The Escapists

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 19. februar 2015 - kl. 16:48
Del denne artikel:
6 3

I The Escapists skal du planlægge din flugt fra et fængsel - og naturligvis også føre den ud i livet. Hvis jeg nogensinde røg i fængsel, ville jeg rådne op derinde, for det er bestemt ikke nemt at bryde ud af et fængsel.

I The Escapists er du fange i et fængsel - og du skal forsøge at bryde ud. Hvordan planlægger man bedst en flugt fra et fængsel? En af de første ting, er at man skal gøre alt for at følge fængslets rutiner og holder sig ude af vagterne og medfangernes søgelys. Om morgenen er der samling i gården, hvor vagter ser om alle er der, derefter er der morgenmad og lidt senere har man fri til at gøre hvad man vil. Men det er klogt, at møde ind til frokosten, for hvis man mangler i spisesalen, bliver vagterne mistænksomme og ens "heat meter" vil langsomt fyldes jo mere opmærksomhed man tiltrækker sig fra vagterne. Man skal også gå på arbejde i fængslet og opnå en bestemt kvote af arbejde, man skal dyrke motion og andre ting. Fald ind i fængslets rytme og du får mulighed for at planlægge din snedige flugt i nogenlunde fred.



Noget andet som er meget vigtigt, er som nævnt at holde sig gode venner med ens medfanger. Det gøres ved at udføre mindre jobs for dem, for eksempel at skaffe dem specielle ting, som de formentlig skal bruge til at lave deres egne våben eller værktøjer med. Spillet indeholder nemlig et simpelt men effektivt crafting system, hvor man kan lave sine egne våben og værktøjer. Kombinér et stykke sæbe med en sok, så har du et simpelt slagvåben. Man kan lave mange andre våben, men man skal ikke tages af vagterne, mens man bærer rundt på farlige våben, så får man en røvfuld og ryger en tur på sygestuen. I stedet kan man grave et hul i en væg, gemme våbnene og ens værktøj derinde og dække hullet til med en plakat.

The Escapists kan vel nærmest bedst beskrives som et strategispil, men det indeholder også lette rollespilselementer. Man har tre områder, man kan udvikles sig på, nemlig på speed, strength og intellect. Speed og strength er vigtige hvis man kommer i klammerier i fængslet - og det gør man, så disse attributter kan trænes op i fængslets træningscenter. Den vigtigste er dog intellect. Jo mere man har af denne, jo klogere er man og jo flere våben og værktøjer kan man lave. Man træner ens intelligens ved at læse bøger, surfe på nettet eller se tv. At optræne sin intellekt slider dog på ens energi, så man skal tage det i mindre portioner.

Så det kan siges meget kort: Vejen til succes er at holde sig til fængslets rytme, gå på opdagelse udenfor fangevogternes søgelys og hav tålmodighed. Masser af tålmodighed. Det er nemlig ikke let at slippe ud af hvert af de seks fængsler i The Escapists - faktisk er det uhyggelig svært og frustrerende.



Det er muligt, at det er helt bevist fra udviklerne hos Mouldy Toof Studios - men The Escapists er det mest utilgængelige spil, jeg kan huske at have spillet nogensinde. Der er en ganske kort træningsbane i starten af spillet - den varer vel 2-3 minutter og derefter bliver man smidt ind i et fængsel, uden at have nogen idé om hvad man skal gøre. Man kan bruge timevis på at rende rundt og lede, undersøge og få bagdelen på glatis, da vogterne bliver mere og mere opmærksom på ens opførsel. Første gang jeg startede spillet, var jeg efter to timers spil ikke nået noget som helst nærmere en flugt - det eneste jeg havde opnået var, at have fået skaffet mig en masse fjender i fængslet. Så mange, at jeg måtte genstarte spillet, da jeg stort set lå på sygestuen hele tiden.

Det er som sagt muligt, at udviklerne har ønsket at man, som i et rigtigt fængsel, ikke skal have nogen som helst hjælp til at slippe ud. Man skal opdage det hele selv. Men nu skal underholdning, som spil jo nu engang er, gerne være mere underholdende end at sidde i fængsel, så jeg kan ikke helt gennemskue hvorfor man har valgt at lave The Escapists så utilgængeligt som det er. Det er meget sjældent jeg opgiver at spille et spil, men det her var så svært og utilgængeligt, at jeg ganske enkelt måtte opgive, for at kunne skrive denne anmeldelse inden spillet blev helt uaktuelt - så nej, spillet er ikke gennemført. Kald mig svag, men jeg kommer i hvert fald aldrig til at bryde ud af noget fængsel, hvis det er lige så svært som i The Escapists. Der er muligvis mange, som godt kan lide denne tilgang til spillet og den store glæde man får, når man har udtænkt en plan som bare lykkedes. For mig kan den bare ikke opveje de mange timers trial and error gameplay og frustrationer, som går forud.



The Escapists er designet som et godt gammelt 8-bit spil. Det hele er meget pixeleret og ens figur bevæger hele tiden benene, selv om man står stille - ligesom i de gamle 8-bit spil, hvor man flyttede en animeret sprite rundt på skærmen. Selv om figurerne kun består af ganske få pixels, har de alligevel personlighed og spillets seks fængsler, selv om jeg endnu ikke har set dem alle, er fint designet men måske lidt til den simple side. Lydsiden består af ganske få lydeffekter og et nydeligt soundtrack, som skifter alt efter tidspunktet på dagen og hvilke opgaver man skal udføre. Den tekniske side fejler ikke noget og fungerer fint. Det er dog ikke alle der vil bryde sig om den simple 8-bit stil, men det er jo en smagssag.

The Escapists lyder som en rigtig god idé på papiret, men i virkeligheden fungerer det ikke - for mig i hvert fald. Det er alt alt for svært at komme i gang med og når man efter flere timers spil, stort set ikke er kommet nogen steder, ødelægger det altså underholdningen for mig. Der er virkelig mange timers spil gemt i spillet, for det tager meget lang tid, at forberede ens flugter. Hvis du elsker strategispil og spil som generelt overhovedet ikke tager dig i hånden og hvor du skal lære alt selv, så er The Escapists måske noget for dig - det kan købes til Xbox One på Xbox Games Store til 139 kr.
Fakta
The Escapists

The Escapists

PlatformXbox One
UdviklerMouldy Toof Studios
UdgiverTeam 17
Spillere1
Udgivelsesdato13-02-2015
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 7 Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Fin retro grafikstil, behagelig lydside
Livet i fængsel er ensformigt og dermed er gameplayet også ensformigt, særdeles utilgængeligt
Gameplay:5.0
Grafik:7.0
Online:-
Holdbarhed:8.5
Overall 5.5
Log ind og stem
3
Der er 3 brugere som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.