The Crew Wild Run

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 23. november 2015 - kl. 18:55
Del denne artikel:
0 3

Et år efter udgivelsen af The Crew, udkommer Wild Run, udvidelsen, som tilføjer flere nye elementer og køretøjer. Kan Wild Run puste nyt liv i Ubisofts open world racerspil?

For lidt under et år siden, kom The Crew fra franske Ivory Tower og Ubisoft og siden dengang, har over 3,5 millioner spillere oplevet den enorme åbne verden, som The Crew byder på. Vi belønnede spillet med et syvtal i vores anmeldelse sidste år og var lidt friske og kaldte det verdens første rollespil med biler. Ubisoft forsøger nu, at puste lidt nyt liv i spillet, med udvidelsen Wild Run.



Denne anmeldelse vil udelukkende dreje sig om udvidelsen Wild Run, så hvis du vil vide mere om, hvad The Crew egentlig er for et spil, kan du læse vores anmeldelse lige her. Wild Run er altså en udvidelse til The Crew, som byder på nye typer af køretøjer, for eksempel monstertrucks og motorcykler, nye ting af give sig til i den enorme spilverden og ikke mindst store ugentlige udfordringer, udformet som festivaller.

Dog er det første man bemærker, at grafikken har fået en ordentlig overhaling. The Crew var som udgangspunkt ikke noget grimt spil, men den grafiske motor er blevet opdateret og det betyder, at lyseffekterne er mere realistiske og man kan se meget længere ud i horisonten end tidligere, hvilket giver nogle flotte udsigter, hvis man befinder sig på et højdedrag i den mere end 5000 kvadratkilometer store spilverden.



Oven i dette, er der nu også tilføjet dynamiske vejreffekter, så man kan komme ud for at køre i regnvejr eller komme igennem områder, hvor det lige har regnet og der ligger vandpytter på vejen. Endelig er bilerne blevet opdateret og alt i alt er de visuelle opgraderinger rigtigt vellykkede og de får The Crew til at se endnu bedre ud end før. Det er dog værd at bemærke, at denne grafiske opdatering egentlig ikke er en del af Wild Run udvidelsen, da alle The Crew spillere vil kunne downloade denne opdatering gratis. Nu valgte jeg at omtale den opdateret grafik alligevel, da man får disse visuelle opdateringer med, hvis man vælger at købe The Crew Wild Run Edition, som indeholder grundspillet og Wild Run udvidelsen til sølle 380 kr. – vi vender tilbage til prissætningen af spillet lidt senere.

Det centrale i Wild Run er Summits, som kan minde meget om de festivaller vi kender fra Forza Horizon. Disse festivaller foregår på ikoniske steder rundt omkring i USA på fastlagte tidspunkter – og fungerer egentlig som ugentlige udfordringer. I skrivende stund er der en festival over fire dage ved Mount Rushmore og den næste er over en hel uge i Bonneville og i december i år, er der planlagt ikke mindre end to festivaller om ugen. For at kunne deltage i disse festivaller, skal man først kvalificere sig og det kan være lidt svært at gennemskue, hvordan man gør det. Men det gøres altså ved, at deltage i en række løb og events, både i de nye monstertrucks og andre løbstyper - og hvis man kan finde et crew at tilslutte sig her et år efter spillets udgivelse, også i diverse crew events.



Alle bilerne i The Crew, kan opgraderes til fem forskellige specs; Street, Dirt, Raid, Performance og Circuit. Det vil sige, at den samme bil kan se ud, og køre, på fem forskellige måder og være opdateret til de forskellige typer af løb, som man støder på rundt omkring. Med Wild Run, tilføjes der endnu tre nye specs, nemlig Drift, Monster og Drag.

Drift var en af de mest efterspurgte tilføjelser, som det store community omkring spillet har haft gennem tiden og det har Ivory Tower altså lyttet til. Her skal man køre sidelæns igennem svingene og holde bilen på grænsen ved at bruge styringen og speederen. Jeg har aldrig rigtigt brudt mig om drift events, i nogen spil overhovedet, og drifting i The Crew får mig heller ikke til at falde omkuld af begejstring.

I Monster skal man vise stil og klasse i de enorme Monstertrucks, flyve ud over ramper, køre i loops lave vilde backflips og indsamle så mange points som muligt, inden tid løber ud. Denne nye løbstype er ganske underholdende og kan sammenlignes en del med de gode gamle Tony Hawks spil. Endelig er der Drag, som i bund og grund er et meget kort racerløb, hvor man kun skal køre ligeud i en saltørken. For at gøre det lidt mere interessant, skal man først varme sine dæk op til den optimale temperatur og man skal derefter sætte i gang fra startlinjen i det hel rigtige øjeblik – har kan tusindedele af et sekund være afgørende for at man slår rekorden, så det er med at være vågen. Endelig kan man kun køre med manuelt gear her, så man skal også skifte gear på de helt rigtige tidspunkter, så Drag racing er baseret meget på timing.



En anden tilføjelse er motorcykler. Disse kan ligeledes tunes til en række af de tilgængelige specs og bruges i alle de pågældende løb. De er hurtige men de giver også mulighed for at vise sig lidt frem over for de andre spillere i spillere, da man både kan lave Wheelies, hvor man altså kører på baghjul og Stoppies, hvor man stopper ved at køre på forhjulet. Jeg har altid haft det lidt lunkent med motorcykler i den her slags spil, fordi jeg synes at styringen af dem, ofte var for ringe. Men jeg må sige, at Ivory Tower har fået styringen nogenlunde på plads her, så det langt fra er frustrerende at bruge spillets nye motorcykler.

The Crew Wild Run kan købes på tre forskellige måder. Har du allerede The Crew liggende, kan du vælge at købe Wild Run udvidelsen alene for 230 kr., du kan også købe The Crew Wild Run Edition, som indeholder The Crew grundspillet og Wild Run udvidelsen, denne løsning koster 380 kr. og endelig er der The Crew Complete Edition, som indeholder grundspillet, Wild Run udvidelsen plus et Season Pass, som giver adgang til forskellige opgraderinger og nye gamemodes. Complete Edition koster 495 kr.

Jeg vil sige, at 230 kr. for en udvidelse er en lidt flabet pris, for man skal huske, at den opdateret grafik og vejreffekterne ikke er med i Wild Run pakken, men er gratis for alle. Så det du får for dine penge er de ugentlige udfordringer, de tre nye specs og løbstyper, motorcyklerne og nogle Freedrive Challenges og Freedrive Stunts hvor man får forskellige opgaver mens man kører.



De nye løbstyper med Monterstrucks er underholdende og Summits er også fine tilføjelser, men at give 230 kr. for disse ting, virker noget dyrt i mine ører. Man kan sige, at The Crew nu er det spil, som det burde have været, da det blev udgivet sidste år. Grafikken er mere tidssvarende og Summits er gode centrale events, som samler spillerne – dem der måtte være tilbage i The Crew.

Hvis du stadig er bidt af The Crew, så er Wild Run opdateringen helt sikkert noget for dig og så betaler du sikkert også gerne de 230 kr. for at få dit spil udvidet lidt. Hvis du aldrig har spillet The Crew, så er Wild Run Edition, hvor du får hele spillet og udvidelsen for 380 kr., det bedste køb – men hvis du har spillet og måske er blevet lidt træt af det, så snup du den gratis grafiske opdatering og nyd hvor godt spillet ser ud nu og glem alt om Wild Run opdateringen, for den er i bund og grund ikke pengene værd, med mindre man er stor fan af The Crew.
Fakta
The Crew Wild Run

The Crew Wild Run

PlatformXbox One
UdviklerIvory Tower
UdgiverUbisoft
Spillere1-4
Udgivelsesdato17-11-2015
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 12 Stærkt sprog Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Motorcyklerne, Drag og Monstertruck events giver god variation til resten af spillet
For høj pris
Gameplay:7.5
Grafik:8.5
Online:7.0
Holdbarhed:7.5
Overall 7.0
Log ind og stem
3
Der er 3 brugere som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.