Man har et vist antal bolde at gøre godt med på hver bane og skal så få ram på alle fjender. Det kan gøres direkte med bolden, som navnet på spillet antyder, ved at tyre en tennisbold efter dem, men ofte er det banens elementer, der får kål på fjenderne. Folk, som man ikke kan ramme direkte med en tennisbold, skal man måske få kål på ved at ramme en kasse dynamit, som så vælter nogle sten ned i hovedet på målet. Det er ikke ligefrem et indviklet koncept som lægger op til store taktiske overvejelser, men der er tilpas mange forskellige elementer til at det ikke bliver alt for kedeligt. Nogle få af banerne krævede da også et par forsøg, men det var snarere undtagelsen end reglen, og udfordrende vil jeg bestemt ikke kalde spillet.
Ud over at man skal tage hensyn til de forskellige elementer, som banerne er bygget op af, så er der også forskel på fjenderne. Nogle skal rammes flere gange for at gå ned, andre skal rammes bagfra eller direkte i ansigtet og så videre, det er med til at give variation, nu hvor man ikke kan variere på selve ammunitionen. Men selv med al den variation sætter ensformigheden hurtigt ind. Hver bane er hurtigt overstået, og selvom der skal tænkes lidt er det blot et spørgsmål om at finde den rette vinkel på skuddet og så ellers sende bolden afsted. Der er 120 baner i spillet, og det tog mig cirka 3 timer at komme igennem dem alle. Så det er et simpelt spil, som man ikke skal forvente mange afteners underholdning med.
Det er et spil som tydeligvis er udviklet til et par minutters underholdning af gangen, når man lige har et par minutter i fred og ro med sin mobiltelefon. Lidt af den charme går af spillet, når man skal starte sin xbox og sit fjernsyn op. Det gør man ikke lige for kun at fuldføre en bane, man vil typisk sidde meget længere tid og så bliver det altså ret ensformigt. Det gav mig også lidt problemer at skulle styre tennisboldens vinkel med en kontroller frem for med en finger. Det er ikke nemt at styre præcist, da selv det mindste lille skub på joypad’en giver store udsving. Det var oftest ikke nødvendigt at være så præcis igen, men de gange hvor vinklen skulle sidde lige i øjet (især i forbindelse med achievements), var det virkelig en frustrerende oplevelse, og jeg følte at kontrolleren konstant modarbejdede mig. Man mangler virkelig en måde at styre vinklen mere præcist på.
Det er ikke alle spil udviklet til mobiltelefoner, der egner sig lige godt til at blive spillet på konsoller. Tennis in the face er et af de spil, som man måske nok kunne have undværet. Der er da en vis charme og humor, som kan holde en fanget lidt, men det formår aldrig rigtigt at blive sjovt. Jeg sad og ventede på, at der kom et tvist, der ville bidrage med lidt variation, men inden det kom, var jeg pludselig igennem alle baner, og når man det punkt, så er der ikke mere at komme efter i denne titel. 120 baner lyder måske af meget, men når variationen ikke er større end den er, og hver bane kan klares på sekunder frem for minutter, så er der altså ikke meget kød på dette ben. Prisen er da også derefter, men skal man investere i dette spil, vil jeg foreslå at man gør det på den platform som det er udviklet til, nemlig mobiltelefonen.
Tennis in the face er en skuffelse. Ikke fordi det er et dårligt spil, konceptet er egentlig ok, men det passer bare ikke til en konsol, hvor man sidder med en kontroller i hånden. Bare fordi man kan portere et spil fra mobiltelefon til konsol, så skal man ikke gøre det, og det er Tennis in the face et rigtig godt eksempel på.
Facebook
Twitter
