Terraria

Anmeldt af: Esge Winkel Lorenzen - 4. april 2013 - kl. 22:21
Del denne artikel:
4 0

Terraria har været ude i lang tid på pc, men har nu fundet sin vej til Xbox 360. Er det en blot en 2D platform udgave af Minecraft, eller er det sit eget?

Terraria er et af de nyere skud på indie stammen, og har faktisk eksisteret på pc, via Steam, siden maj 2011 og nu er det så kommet til Xbox 360 som arkade spil. Men måske skulle vi lige vende begrebet ”indie” før vi går videre i teksten. Et indie spil er som oftest udviklet af meget få personer og uden en stærk finansiel partner i ryggen til at udgive spillet. Indie spil er også tit innovative, det vil sige at gameplayet ikke nødvendigvis bare går sin gang fra a til b og det er tit det, der gør mange indie spil spændende. Indie spil har fået deres storhed i dette og sidste årti, takket være bl.a. Xbox Live Arcade og muligheder for økonomisk støtte gennem organisationer som Kickstarter og lignende, hvor det er muligt for brugere at spytte donationer i et hvilket som helst spilprojekt, de måtte tro på.

Tilbage til Terraria. Som udenforstående er den første uundgåelige tanke om Terraria nok... Minecraft i 2D? Helt ærligt.




Terraria blev skabt under Minecraft's beta stadie og Terraria er uden tvivl under kraftig inspiration af Minecraft og de to spil deler dog også nogle af de grundlæggende principper, så ja, der er mange ligheder som de fleste kan nikke genkendende til: Der er en dag og nat cyklus, hvor der er nogenlunde roligt om dagen og om natten skal man se sig for da det lille terrarie bliver overrendt med zombier og flyvende dommedagsøjne. Dertil skal der hakkes, det meste af verdenen kan brydes ned med den rette hakke, det være sig træ, sten, jord og selvfølgelig findes der de mere eksklusive ressourcer som jern, kobber, sølv og guld. Diverse materialer skal alle bearbejdes ved høvlbænken, ambolten eller en tur i smeltediglen før de kan anvendes som våben eller lignende forbedrede genstande og værktøj.

Men her slutter sammenligningen så også, fordi efter kort tids spil går det op for en at Terraria har et helt andet mål end Minecraft. Vi har at gøre med et spil, som indeholder en enorm grad af udforskning, samarbejde og eventyr, og udforsknings-elementet er præcist det som man til tider føler at der mangler i Minecraft.




Både udforskningen af det uopdagede, men også det ”flotte byggeri” er lige omvendt, fordi selvom jeg er en af de typer, som kan bruge lang tid på at sætte klodserne rigtigt op i Minecraft for at det skal se godt ud, endte det med at sige mig meget lidt i Terraria. Jeg hakkede hvad der var nødvendigt for at kunne advancere i mit underjordiske eventyr. Man får nærmere behovet for at tilfredsstille ens iver for at finde skjulte skatte fyldt med guld, ædelsten og ikke mindst magisk udstyr. Alt i alt er det en god harmoni mellem det kreative og det lidt mere aktive spilelement. Det skal siges at man har dog muligheden for at dyrke æstetikken og få mættet sin kreative sans i form af avanceret borg-bygning, som minder om borgene i Castlevania spillene – her er alle redskaberne er til stede for en flot og imponerende 2D borg. Det er op til en selv hvor meget man vil gøre ud af det, men noget skal der udrettes, for jo større ens by eller borg er, jo flere karakterer tiltrækker det. Der opstilles forskellige krav, eksempelvis skal man som en af de første karakterer, have et komplet rum med lys, stol og bord og have over 50 sølvmønter før den første købmand flytter ind. Ligesom der er en købmand der kan handles med, ankommer der hurtigt en guide, sygeplejerske, sprængstof ekspert og mange flere som alle gør det meget mere spændende at opbygge et imponerende boligkompleks for.

Terraria har bogstaveligt talt noget at gå i dybden med. Banen man spiller på er tilfældigt skabt som gør den unik. Selv om man vælger den mindste type bane, er den faktisk enormt stor og den bliver seriøst stor, hvis man vælger at spille med store baner. En anbefaling herfra, lyder på at starte med den lille udgave, så kommer man hurtigere til de ædle mineraler og muligheden for at komme fremad i det lille, men store spil. Det er forholdsvist svært bare på den normale sværhedsgrad, så hvis man skruer op for den samt vælger den største verden, ja så kan man forvente mange timers spil forude. Spillet har da heldigvis et indbygget kort hvor man altid har mulighed for at aflure, hvor guld depoterne gemmer sig og man kan følge sine medspillere.




Terraria har et væld af kombinationsmuligheder med våben og genstande, der alle skal anvendes på den ene eller anden finurlige måde. Undervejs i spillet åbner man løbende op for nye muligheder og nogle gange præsenterer de sig først når man er i besiddelse af det pågældende materiale, der skal til før genstanden kan bygges, det vil altså sige at man ikke ligger inde med en præfabrikeret liste over alle spillets muligheder, og det gør det ihvertfald spændende som ny spiller. Hertil skal det nævnes at så godt som alle de ting man finder kan bruges i en sammenhæng for at kunne bygge noget større og bedre.

Og det er ikke den eneste store udfordring man vil komme op i mod. Terraria rummer 8 bosser og alle er en udfordring for sig. Det er typer som King Slime, Eater of Worlds, Skeletron og Eye of Chutulu man skal dyste mod, og de ryster alle en værdig boss-kamp af sig. De fleste bosser skal frembringes af spilleren selv ved at udføre en række bestemte handlinger, det giver igen det lille spil en imponerende dybde, som betyder de berømte firkantede øjne og sene aftentimer, hvor man for længst burde været gået i seng.




Terraria er uden tvivl skabt med henblik på multiplayer. Sidder man derhjemme deles skærmen vandret i to, og det fungerer fint. Man kan have flere karakterer på en gang, og de kan alle anvendes i forskellige spil, man vælger bare hvem man vil logge ind med, så hvad det angår er det et meget fleksibelt system. Online er der mulighed for at spille op til 8 spillere på en gang, og her topper spillet virkelig. Kan man finde nogle ligesindede og få startet et spil op, er der lagt op til mange meget underholdende og nervepirrende timer i den dybe undergrund, og man kender kun sine venner bedst , når man har stået sammen, side om side og i skæret af sin døende fakkel, sammen ænser den frygtede borgs vogter i mørket bag en…

Grafik og lyd er på sin vis ret svært at bedømme, specielt fordi min gamle Nintendo, der samler støv i et skab på gæsteværelset, er i stand til at præstere de samme antal pixels og lyde som Terraria byder på, men vil selvfølgelig aldrig kunne ramme den samme dybde. Det første min kone sagde da hun så spillet var ”Hvorfor ser det så grimt ud?” ... Hvad kunne jeg fremstamme ud over en kluntet undskyldning, som lød noget i stil med ”Jamen... Det er meningen, at det skal så sådan ud og det er desuden ikke grimt!”. Og det er jo nødvendigvis ikke grimt. Det er en meget farverig verden man befinder sig i, og man bliver nødt til at se spillet som en helhed. De få personer, som har udviklet Terraria, nærmest hjemme i deres sofa, har gjort deres arbejde rigtig godt, og kan selvfølgelig ikke diske op med de store grafiske armbevægelser og animationer. Sætter man det forhold sammen med spillets vision syntes jeg faktisk det visuelle passer rigtig godt til spillet, men jeg er klar over der stadig vil være dem som ser et skærm billede og ikke kan tænke andet end, hvorfor?




Indie spil er som sagt på en stadig fremmarch og Terraria er bestemt en af dem, som skiller sig ud i mængden og befinder sig i toppen. Minecraft sammenligningen skal man egentlig smide langt væk, for ud over at de på overfladen minder om hinanden, har de ikke meget til fælles. Terraria står fint alene og jeg tror de fleste Xbox spillere vil kunne få en masse sjov ud af spillet, netop fordi det har den lidt mere fokuseret tilgang i sig, der appellerer til de fleste spillere og som kan være lidt sværere at finde i et spil som Minecraft.

Terraria kan købes på Xbox Live Marketplace og koster 1200 MS Point, derfor, prøv Terraria – du har ikke noget at tabe.
Fakta
Terraria

Terraria

PlatformXbox 360 Arcade
UdviklerRe-Logic
Udgiver505 Games
Spillere1-8
Udgivelsesdato26-03-2014
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 12 Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Spændende udforskning, stort crafting system, spillets størrelse
Generende kontrol til tider
Gameplay:8.0
Grafik:7.5
Online:9.0
Holdbarhed:8.0
Overall 8.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.