd og mine pile kan allerede smage ork blod på spidsen af æggen.




De første par missioner i området Fornost går nemt, på trods af fuldstændig forvirring i kampsystemet, noget jeg vender tilbage til. Der går ikke længe før man sætter sine fødder på den hellige jord i Kløvedal, som er elvernes højborg. Kløvedal er en af flere sikre steder man vender tilbage til mellem missionerne, hvor der er mulighed for at reparere ens rustning og ens våben, købe potions osv. Det er også her, at det begynder at blive spændende, hvis man higer efter noget interessant baggrundsviden om Gimli, Legolas, Elrond og resten af broderskabet. Her er der mulighed for en længere snak med flere centrale personer fra filmen, bl.a. om hvordan de kom til at blive en del af ringens beskyttere og hvad deres syn, hver især, er på det hele. Det lykkes at give spilleren et par ”Nåeh, der kan man bare se” oplevelser på de forskellige karakterer fra den første film, som man egentlig burde se, inden man starter på spillet.




Vores helte, Farin, Erandar og Andriel har travlt, og der er konstant en mission, som hviler på deres skuldre. Man kunne godt bare acceptere opgaven og drage afsted på eventyr, men tager man sig tid til at lytte alle tale muligheder igennem, dukker der en solid baggrundsinformation op til ens pågældende mission og om området man befinder sig i. Som Tolkien fan er de spændene at lytte igennem, men for dem, der er ude efter hack n’ slash, er det totalt ligegyldigt.

Hver mission er fuldstændig lige ud af landevejen, med små sideveje til gemte kister. Spillets historie er 95% lineær og man trækkes nærmest igennem det og det er lidt ødelæggende i starten, men de udlagte mission plots er som sådan meget spændende og det holder en oppe. Der findes dog underlige små opgaver som f.eks. at overbringe kærlighedserklæringer fra den ene totalt ubetydelige person til den anden, eller Bilbo, som ikke kan finde ud af at gå 50 meter op af en trappe, for at aflevere et digt til elveren Arwen. Jamen hvorfor? Desuden er der et par challenge områder, der har en level rangering fra feks. 10-16. Her er der mulighed for at teste ens evner, eller endnu bedre, øve sig i kamp. Som set før ankommer der bølge efter bølge af fjender, og sværhedsgraden stiger hurtigt. Det er faktisk en udmærket måde at få kampsystemet ind under huden på, plus at det giver en smule xp.




Kampsystemet er finurligt, men fungerer efter et par timers øvelse. De tre karakterer kan alle skyde og gå i nærkamp, hver med deres forskellige fordele. Det hele handler om at få startet en multiplier. Når fjenden har mistet en vis portion blod, popper der en gul trekant frem over hovedet på dem; et tryk på Y og man er i gang med en multiplier, hvor hvert rammende slag fordobler ens basis skade. Desværre kan det være lidt svært at holde en multiplier i gang, da kameraet ofte zoomer så langt ind, så det kan være svært at se modstanderne, hvilket er virkelig fjollet.

Det tager et par timer at få fuld kontrol over kampene, og derefter er det som sådan underholdende nok, hvis ikke det var fordi man møder de samme grupper af 6-8 orker hver eneste gang, derfor går kampene meget hurtigt hen og meget ret trivielle. Et afsluttende angreb kan resultere i en lyn amputation af en arm, et ben eller et hoved, hvor spillet gearer ned i slowmotion et par sekunder, så du lige kan nå at beundre din kombo multiplier fungere optimalt. Boss kampene skiller ikke meget ud fra den resterende action og flere bosser skal endda ordnes på fuldstændig samme måde. Der mangler generelt variation i den ellers meget brutale sværdudveksling som spillet byder på.




War In The North byder på et meget genkendeligt evne system. For hver level kan der bruges 1 point på en evne, og man kan gå i 3 forskellige retninger med hver 7 passive og aktive evner. Intet nyskabende her, men som i mange andre spil fungerer det også fint her. Man finder konstant tønder, krukker eller kasser undervejs, som skal smadres for at finde ekstra loot, primært penge og pile. Pile har stor værdi i spillet, så det er nødvendigt at tampe dem alle igennem, og det tager godt nok hurtigt film følelsen væk fra spillet. Ligesom tønder findes der også et utal af skjulte kister, der forsyner spilleren med potions og nye rustningsdele, hvilket sagtens kan svare sig at lede efter.




War In The North er at foretrække som multiplayer. Der er kun mulighed for co-op spil, som fungerer godt og der er indbyggede co-op strikes når man kæmper flere spillere mod samme modstander. Hvis man spiller alene, har ens allierede det med ofte at stå i vejen, eller sakke bagud, så når man kaster sig frådende ud i kampen mod en flok orker, føler man sig lidt alene når ens betroede allierede løber meget langsomt 100 m bagude.

Man kan lave om på ens udseende, men man kan undre sig over, at denne mulighed overhovedet er der, for det er hverken videre flot og der er faktisk ingen grund til at gøre det. Derimod er det fornøjeligt, at skifter man et stykke rustning, selv ned til ens lille armbeskytter, ja så ændres billedet af ens karakter også. Og eftersom der tit skiftes rustning og våben ud, varierer det visuelle i tøj, rustning og våben også hele tiden. Det er på en eller anden måde rart at kunne følge med rent materielt, helt ned til mindste detalje.




Grafikken er ikke noget at råbe hurra for, slet ikke hvis man sammenligner med andre spil udgivet her i efteråret 2011 og animationer er tit fejlagtige. Det virker som om, spillet kører på en godt støvet grafikmotor, der har nogle år på bagen. Det er simpelthen ikke godt nok og jeg tror mange vil vælge spillet fra, udelukkende pga. grafik niveauet. Der er mange små filmsekvenser før, efter og under missionerne og de giver lidt ekstra til oplevelsen men kønt at se på, det er det desværre ikke.

Al tale i spillet, og der er en del, er vel indtalt og læner sig så meget op af skuespillerne fra filmene som de nu engang kan, og på trods af at det ikke er de rigtige skuespillere, gør de det ganske godt. Gandalf lyder usandsynlig meget som Ian McKellen så der er en pil opad. Jeg havde håbet på den helt store tur angående musikken, for nu da filmene har fantastiske soundtracks, gik jeg ud fra, at der var lånt ud til spillet og temaet fra Ringenes Herre var anvendt. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Der bruges godt nok en form for filmmusik, men det er alt sammen meget dæmpet og hviler for meget i baggrunden. Det er rigtig ærgeligt, for ved brug af den rette musik, tror jeg spillet havde fået et kæmpe løft og fundet noget af den stemning Snowblind Studios gerne vil have det skulle have haft.




Spillet bringer spilleren vidt omkring i Midgård fra de kolde bjerge i nord, til den svampede bund i dunkelskoven og ned i de mørkeste dragehuler, så der er masser af guf for en hardcore Tolkien entusiast. Det er desværre pakket ind i et meget ensartet spil, som nemt kan gennemføres ved de samme tryk kombinationer om og om igen og det tager rundt regnet 10 timer at gennemføre, hvorefter man låser næste sværhedsgrad op og kan starte forfra.

War In The North handler om tid, om at give sig tid til at komme ordentligt ind i spillet. For mig var de første 2-3 timers spil umiddelbart meget skuffende, da man kommer til at fokusere meget på det lidt forvirrede kampsystem og den forældede grafik. Kan man overleve starten og er stor Ringenes Herre fan, så sæt dig ned og skru op for lyden, hvorefter du ender med at få en lille følelse af, faktisk at gøre en forskel i Midgård.

Man kan undre sig over, at man har valgt at udgive spillet her i november, hvor vi oversvømmes af årets største og bedste spil. Folkene bag har naturligvis skuet forventningerne højt op, men jeg synes, at War In The North er et stort antiklimaks. Man håbede jo på, at du var det fede Ringenes Herre spil endelig kommet, men nej. Det er et okay spil, men kan slet ikke måle sig med storheden af Midgård universet og alt hvad det indeholder og jeg er bange for, at løbet er kørt for spil af Ringenes Herre franchisen.
Gameplay:6.0
Grafik:4.0
Online:6.0
Holdbarhed:5.0
Overall 6.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.