
Spillet baserer sig på den højaktuelle Tintin film, som Steven Spielberg og Peter Jackson står bag og spillet er udviklet af Ubisoft i Montpellier i Frankrig og er naturligvis udgivet af Ubisoft. Åh nej hører jeg straks mange sige; endnu en ringe film til spil konvertering. Ja, spillet er baseret på filmen, men det er faktisk slet ikke et dårligt spil.
På et marked køber Tintin en model af en tremastet skonnert, men han når dårligt at betale for det, før en meget pågående såkaldt samler, forsøger at købe det af ham. Som den skarpe journalist Tintin er, fornemmer han at den femmastede skonnert er noget helt specielt og det viser sig da også, at indeholde et mystisk gammelt stykke pergamentpapir. I en baggård bliver han overfaldet af den pågående samler og hans kumpaner og de stjæler hans skib så nu går jagten for at finde ud af, hvad der er så specielt ved denne skonnert og hvad betyder det mystiske gamle pergamentpapir? Historien virker fint og det er i øvrigt i løbet af denne historie, at Tintin og Kaptajn Haddock møder hinanden for allerførste gang.
The Advenures of Tintin: The Secret of the Unicorn er et klassisk platformspil og et spil hele familien kan samle sig omkring, da det er let at gå til, har en letfordøjelig stil og det er ikke uden humor. Spillet er som udgangspunkt et 2D platformspil, lidt i stil med det originale Prince of Persia, hvor der skal bekæmpes fjender, der skal hoppes over afgrunde, trykkes på knapper, klatres op af trapper og der skal løses simple opgaver, før man bevæger sig videre igennem banerne.

På snedig vis, skifter spillet med jævne mellemrum mellem de traditionelle 2D platform sekvenser og til 3D sekvenser, hvor man f.eks. skal flyve et lille fly igennem en stor tordensky, skyde banditter mens man suser afsted på en motorcykel i ørkenen, fægte med sørøvere eller stikke af fra en stor flodbølge i et synkende skib. Disse 3D sekvenser virker mest som nogle simple minispil og der er ikke meget udfordring i dem, men de er med til, at give lidt variation til de traditionelle 2D sekvenser.
Spillet kan spilles af både børn og voksne. De yngre spillere løber igennem spillet, løser opgaverne og hygger sig med det lette gameplay, mens de voksne kan gå på opdagelse i banerne og forsøge at finde så mange af de gemte gyldne krapper som muligt, eller forsøge at snige sig forbi fjenderne i stedet for at kaste sig ud i en nævekamp med dem. Spillet bliver aldrig udfordrende for den mere erfarne spiller, men det er stadig god og let underholdning.
I starten virker spillet meget variende, men efterhånden som man kommer igennem spillet, ser man, at det er de samme typer af baner, der bliver gentaget igen og igen og det er en smule ærgerligt. Men når det er sagt, vil jeg også sige, at jeg faktisk var godt underholdt hele vejen igennem, da spillet har en hyggelig og afslappende stil, der gør, at man sidder og hygger sig evt. sammen med nogle børn. Børn har også meget let ved at sætte sig ind i spillet, da de mange gentagelser gør, at de sjældent sidder fast, da de hurtigt lærer spillets principper og mekanikker at kende.

Foruden historiedelen, der let kan gennemføres på en weekend, er der en glimrende co-op del, der foregår i Kaptajn Haddocks drømme. Disse co-op baner er ret syrede, for i drømme kan alt jo som bekendt lade sig gøre. Her kan to spillere side om side (kun lokalt), kaste sig ud i nogle specifikke og opfindsomme co-op baner, hvor de to spillere skal arbejde sammen for at finde gemte objekter og løse simple opgaver, der gør brug af de forskellige figurers styrker og svagheder. Ret usædvanligt kan man faktisk også spille co-op banerne alene, da man til enhver tid, kan skifte mellem to figurer. Co-op delen er ganske underholdende og måske spillets stærkeste side.
Endelig er der knap 30 udfordringer man kan kaste sig over, hvor man i et fly f.eks. skal indsamle så mange flag som muligt eller skyde så mange fjender ned man kan indenfor tidsgrænsen. Der er også udfordringer, hvor man skal fægte eller køre race på en gammel motorcykel med sidevogn. Disse udfordringer kan spilles både med et joystick eller med Kinect sensoren, men de er ikke specielt interessante og tilfører ikke spillet meget.
Ved første øjekast, kan spillet måske virke en smule tyndt, da historie delen er noget kort (5-6 timer), men lægger man den glimrende co-op del, samt udfordringerne, oveni, så er der alligevel nok at gå i gang med. Spillet retter sig helt klart mod de yngre spillere, da det er meget let, men som nævnt tidligere, kan voksne altså også være med. Spillet kommer i øvrigt med danske menuer og danske undertekster.

Grafikken i The Adventures of Tintin: The Secret of the Unicorn presser næppe Xboxen på nogen måde, men den er nydelig og fungerer fint. Stilen er ganske hyggelig og mere rund og tegneserie agtig end vi tidligere har set Tintin, men stilen passer fint til spillets afslappende stil og lægger sig et stykke af vejen op af stilen fra filmen. Lydsiden følger meget godt grafikken, da det hele virker meget afstemt og både lydeffekter, stemmeskuespillet og soundtracket virker fint og passer rigtigt godt til spillets stil.
Det er tydeligt, at der er lagt noget tid og kærlighed i The Adventures of Tintin: The Secret of the Unicorn, da det er et velproduceret og velfungerende spil og et fint afrundet produkt. Ja, det er stadig en film til spil konvertering, men faktisk en af de bedre. Erfarne spillere vil ikke finde nogen som helst udfordring i spillet, men det er heller ikke henvendt til dem. Det er et fint spil, der henvender sig til de yngre spillere og deres forældre og alle kan være med det er let at gå til, sværhedsgraden er lav og spillet hjælper spilleren godt på vej langt det meste af tiden. Det er dog lidt paradoksalt, at spillet har en PEGI rating på 12+, da jeg gætter på at flere 12 årige vil finde spillet en smule for let og ensformigt.