The Evil Within

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 18. oktober 2014 - kl. 21:18
Del denne artikel:
4 1

Hvis der er nogen, som kan lave gyserspil, så er det japanerne. Nu er det nyeste skud på stammen kommet, Shinji Mikamis The Evil Within til Xbox One.

The Evil Within har været undervejs i et godt stykke tid. Udviklingen af spillet begyndte i slutningen af 2010 og gik i et godt stykke tid under navnet Project Zwei. Manden bag er japanske Shinji Mikami og måske siger navnet dig noget, da han var manden bag det første Resident Evil og bag andre spil som Dino Crisis og Devil May Cry. For 10 år siden forlod han Capcom og via en tur hos Platinum Games, startede han i forbindelse med opstarten af Project Zwei, sit eget studie, Tango Gameworks, som har hovedkvarter i Tokyo i Japan.



Hvis man tror, at The Evil Within er et hamrende uhyggeligt gyserspil, så tager man fejl. Selv om det er dybt grotesk og flere steder direkte ulækkert, så er det ikke specielt uhyggeligt. Det er ikke sådan, at man springer rundt i sofaen i chok. Man spiller politidetektiven Sebastian Castellanos, der sammen med to af hans kollegaer, bliver kaldt ud til hvad der tilsyneladende er en massakre på et sindssygehospital. Efter ganske kort tid på stedet, befinder Sebastian sig svinebundet hængende med hovedet nedad i hvad der ligner et slagtehus, mens en grum stor skabning, går rundt og parterer menneskekroppe. Sebastian slipper naturligvis derfra og nu skal han finde ud af, hvad der er sket på dette sindssygehospital, hvor den dybeste ondskab øjensynligt befinder sig. Spillet foregår mange andre steder end på sindssygehospitalet, for eksempel i små landsbyer, på noget som ligner en nedlagt fabrik og flere andre steder. Lige meget hvor det foregår, så er det groteske scener, som udspiller sig for øjnene af en.

Gameplayet er, overraskende for mig i hvert fald, fokuseret meget på stealth. Man sniger sig rundt og skal mange gange undgå konfrontationer med de grusomme skabninger, som mest ligner stakkels patienter, som har været udsat for nogle frygtelige eksperimenter. Man kan dog ikke helt undgå at tage kampen op med dem, specielt de usynlige er svære at undgå - og her skal man så forsøge at overleve det bedste man har lært. Rundt omkring kan man finde økser og andet, som kan bruges i nærkampe, men ellers bliver man kort inde i spillet udstyret med både en pistol, en shotgun og en armbryst, som kan have forskellige typer af pile. Man har dog sjældent ret meget ammunition, så man skal stadig vælge sine kampe med stor omhu. Endelig kan man bruge omgivelserne til at gøre det af med fjenderne, ved eksempelvis at sætte ild til oliepletter på gulvet eller lægge, eller aktivere, fælder.



Selv når fjenderne er nedlagt, er de farlige, for de bliver nemlig ikke altid liggende - med mindre du altså skyder hovedet af dem eller dræber dem med et stealth-kill, hvor du kværner en stor kniv ned igennem kraniet på dem. Hvis man har fået nedlagt en fjende, som ikke vil blive liggende, kan man sætte ild til ham og på den måde sørge for, at han ikke kommer til at plage dig igen.

Undervejs gennem spillet, samler man nogle glas op med en grøn substans der mest af alt ligner hjernemasse. Dette bruges som valuta i spillet. Via nogle knuste spejle som man støder på rundt omkring, kan man købe opgraderinger til ens våben, men også opgradere Sebastians evner, så han for eksempel kan løbe længere uden at blive forpustet, hans angreb bliver kraftigere eller han kan bære mere ammunition. Våbnene kan også opgraderes, så de lader hurtigere, bliver mere præcise eller ganske enkelt mere effektive. At man kan bære mere ammunition er naturligvis en god ting, men flere af opgraderingerne er så små og ubetydelige, at man næsten ikke kan mærke dem når man spiller. Et af elementerne i gyserspil er jo, at man hele tiden føler sig sårbar og det gør man i The Evil Within - men så burde man måske have undladt et opgraderingssystem, som man alligevel næsten ikke kan mærke følgerne af.



Styringen minder en hel del om den fra Shinji Mikamis eget Resident Evil 4 fra 2005, men der er altså sket meget med hvordan vi styrer vores spil på de ni år der er gået. Den virker ganske enkelt kluntet, gammeldags og temmelig upræcis og det kan være et problem, når man skal tage kampen op med fjenderne, som er særdeles dødbringende og ofte temmelig hurtige. Det føles virkelig som om, at man spiller et 7-8 år gammelt spil - og det behøver ikke at være en dårlig ting, se for eksempel Wolfenstein: The New Order, hvor det klassiske gameplay blev løftet flot ind i 2014. I The Evil Within er det desværre noget andet og styringen kan flere gange være kilde til både dødsfald og frustration.

Rent teknisk er The Evil Within lidt af en rodebutik. Grafikken er meget stemningsfuld og til tider flot på sin egen modbydelige måde. Lidt underligt, så kører spillet i et kraftigt letterbox format, altså med store sorte kanter øverst og nederst på skærmen. Faktisk er det kun omkring 70% af skærmen, som bruges af spillet. Det kan der være flere grunde til. Det kan være et trick til at gøre oplevelsen mere klaustrofobisk, da man ikke kan se så meget, når skærmen fyldes af to sorte kanter og specielt den øverste kan være forstyrrende. Det virker lidt som om, at spille med øjnene klemt halvt i.



Jeg tror dog mere at det er gjort af tekniske årsager. Jeg tror, at Tango Gameworks har haft problemer med at få spillet til at køre tilfredsstillende, så man har valgt at køre i letterbox, så det hele kunne blive afviklet mere flydende end hvis spilmotoren skulle køre spillet i fuld skærm. Det er nu ikke fordi, at det kører specielt flydende; grafikken hoster lidt engang imellem - det er ikke noget som er direkte forstyrrende på gameplayet, da det hele for det meste af tiden foregår det i et meget langsomt tempo.

Rent designmæssigt er grafikken rigtig fin og særdeles stemningsfuld, grænsende til det vamle. Lange korridorer, et sterilt sindssygehospital hvor man kun kan høre et gammelt urs tik-tak og modbydelige forsøgslokaler, hvor utænkelige rædsler har udspillet sig. Denne gode stemning underbygges af en lydside, som må siges at være spillets stærkeste side. Lydeffekterne er sparsommelige, men dem som er der, er gode og hårrejsende. Mange sektioner er fuldstændigt stille, hvor det eneste man hører ens eget fodtrin og en knirkende dør bag en, som langsomt bliver åbent. Mange gange kan stilhed være mindst lige så stressende og skræmmende som musik.

The Evil Within - Every last bullet gameplay trailer - se i HD her

The Evil Within er skuffende. Det er et meget stemningsfuldt spil i en genre, hvor vi ikke ser ret mange spil normalt - og som jeg nævnte i starten, er japanerne gode til sådan noget her. Desværre virker det som om, at tiden er gået i stå for Shinji Mikami, da spillet virker gammeldags, lige fra styringen og til spilmekanikker og designvalg - noget som får spillet til at virke meget ældre end det er og det er ikke på den gode måde. Det kan muligvis være glædeligt for nogen, men for mig var det frustrerende og irriterende og det tog faktisk opmærksomheden fra det, som det hele burde dreje sig om, nemlig et stemningsfuldt og grotesk voldeligt spil, som kunne være god underholdning her i de mørke aftener. Nu er det i stedet et spil, som dog kan underholde i glimt, hvor det virkelig viser hvad det kunne have været - men det er ikke noget, jeg i fremtiden kommer til at spille i mere end kortere perioder ad gangen.
+ God stemning, masser af groteske scener, god lydside
Virker gammeldags (på den dårlige måde), teknisk rodet, næsten ligegyldigt opgraderingssystem
Gameplay:7.0
Grafik:7.5
Online:-
Holdbarhed:7.0
Overall 7.5
Log ind og stem
1
Der er 1 bruger som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.