The Last Remnant

Anmeldt af: Tommy Ågren - 5. januar 2009 - kl. 19:09
Del denne artikel:
13 0

Har rollespilsmestrene fra Square Enix fundet den rigtige formular og kan deres nyeste udspil begejstre de kræsne Xbox 360-fans?

Som stor fan af japanske rollespil og udviklerfirmaet Square Enix kan det næppe undre nogen, at undertegnede har ventet længselsfuldt på The Last Remnant. Spillet er Square Enix’ første egenproducerede og udgivne rollespil på denne generation af hjemmekonsoller, og firmaet har annonceret, at projektet er tænkt som et ’spil til hele verden’, der skal forsøge at fange både det japanske og de vestlige markeder.

Historiemæssigt er The Last Remnant meget traditionelt japansk. Du følger den androgyne knægt Rush i hans forsøg på at finde søsteren Irina, der er blevet kidnappet af ukendte gerningsmænd og samtidigt sikre, at nogle magtfulde magiske artefakter - ’Remnants’ - ikke bliver misbrugt. Rush slår på sin færd pjalterne sammen med den unge David Nassau, der regerer den lille provins Athlum. Hjulpet af David og hans loyale gruppe af hårdføre helte tager Rush kampen op mod den ondskab, der truer med at lægge verden i ruiner. Med sådan et udlæg har Square Enix tidligere frembragt storartede fortællinger, men deres forsøg på at udforske storpolitik, familiedrama og tabet af venner falder denne gang pladask på halen med et forstenet og kunstigt oppustet manuskript, et persongalleri bestående af rendyrkede klicheer, og kun få af de langtrukne mellemsekvenser underholder med solidt drama og intensitet.






Størstedelen af tiden i The Last Remnant tilbringes i kamp, og systemet hertil er nyopfundet under overvågning af Hiroshi Takai, der er en af Square Enix’ meget erfarne designere. Kampmodellen er rundeopdelt, og spillet byder på et ganske komplekst og varieret udvalg af våben, magiangreb og lignende. Du starter ydmygt ud og har fra begyndelsen af eventyret kun kontrol over Rush og måske et par hjælpere, men som begivenhederne tager fart får du op til 10-20 soldater og navnkundige helte under din kontrol. For at forsøge at skabe en smertefri styring organiseres dine tropper i grupper, hvor hver gruppe agerer som en samlet enhed på krigsskuepladsen.

Kamphandlingerne er strømlinede, og der kræves kun ganske få tryk på kontrolleren for at styre slaget gang; du udvælger den fjendtlige enhed, der skal angribes, og angiver en overordnet fremgangsmåde eksempelvis ’angrib med magi’ eller ’gå efter flanken’ – hurtigt og såre simpelt. Ordrerne, der stilles til din rådighed, bestemmes af spillet og varierer på baggrund af situationen på slagmarken.






Det lettilgængelige kommandosystem har dog en pris, der skal betales i form af reducerede handlemuligheder og præcision. Ofte mangler specielt nyttige ordrer helt, og de svære bosskampe kan svinge vilkårligt i sværhedsgrad alt efter, hvor heldig du er med mulige instrukser til dine folk. Hvilke fjendtlige enheder du ender med at angribe falder sjældent ud som planlagt, da bevægelsesmønster og angrebsrækkefølge ikke kan forudsiges helt nøjagtigt.

Investerer du tilpas mange timer i The Last Remnant, lærer du efterhånden, hvilke sammensætninger af krigere og taktik der virker på kamppladsen, hvorved nogen grad af kontrol med kampenes afvikling opnås, og den værste frustration over tilfældige udfald holdes i ave. Det sagt, så fremstår kampsystemet ufærdigt og placerer sig uheldigt imellem to stole, der næppe stiller hverken strategi- eller rollespilsentusiaster tilfredse.






De største slag tager hele og halve timer, og hver runde kan strække sig over mange minutter. Eneste adspredelse undervejs i runderne er lidt Quick Time Events, hvor du med et enkelt knaptryk kan give dine folk ekstra godt angreb eller forsvar. Disse kan automatiseres, og du kan snildt nå mange huslige sysler, mens du venter på at give dit næste sæt af instrukser.

De stort optrukne bosskampe er spillets virkelige trækplaster, for her skal du kunne udnytte kampsystemet til fulde, hvis du ikke skal blæses af banen. Spillets store slag er nervepirrende og intense, men desværre ødelægger mængden af intetsigende fyldmateriale meget af spilleglæden, og vejen frem til de interessante øjeblikke føles trang og kedelig.






The Last Remnant er fyldt til randen med opgaver, der skal løses og områder, der skal udforskes. Desværre er variationen ret begrænset, og man skal være forberedt på forholdsvist ensformige banelayouts, der er tætpakket med fjender. The Last Remnant tager undervejs nogle gevaldige spring i sværhedsgraden, hvorfor man er tvunget til at gennemføre en stor del af de trivielle sidemissioner, der til forveksling ligner udfordringerne i hovedsporet.

Er du fan af meget kamptunge rollespil og ønsker ikke at være unødigt meget væk fra slåskampene, så er der godt nyt i The Last Remnant. Der skal ikke bruges meget tid på at udvikle og forbedre dine karakterer, da det håndteres tilnærmelsesvist automatisk. Man kan gå på jagt efter ædle metaller og sjældne komponenter til specialfremstilling af magtfulde våben, men da spilleren primært har indflydelse på Rush’s udstyr, er det på ingen måde krævet for at få succes. Spillets byer er hurtigt udforskede og tjener primært som indkøbscentre, når man løber tør for ingredienser til helbredende magi, er på udkig efter lejesoldater eller søger nye opgaver.






Du udforsker spillets verden i tredjepersonsperspektiv, og specielt byer og hovedstæder er flot designede med en fænomenal detaljerighed og akkuratesse. De mange huler, miner og andre komplekser, man tilbringer hovedparten af spillets timer med at udforske, er med få undtagelser uinspirerende og ensformige. Modeller er fremragende tilvejebragt med flotte teksturer og energiske kampanimationer, og et veritabelt menageri af rigt varierede monstre står klar til at gå i kødet på dig. Spillets kampe er plaget af en ujævn skærmopdateringshastighed, der er særdeles spilforstyrrende. Et forhold der dog kan afhjælpes i nogen grad ved installation på harddisk.

Lydmæssigt er The Last Remnant under standarden. Stemmeskuespillet er tamt og grinagtigt; engelske overklasseløg er blandet med amerikanske havnearbejdere, og det er til tider næsten pinefuldt. Udover nogle få velkomponerede orkesterværker har Tsuyoshi Sekitos ikke formået at frembringe andet end generisk japansk synthesizermusik og hårdpumpet snerrende rock, der havde sin storhedstid tilbage i 1980´erne. Som eneste godkendte lydaspekt er effekterne og brøl fra de slagne fjender ganske fornøjelige.






Du kan sagtens hive 40 timer ud af spillets to DVD-skiver, men det er tvivlsomt, om den gennemsnitlige Xbox 360-ejer overhovedet når så langt. Længe inden disc 2 kan smækkes i konsollen, har monotonien dræbt interessen, og man skal være hårdfør for at se spillet til ende. Square Enix har allerede udgivet de første gratis udvidelsespakker, der ikke udvider spillets repertoire nævneværdigt.

Square Enix’ seneste udgivelse udstiller de japanske rollespils værste problemer og formår ikke at fange genrens kvaliteter, som rettelig er mange. Teknisk, design- og underholdningsmæssigt er The Last Remnant langt fra at være et rollespil, der appellerer bredt. Selv garvede fans bør tænke sig meget grundigt om, inden de investerer penge og ikke mindst tid i at udforske The Last Remnant, for der er langt bedre spil i genren på Xbox 360.
Gameplay:5.0
Grafik:6.5
Online:-
Holdbarhed:5.0
Overall 5.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.