Så er der anmeldelser som denne, hvor jeg har brugt et par dage på at kigge på et blankt stykke papir uden at vide hvad jeg skulle nedfælde. Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutants in Manhattan er et så gennemsnitligt, kedeligt og ensformigt spil, at der virkelig ikke er ret meget at fortælle om det. Hverken positivt eller negativt – det er bare fuldstændigt ligegyldigt – hvilket i sig selv nok er negativt.
De velkendte og kære skildpadde ninjaer hives igen frem, og denne gang er det Platinum, der også stod for det seneste Transfomers spil, der har fået opgaven og det er de altså ikke sluppet så heldigt fra. Det er egentlig det samme gameplay, som de brugte i Transformers, men denne gang fungerer det slet ikke lige så godt. Det er et ret simpelt kampsystem, hvor man har to angrebsknapper. Der fyldes så taktik på ved at udføre kombinationer, time sine slag og bruge specielle evner, som løbende opgraderes. Det fungerede egentlig ok i Transformers spillet, men når der er fire skildpadder på skærmen samtidig, så fungerer det altså ikke helt så godt.
Det primære problem er overblik. Der sker alt for meget på skærmen, og man kan ikke planlægge sine angreb, da skærmen er fyldt op med farverige effekter som gør, at man ikke kan se fjendernes positioner og handlinger. Så standard taktikken bliver blot at hamre løs på knapperne indtil det farverige kaos fortoner sig og fortæller at nu er alle fjender besejret. De specielle angreb man har låst op for, bruger man så bare når de er klar efter deres cooldown periode. Det er hverken interessant eller krævende. Alle baner kan klares på denne måde, så udfordringen er til at overse.
Et andet problem er ensformigheden. Du render rundt i et stort åben område og en gang i mellem dukker der så fjender op, der skal besejres. Gør det nogle gange og du bliver præsenteret for en boss kamp. Denne boss skal så besejres og når det er sket, starter du forfra igen i et nyt område. Der er absolut ingen afvigelse fra denne skabelon, bortset fra når døre skal åbnes eller maskiner slukkes, hvilket sker ved at holde en knap nede i 10-15 sekunder. Det bliver altså meget hurtigt ekstremt ensformigt.
De boss fights man støder på, er faktisk første gang spillet bliver lidt interessant, for de kræver lidt omtanke at nedlægge. Men det bliver kun lidt interessant, for de lider også en del af ensformighed. De har alle syv helbreds-barer og det tager lang tid at få bosserne nedkæmpet, når de har så meget helbred. Så også dette bliver ensformigt og uinteressant. Læg dertil, at kampagnen i spillet slutter af med at alle de bosser, man allerede har nedkæmpet én gang, skal nedkæmpes igen. Nu blot i én lang køre og så sætter kedsomheden for alvor ind. Der skal rigtig mange taste-tryk til, og spændende er det altså ikke.
Er man fan af Ninja Turtles vil man måske få lidt fornøjelse ud af historien. Det er en typisk Ninja Turtle historie, så den bringer ikke noget nyt på bordet og den fortælles med den, efter min smag, lidt for platte og simple humor, som de er kendt for. Jeg er godt klar over, at jeg ikke er målgruppen for dette spil. Det er helt klart noget yngre drenge end mig, men samtidig har jeg også svært ved at se, hvad de skal finde interessant ved dette spil, når der nu findes så mange gode alternativer. Bare fordi de er unge skal de jo ikke spises af med middelmådige oplevelser.
Man kan spille online sammen med tre andre, så man hver især styrer en skildpadde. Det giver lidt mere liv til spillet, da der så er lidt bedre mulighed for at være taktisk. Men altså kun lidt bedre. Det er stadig blot manisk trykken på knapper der er fokus på, på trods af lidt bedre mulighed for at kombinere angreb og færdigheder. Denne mulighed for at spille fire venner sammen, ville have været en rigtig god ting, hvis man kunne gøre det lokalt og sidde foran den samme skærm. Men det er ikke muligt. Eneste mulighed er at gøre det online og det fænger altså ikke på helt samme måde.
Grafisk og lydmæssigt ender Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutants in Manhattan i den samme ligegyldige og kedelige fælde, som med gameplayet. Områderne er firkantede, grå, kedelige bygninger og strukturer, og selv de mange heftige effekter og animationer formår ikke at gøre det grafiske indtryk interessant. Blot forvirrende og uoverskueligt. Skildpadderne lyder som vi kender dem, hvilket egentlig er en god ting, men igen ender det blot som kedelig metervare, som ikke bringer noget som helst ekstra til spillets underholdningsværdi.
Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutants in Manhattan formår ikke at underholde i samme grad som tidligere spil fra Platinum. Jeg ved ikke om det skyldtes, at de denne gang har sprunget over hvor gærdet er lavest, og blot genbrugt skabelonen fra tidligere, uden rigtigt at overveje hvor morskaben skulle findes, eller om det blot er fordi skildpadder ikke er så sjove som kæmpe-robotter. Jeg hælder til, at det er det første. Gameplayet fungerer ikke rigtigt denne gang, og man er endt med et fuldstændig ligegyldigt spil uden sjæl og nerve. Det er sjældent godt, når et spil kan gennemføres ved blot at spamme to knapper på sit joypad i en 5-6 timer.
Facebook
Twitter
