Det kan måske lyde lidt bizart, at tragedie og desperation er underholdning, men det er altså tilfældet. Dette er ikke et heltekvad om få personer, der forhindrer verdens undergang, som ellers tit fortælles i rollespil. Dette er historien om almindelige mennesker, der skal træffe svære valg i desperate situationer og gøre hvad der er nødvendigt for at overleve imod alle odds.
Der er masser af vanskelige valg i The Banner Saga. Invasionen af Dregde får folk til at flygte i sikkerhed, og du får ansvaret for 2 karavaner af flygtninge – en konvoj af Varl, en slags kæmper, som egentlig er ude og inddrage skatter og så en karavane af mennesker på flugt. Du skifter mellem disse to grupper, men deres problemer kan siges at være i samme kategori. De er på flugt i et krigsområde og forventer at du bringer dem i sikkerhed. Og det, kan jeg afsløre, er ikke nogen nem opgave. Der er hele tiden vanskelige valg at træffe og konsekvenserne af ens valg er ikke altid nemme at gennemskue. Det er absolut et af The Banner Saga’s stærkeste kort og en af de ting, der gør at man hele tiden er spændt på hvad der vil ske.
Man kan dele spillet op i tre dele: selve rejsen, dialog mellem karaktererne når man ikke rejser og så kampene. Alle tre har stor betydning for hvordan du kommer igennem spillet. På selve rejsen opstår der hele tiden situationer, som kræver du tager en beslutning. Vil du tillade en gruppe af bevæbnede mænd (formodentlig banditter) at slutte sig til karavanen, eller efterlader du dem? Og vil du straffe den fulderik, der bliver ved med at genere de andre? Nogle valg kan virke som småting, men konsekvenserne kan være store og de kan tage lang tid om at vise sig. Når der er slået lejr, er det tid at snakke. Det fører også til valg, da folk forventer af dig, at du kan løse deres problemer og disse diskussioner får ofte betydning for hvordan andre i karavanen opfatter dig samt hvilke valg de foretager sig senere i spillet.
Den tredje del er kampene, som selv sagt er en vigtig del i et strategisk spil som The Banner Saga og det er da også dem man bruger mest tid på i spillet. I dine karavaner har du en gruppe af hovedpersoner, som du kan inddrage i kampene. De har hver deres styrker, svagheder og specielle færdigheder, så første valg er altid hvilke personer du ønsker at drage i kamp med. Selve kampene er turbaseret. Det er lykkedes at lave et forholdsvist simpelt system, som er nemt at forstå, men samtidig ikke er nemt at mestre. Placering af tropperne er selvfølgelig vigtig, men der ud over skal man hele tiden vægte deres færdigheder, styrke, viljestyrke og rustning op i mod modstandernes. Så der er mange variabler at tage i betragtning og kampene kan nemt virke ret kaotiske. Men selv ret overvældende modstand kan overvindes ved at foretage de rigtige beslutninger og det er, i mine øjne, en af de ting, der kendetegner et godt strategispil.
Så de tre dele af The Banner Saga virker godt og fortæller en rigtig god historie, som det er svært ikke at blive berørt af. Dine valg betyder noget og man er i en konstant tilstand af usikkerhed og desperation. Ganske som de folk man har ansvaret for. Denne følelse underbygges på fornemste vis af spillets grafiske stil og dets musik, som ganske fortjent, høstede masser af ros, da det udkom til PC. Den nemmeste måde at forklare stilen på, er at sige at det er lavet som en tegnefilm. Ikke en 3D animeret film, som er så populære nu, men en reel håndtegnet film. Det virker utrolig godt; ikke blot giver det The Banner Saga et unikt udseende. Det er også med til at fremhæve historien. Der er masser af sans for detaljer og man mærker at udviklerne virkelig elsker spillet og har en tydelig plan med dets udseende og stil. Det er rart med et spil, der ikke har brug for teknologiske krumspring og fancy effekter for at imponere. Det hviler i sig selv og der er valgt et udseende, som bare passer perfekt til spillet.
Når det er sagt, så må jeg også nævne én af de ting, der generede mig undervejs. Der er rigtig mange pauser, hvor spillet lige skal loade et eller andet. For eksempel hvis man er på lejr-skærmen og lige vil se kortet. Så skiftes der til en sort skærm, hvor der står ”Loading” og der bliver den 5-10 sekunder inden kortet dukker op. Så trykker man B for at komme tilbage til lejr-skærmen og det giver den sorte skærm og en pause igen. Jeg ved ikke hvorfor det er nødvendigt, men det generede mig virkeligt. Det kan virke som en mindre ting, men det er det ikke, når man støder på det så tit, som man gør i The Banner Saga.
Et andet kritikpunkt er ensformigheden i selve kampene. Jeg nævnte, at de var kaotiske og hektiske, men på trods af dette, så begynder de på et tidspunkt at være trivielle. Der er ikke de store variationer i slagmarker og modstandere og den sidste tredjedel af spillet begynder det at føles trivielt. Man vil frygtelig gerne videre med historien, men vil også gerne have kampene overstået så hurtigt som muligt, for det har man gjort rigeligt. Måske folk, der lever og ånder for det strategiske element mere end jeg gør, kan blive ved med at forbedre strategien og kan finde nye aspekter selv sidst i spillet, men jeg følte spillet gik lidt ned i kadence til sidst.
Banner Saga er et godt spil. Det er også et spil, der helt er sit eget og måske ikke falder i alles smag. Man skal kunne lide en god historie om desperation og nød, for det er den der bærer spillet frem. Samtidig skal man ikke afskrækkes af et turbaseret kampsystem, hvor de små detaljer kan afgøre kampene og selv en lille fejl kan få fatale konsekvenser. Er man på udkig efter et rollespil, så skal man kigge et andet sted for The Banner Saga er et strategispil. Et strategispil, som fortæller en djævelsk god historie.
The Banner Saga kan købes på Xbox Games Store for 155 kr.
Facebook
Twitter
