The Gunstringer

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 6. oktober 2011 - kl. 21:36
Del denne artikel:
1 0

Så er de bindegale folk fra Twisted Pixel Games på banen igen og denne gang støder vi på en ondsindet cowboy marionetdukke med en brutal mission.

I løbet af de sidste par år, er amerikanske Twisted Pixel gået fra at være en lille og ukendt udvikler, som startede med at arbejde på kontrakt for Midway Games og til en af de mest originale og bindegale udviklere overhovedet – se bare på deres tidligere produktioner som Comic Jumper, Splosion Man og Ms. Splosion Man.


The Gunstringer var først planlagt til at blive udgivet på Xbox Live Arcade, men blev op mod udgivelsen annonceret som et fuldt retailspil, som altså kan købes i butikkerne. Man kunne frygte lidt, at noget af galskaben ville forsvinde fra The Gunstringer efter springet til retail, da det alt andet lige er en dyrere måde at udgive et spil på, så de chancer udviklerne tager, er måske heller ikke helt de samme. Men jeg kan med glæde meddele, at det bestemt ikke er tilfældet med The Gunstringer, der er præcis lige så tosset som de tidligere spil fra Twisted Pixel.

I The Gunstringer tager man rollen som en ubehagelig cowboy marionetdukke, komplet med cowboyhat, rød klud om halsen og en seksløber i bæltet. Han er ude på hævn, da hans gamle bande pumpede ham fuld af bly og efterlod ham under en meter ler i ørkenen. Historien er ikke noget at skrive hjem om, men hævnmotivet passer jo perfekt ind i hele western temaet og den danner en fin ramme for det gakkede gameplay.

Hele spillet udspiller sig som et teaterstykke, komplet med levende publikum, der klapper, griner og buh’er, samt håndlavede baner af stof, pap og tape. Spillet kan udelukkende spilles med Kinect sensoren og heldigvis er det et uhyre simpelt spil at kaste sig ud i, hvilket manualen er et godt bevis på, da der kun bruges ¾ side på at beskrive hvordan man spiller spillet. Med ens venstre hånd styrer man marionetdukkens bevægelser og ved at rykke hånden opad, hopper dukken lystigt. Med højre hånd styrer man sigtekornet, der automatisk markerer fjenderne når man bevæger det hen over dem. Når op til seks fjender er markeret, bøjer man armen opad ved albuen, som om man skyder med en seksløber og armen rykkes opad af rekylet. Det fungerer fint og man kan slet ikke lade være med at forme hånden som en pistol, selv om det slet ikke er nødvendigt.


Af og til krydres det traditionelle gameplay (hvis man kan kalde noget traditionelt i et Twisted Pixel spil) med sektioner, hvor man f.eks. får to sekløbere i hænderne og skal skyde vildt omkring sig, mens man andre gange skal knytte næverne og dele øretæver ud i god gammel western bar-slagsmål stil, spille simple shoot’em up skydespil eller klare 2D platform sektioner, hvor man nærmest i Donkey Kong stil, skal hoppe over forhindringer.

Styringen er simpel og fungerer fint – der er dog perioder, hvor den er lidt kluntet og ens sigtekorn kan finde på at fare rundt på skærmen, fordi Kinect sensoren bliver lidt forvirret over hvor ens højre hånd er. Der er i øvrigt også en venstrehåndsfunktion man kan slå til, hvis man bedst kan spille med venstre hånd. Man skulle angiveligt kunne spille spillet mens man sidder ned, men det lykkedes aldrig for mig at få indstillet Kinect, så styringen fungerede lige så godt som når jeg stod op.

The Gunstringer er et gakket bekendtskab og et morsomt eksperiment i, hvordan Kinect sensoren kan bruges på flere forskellige måder. Foruden historiedelen, er der en simpel co-op gamemode, hvor man kan spille side om side med en ven og der er online ranglister man kan forsøge at kæmpe sig op af. Spillet kan gennemføres på 5-6 timer og selv om det er noget til den korte side, er det ikke det store problem, da man egentlig har fået nok af den gakkede stil, når man når til slutningen af spillet – og selv om der er gjort meget for at variere spillet med forskellige typer af gameplay, bliver det hele en smule ensformigt hen mod slutningen, så det er meget passende, at spillet stopper efter omkring 6 timers spil. Er man sulten efter mere, kan man som sagt kæmpe sig op af ranglisterne eller gratis downloade den 2GB store udvidelse kaldet The Wavy Tubeman Chronicles, som er et ”hurtigst på aftrækkeren” spil i stil med de gamle Laserdisc videospil fra starten og midten af 1980’erne.


Grafikken er fyldt med charme og stil. Designet af vores benede cowboy-dukke og den gruppe af banditter han jagter, er ganske opfindsomt og morsomt. Det samme er omgivelserne, der som nævnt tidligere, er lavet af stof, pap, garn og andet og specielt vores helts trofaste hest, er sjovt lavet ud af en blyant, en stump fjeder, en sytrådsrulle og lidt garnrester. Rent teknisk kan grafikken være lidt grov i kanten, men den fungerer for det meste som den skal og den sjove og underholdende stil, opvejer de lidt kedelige tekniske ting trods alt.

Lydsiden er direkte fremragende, med et soundtrack, der matcher spillets spaghetti-western inspireret stil perfekt og fortællerens stemme sidder lige i skabet og er med til at give The Gunstringer en ganske speciel stil. Soundtracket kan i øvrigt hentes gratis fra Twisted Pixels website.

Som altid i spil fra Twisted Pixel, er der masser af låst materiale, der kan låses op for – der er alt fra musik, concept art og fotos fra udviklingen af spillet, til eksklusive features som en hardcore mode, kommentarspor når man spiller og mange andre sjove ting. Med i pakken får man desuden en download kode til Fruit Ninja Kinect, så man kan downloade spillet gratis på Xbox Live Marketplace.

The Gunstringer er et underholdende spil i kortere perioder og det er et fint eksempel på, at Kinect kan bruges til meget andet end at klappe nuttede kattedyr og udøve simple sportsgrene mens man smadrer det halve af stuen. Spillet er prissat ganske fonuftigt og kan flere steder på nettet købes til mellem 250-300 kr. og til den pris, er The Gunstringer god underholdning, til en fornuftig pris.
Fakta
The Gunstringer

The Gunstringer

PlatformXbox 360
UdviklerTwisted Pixel Games
UdgiverMicrosoft Studios
Spillere1-2
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 12 Stærkt sprog Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:7.5
Grafik:7.5
Online:-
Holdbarhed:5.5
Overall 7.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.