Spillet foregår denne gang i Washington, og i vanlig Ubisoft stil er der masser af ting at tage sig til, når først man begiver sig ud i byen. Der er masser af missioner; både nogle der driver hovedhistorien fremad, men også missioner der hjælper dig med at opbygge beboelser og gøre områderne sikre for beboerne. Ud over missioner er der også masser af andre udfordringer, som man konstant støder på, når man render rundt i byen. Både hovedmissioner og sidemissionerne er ganske underholdende, faktisk endnu mere end i det første spil. De er bygget over samme skabelon, nogle ville måske endda sige samme simple skabelon, men områderne, man bevæger sig igennem, skiller sig virkelig ud og er meget varierede - lige fra sportshaller og gallerier til lejligheder, museer og grønne parker.
Pauserne imellem missionerne fyldes ud af forskellige udfordringer, som er knap så varierede og interessante, men heldigvis hurtige nok at gennemføre til at det aldrig bliver kedeligt. Du skal for eksempel befri fanger, redde folk fra henrettelser eller vinde kontrollen over kontrolpunkter i byen. Der er rigtig meget at lave i Washington, og selvom det hele drejer sig om at skyde på andre, så føles det aldrig kedeligt eller ensformigt. Selv efter 60 timer i spillet er jeg endnu ikke begyndt at kede mig, og det er ret usædvanligt. Der skal normalt ikke så meget til, før vi anmeldere begynder at kede os lidt.
Spillets sværhedsgrad er også med til at holde kedsomheden på afstand. Uanset hvor længe du spiller, og hvor godt udstyr du har, så bliver du hele tiden udfordret af fjenderne. AI’en tænker sig faktisk godt om og udnytter terrænet og hinanden godt. Du skal hurtigst muligt finde dække for fjendens kugler, men bliv der endelig ikke for længe, for de har travlt med at finde måder at udmanøvrere dig på. Nogle gange virker sværhedsgraden lidt for kunstig. Med det mener jeg, at nogle gange er fjenderne bare lidt for gode til at ramme dig, eller de sidder godt gemt i dækning og kommer ikke frem så længe dit sigtekorn er i nærheden, men så snart du flytter det til siden, springer de op og kaster granater mod dig. Som om de vidste, at du sigtede på dem. Det sker ikke så tit, at jeg blev frustreret, men tit nok til at jeg lagde mærke til det.
Den gode AI betyder også, at The Division 2 er et spil man bedst nyder i samarbejde med andre. Det kan sagtens spilles solo, men de taktiske elementer er bare meget sjovere at lege med, når man også kan flankere fjenden. Når ens venner kan yde førstehjælp, så kan man også undgå at skulle genstarte en mission fra sidste checkpoint. Det er rimelig nemt at starte en gruppe på fire personer op, selvom det er lidt forvirrende for historien og dens fremgang, når man hopper ind og ud af andre spilleres tidslinjer, alt efter hvem der bliver valgt til gruppeleder og får sin spilsession ”forfremmet” til ”sandheden”.
Integreret i spillet er der også Player vs Player aktion. Det er igen Dark Zones, der danner baggrund for det. Konceptet med Dark Zone er blevet finpudset og lidt mere tilrettet til at også PVE folk vil finde det sjovt og udfordrende. Det er stadig et interessant område at rende rundt i, fordi du aldrig ved hvad de andre spillere gør. Det tilføjer altså et ekstra spændingsmoment, som er kærkomment. Denne gang har Ubisoft ramt en bedre balance, hvor alle kæmper mere på lige fod, så man ikke behøver at frygte at sætte sine fødder i zonen, for man vil altid have en chance for at kæmpe tilbage. Man er ikke blot kanonføde for veteranerne, som man ofte endte med at være i det originale spil.
Som noget nyt er der også kommet en ren PvP mode, kaldet Conflict, som er delt i to; nemlig Skirmish og Domination. Her er man 2 teams af fire personer på hver sit hold og skal så enten overleve længst eller få kontrollen over et område. De er faktisk ikke videre interessante. Der er intet her, der skiller dem ud fra andre skydespil, hvor dette nærmest er blevet ophøjet til standard. Det er måske også derfor Ubisoft har følt, at de skulle tage det med, for det virker ikke som noget de har lagt særlig meget energi i ud over at gøre det tilgængeligt for spillerne.
Når du rammer level 30 med din agent, så begynder endgame, som ofte udlægges som hovedmålet med denne type spil. Det er nu man for alvor skal i gang og spillet skal vise, at det kan levere uendelige timers underholdning. Det kneb i starten for det originale spil, men det fik udviklerne heldigvis styr på med nogle gode patches. I The Division 2 har de styr på det fra starten. Du har brugt 30+ timer på kampagnen og på at lære fjenderne at kende, og nu ændrer det hele sig pludseligt. En ny fjende dukker nemlig op og ændrer totalt magtforholdet i Washington.
Missioner og kontrolpunkter bliver genbrugt, men nu er der pludselig en ny fjende. Det føles som nyt, og det er i mine øjne lidt af en genistreg af Massive at gøre endgame friskt på denne måde. Samtidig låses der op for specialisering af din agent, så der er masser at give sig til, selv når kampagnen er overstået. Det vigtigste er, selvfølgelig fristes man til at sige, at finde nyt og bedre udstyr. Der er masser af muligheder for at forbedre sin karakter og sit udstyr og mange interessante måder det bindes sammen på, så det rent faktisk giver mening at nærstudere udstyret og dets plusser og minusser, inden man tager det i brug. Det er ikke blot at kigge på sin gearscore og sikre, at den er så høj som mulig.
Grafisk skuffer The Division 2 ikke. Washington er en interessant by at udforske med mere variation end det til tider grå vinterlandskab i New York, som vi rendte rundt i før. Jeg blev konstant imponeret af variationen og skiftet imellem de forskellige områder. Det er altså fedt at starte en ildkamp i en indelukket mørk parkeringskælder, og så befinde sig i en grøn og overgroet park, når den afsluttes. Der er masser af disse steder med forskellige områder, og det gør Washington mere interessant og levende end New York var. Samtidig kommer vejret også og spiller ind. Regn og tåge er med til at forandre områder, man ellers troede man kendte godt, og gøre dem til nye udfordringer, hvor fjenden pludselig får nye muligheder på grund af det begrænsede udsyn.
The Division 2 er et rigtig godt spil, der formår at forbedre stort set alle elementer fra dets forgænger. Det er den absolut bedste looter shooter på markedet i øjeblikket. Folk der ikke kan lide dækningsbaserede skydespil er måske ikke enige i den vurdering, men alle elementer er limet godt sammen og leverer en fantastisk samlet pakke, som kan levere underholdning meget længe. Især med de gratis opdateringer med indhold, som Ubisoft allerede har lovet. Der er ikke banebrydende nytænkning involveret, men det behøves bestemt heller ikke, når den samlede pakke er så underholdende.
Facebook
Twitter
