The Expendables 2

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 22. august 2012 - kl. 20:43
Del denne artikel:
6 0

Sylvester Stallone, Dolph Lundgren, Jean-Claude van Damme, Chuck Norris og Jason Statham. Det lugter langt væk af eksplosioner, sløje one-liners og underholdning på et begrænset niveau.

Filmen The Expendables 2 har præmiere i de danske biografer i næste uge, men allerede nu kan du fornøje dig med en ordentlig omgang action på din Xbox. Spillet er en såkaldt ”twin-stick shooter”, hvor man bruger venstre styrepind til at bevæge sig rundt med og højre styrepind til at bestemme hvilken retning man skal skyde – og lad mig sige det med det samme; det er gjort meget bedre tidligere i andre spil.


The Expendables 2 indeholder fire spilbare figurer, nemlig Barney (Stallone), Gunner (Lundgren), Yang (Jet Li) og Caesar (Terry Crews) og man kan spille det side om side med tre venner, enten offline eller online over Xbox Live. Man styrer disse fire figurer igennem spillets fire kapitler, der hver indeholder fem missioner, bla. i Burma, på balkan og i Somalia. Langt det meste af tiden går med at skyde på alt hvad der rører sig på skærmen, mens man bevæger sig mod banens slutning – og når man dertil, slutter missionen, også selv om man stadig er omgivet af fjendtlige soldater. Mere er der egentlig ikke i spillet, der dog af og til krydres med nogle ganske underholdende on-rails sekvenser, men langt det meste af tiden pløjer man sige igennem tusindvis af fjender, igen og igen og igen.

Hver af de fire figurer har hver deres styrker og svagheder, f.eks. har Barney (Stallone) kun pistoler, men til gengæld er han udstyret med nogle kraftige granater, mens nogle af de andre figurer har kraftigere våben og så heller ikke ret meget andet end det. Spiller man alene kan man skifte mellem de fire figurer og i bestemte situationer er det faktisk påkrævet at man skifter til en bestemt figur, for at kunne komme videre i spillet. I løbet af en mission optjener man XP, baseret på hvor mange drab man laver, hvor mange assists man har, hvor mange gange man genopliver ens faldne kammerater og andet. Disse XP kan bruges til at opgradere våben og færdigheder på ens figurer.


The Expendables 2 har et par alvorlige fejl, eller mangler om man vil. Den mest graverende og uforståelige er, at man kan ikke se hvor man skyder hen. Peger man ens våben mod en fjende, ved man ikke om man vil ramme, da der ikke er noget på skærmen der angiver, om man sigter rigtigt. Det betyder så, at man render rundt og skyder med spredhagl, så man kan være nogenlunde sikker på at ramme et eller andet. En anden ting er sværhedsgraden, som er meget ujævn. Nogle passager er meget lette, mens andre kan være utroligt svære og nærmest urimelige – og så hjælper det ikke på frustrationerne i disse sekvenser, at man ikke kan se hvor man sigter og at ens figur tit sidder fast i omgivelserne.

Grafisk er spillet bestået. Omgivelserne er fine for et spil i denne genre og eksplosionerne ser nydelige ud. De fire figurer ligner de rigtige skuespillere nogenlunde fint, så der er ikke meget at sige om den visuelle side, andet end at grafikken godt kan hakke lidt til tider, når der er meget action på skærmen – og det er der tit. Lydsiden er som man kunne forvente den i et spil som dette, med et militært soundtrack og med stemmer fra Terry Crews og Dolph Lundgren til deres respektive figurer. Stallones stemme leveres nogenlunde troværdigt af en stemmeskuespiller, mens jeg ikke kan genkende Jet Li’s stemme i spillet. Jeg behøver vil ikke at nævne, at de kiksede one-liners flyder i en lind strøm?


Som du måske har gennemskuet, så er The Expendables 2 ikke et særlig godt spil. Det føles overfladisk, på den måde, at man får ikke noget feedback fra spillet – det har ingen tyngde. Man kan ikke se hvor man sigter hen, våbnene har ingen rigtig impact og ens figur nærmest skøjter hen over jorden. Det er dog underholdende i korte perioder i selskab med et par venner og on-rails sekvenserne er særdeles eksplosive og ganske sjove, men ellers er resten af spillet særdeles middelmådigt, det bliver hurtigt kedeligt og jeg vil bestemt bruge mine 1200 MSP (en alt for høj pris for et spil på dette niveau) på nogle af de mange andre gode spil, der er udkommet på Xbox Live Arcade på det sidste.
Fakta
The Expendables 2

The Expendables 2

PlatformXbox 360 Arcade
UdviklerZootFly
UdgiverUbisoft
Spillere1-4
Udgivelsesdato17-08-2012
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 16 Stærkt sprog Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:4.0
Grafik:6.0
Online:4.5
Holdbarhed:5.0
Overall 4.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.