Tales from the Borderlands

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 3. december 2014 - kl. 19:00
Del denne artikel:
3 4

Tales from the Borderlands er den nyeste spilserie fra Telltale Games og et spin-off af de populære Borderlands spil - men fungerer Borderlands som et eventyrspil?

Fremover vil vi anmelde episode-inddelte spil lidt anderledes end normalt. Vi vil ikke lave fulde anmeldelser af alle afsnit, da de i mange tilfælde er stort set identiske, blot med en anden handling. Derfor laver vi en overordnet anmeldelse og så tilføjer vi de enkelte afsnit til anmeldelsen, efterhånden som de bliver udgivet. Hvert afsnit får en score, som tæller i den samlede score, der altså tæller alle de anmeldte afsnit.

Læs vores anmeldelse af episode 1: Zero Sum
Læs vores anmeldelse af episode 2: Atlas Mugged
Læs vores anmeldelse af episode 3: Catch a Ride
Læs vores anmeldelse af episode 4: Escape Planet Bravo
Læs vores anmeldelse af episode 5: The Vault of the Traveler

For nogle år siden, var der ikke mange der kendte til Telltale Games fra Californien. De fik stor kommerciel succes i 2012, da de startede The Walking Dead serien, som var et eventyrspil, med en fin blanding af action hvor man skal trykke på de rigtige knapper på de rigtige tidspunkter, masser af fremragende dialog og ikke mindst, at spilleren blev sat overfor en masse moralske valg, som formede historien og som ikke altid var rare at skulle tage. Succesen fortsatte i The Wolf Among Us og selv om formularen måske efterhånden kan virke lidt slidt, fungerer den altså stadig.



Tales from the Borderlands er en ny serie i fem afsnit fra Telltale Games, udviklet i samarbejde med Gearbox Software og 2K Games - og det er værd at bemærke, at det ikke er en shooter som de andre Borderlands spil, men et point-and-click eventyrspil. Spillet udspiller sig efter handlingen i Borderlands 2, planeten Pandora er som altid et lovløst sted og den vrimler med såkaldte Vault Hunters, som leder efter skatte og rigdomme på planeten. Telltales fortællerteknikker og det faktum, at det her er et eventyrspil gør, at denne serie viser nogle facetter og sider af det glimrende Borderlands univers, som Gearbox Softwares egne actionspil, endnu ikke har været i stand til.

Den grafiske stil er en fin blanding af den karakteristiske stil fra Borderlands spillene og Telltales velkendte stil fra for eksempel The Walking Dead - og fans af Borderlands serien vil med det samme føle sig hjemme. Stemmeskuespillerne gør det som altid fremragende og stemmerne leveres i denne serie af blandt andet Troy Baker, som også har lagt stemmer til figurer i spil som The Last of Us, Far Cry 4 og Bioshock Infinite. Humoren og sarkasmen er helt i top og fans af Borderlands vil elske de mange referencer til de tidligere spil.

Rent teknisk fungerer spillet fint, grafikken kan hakke en lille smule af og til og det samme kan lyden, men det er ikke noget, som ødelægger spillet. Det er dog efterhånden ved at være en smule irriterende, at man skal se disse mindre tekniske bump i alle spil fra Telltales hånd.



Episode 1: Zer0 Sum
I denne første episode med navnet Zer0 Sum, introduceres vi for seriens to hovedpersoner, som man begge kommer til at spille. Den første er Rhys, som er ansat hos robot- og våben producenten Hyperion og den forfremmelse han længe har set frem til, er netop gået i vasken da hans nye boss rent ud sagt tager røven på ham. Den anden er den smukke Fiona, som sammen med hendes søster Sasha, hustler sig igennem livet på den farlige planet Pandora. Hun har en drøm, som mange os sikkert har, om at finde den store skat og blive rig.

Jeg vil ikke afsløre for meget af historien, men i starten spiller man som Rhys, som bliver overfaldet og fanget af en mystisk maskeklædt mand, som slæber ham tilbage til sin lejr. Her ser Rhys, at Fiona også er blevet taget til fange. Det går hurtigt op for spilleren, at Rhys og Fiona kender hinanden og hele denne første episode går med, at de fortæller deres historie til deres mystiske kidnapper. Det morsomme er, at de to ikke er enige om, hvordan de er havnet der og hvem der er skyld i hvad, så man får historien set fra to forskellige vinkler og det giver nogle sjove episoder og flere gange oplever man den samme sekvens, altså set fra to sider.



Med dette første afsnit i Tales from the Borderlands, er serien kommet rigtigt fint fra land. Man behøver ikke at have spillet Borderlands spillene for at spille denne serie, men det gør det helt klart mere underholdende, hvis man kender lidt til universet og personerne. Dette første afsnit tog mig knap tre timer at komme igennem og det er altså noget mere end de normale 90 minutter, som afsnittene i The Walking Dead og The Wolf Among Us typisk tog. Vi ser frem til, hvordan Telltale Games vil fortsætte denne serie.
Score: 8/10

Episode 2: Atlas Mugged
"Yes yes, it's been a while, everyone knows". Denne sætning åbner det andet afsnit af Tales from the Borderlands og viser, at Telltale både har humor og at de selv godt er klar over, at de mere end tre og en halv måned som er gået siden udgivelsen af første afsnit, er for lang tid.

Atlas Mugged fortsætter i samme fine stil som første afsnit. Historien fortælles stadig skiftevis af Rhys og Fiona - og som altid, er de ikke helt enige om hvad der er sket, så det giver en masse underholdende situationer. I dette andet afsnit støder man på en række nye figurer og stjernen over dem alle er Handsome Jack, der mere eller mindre stjæler alt rampelyset fra de andre. Jeg er dog ikke så vild med den karakter, men det ved jeg at der er mange andre som er, så det er positivt for Atlas Mugged afsnittet at han er med. Ellers går det over stok og sten med Rhys og Piona, der er små gåder som skal løses, der er nogle glimrende actionsekvenser, fremragende dialog og en af de bedste titelsekvenser jeg har set i længere tid.



Atlas Mugged er en fin fortsættelse af Tales from the Borderlands serien og hvis du var glad for det første afsnit, så kan du roligt smide de 40 kr. efter dette andet afsnit, for det fortsætter i samme fine stil som serien lagde ud i. Der er lidt teknisk fnidder af og til og en enkelt gang oplevede jeg, at Rhys' Echo Eye ikke virkede og derfor kunne jeg ikke komme videre, før jeg genstartede spillet. Det giver lidt ridser i lakken og det er ærgerligt, men alligevel kan man ikke undgå at være fanget af Tales from the Borderlands og vi håber bare nu, at der ikke skal gå næsten fire måneder, før næste afsnit udkommer.
Score: 8,0

Episode 3: Catch a Ride
Der er langt mellem afsnittene i Tales from the Borderlands serien, men nu er episode 3: Catch a Ride endelig udkommet. Det nye afsnit fortsætter hvor episode 2 slap og der introduceres en række nye karakterer - hvor specielt Gortys, en lille robot på et enkelt hjul, er den store stjerne.

Gortys kan vel nærmest bedst beskrives som Claptraps søde lillesøster og er den mest nuttede robot siden Wall-E. Gordys ved hvor indgangen til de værdifulde Vaults er, men inden Rhys, Fiona og de andre karakterer som vi følger her, kan gå på jagt efter dem, så mangler der nogle dele før Gordys er komplet. Så det meste af dette afsnit går med, at følge efter Gordys, for at finde de sidste opgraderinger til hende - det er dog ikke ufarligt, da mange andre Vault Hunters naturligvis også gerne vil have fingrene i Gordys, som er meget værdifuld i jagten på Vaults.



I The Walking Dead serien viste Telltale Games at de var gode til at skrue en intens historie sammen og udsætte spilleren for nogle grusomme valg ind i mellem - med Tales from the Borderlands viser de til gengæld, at de stadig kan skrue en god historie sammen, lade den udspille sig i det velkendte Borderlands univers, men på samme tid tilføre deres egne unikke karakterer og endelig krydre det hele med en god portion humor, som aldrig bliver plat eller for meget. Der er for eksempel et lille nik i retning af Pulp Fiction filmen, som man ikke kan andet end at trække på smilebåndet af.

Med Catch a Ride fortsætter Tales from the Borderlands i præcis samme spor som de to første afsnit og det er bestemt ikke negativt ment. Gameplayet er det samme velkendte fra de fleste Telltale spil, der er de samme tekniske klumper som vi ser i alle deres spil og det hele præsenteres og udspilles med samme overbevisning som altid - alt er som det plejer på både godt og ondt. Og det kan vi sagtens leve med, så længe kvaliteten er på det her niveau. Tales from the Borderlands - Episode 3: Catch a Ride kan nu købes både til Xbox 360 og Xbox One på Xbox Games Store for 40 kr.
Score: 8,0

Episode 4: Escape Planet Bravo
Escape Planet Bravo er det næstsidste afsnit i denne sæson af Tales from the Borderlands. Dette afsnit er mere roligt end de forrige, da der ikke er de store actionscener og den største foregår ved, at Rhys skyder en masse økonomifolk med hans pegefinger. Ja, det lyder tosset og det er det også, men det beskriver denne fjerde episode meget godt, som er det mest humoristiske i serien.



Vores samling af umage helte, er stadig på jagt efter The Vault of the Traveler, som viser sig at være en teleporterende Vault, som kun bliver på det samme sted i få minutter ad gangen. Men vores nye robotven Gortys, kan fastholde vaulten hvis man finder en sidste opgradering til hende - problemet er bare, at denne del ligger på planet Helios og det er ikke helt ufarligt at rejse derhen. De får bygget en raket og Rhys tager rollen som en kendt person på Helios og så går jagten efter den sidste opgradering til Gortys ellers i gang - og naturligvis går tingene ikke helt som forventet.

Der er som sagt ikke så meget action i dette afsnit, men til gengæld er det fyldt med fremragende dialog, små sjove detaljer, nogle hjerteskærende øjeblikke ude i rummet og ikke mindst udvikles forholdet mellem de forskellige karakterer sig. Rhys har det sædvanlige bøvl med Handsome Jack, men denne gang har de rent faktisk brug for hinanden, men Jack er naturligvis ikke en man sådan lige kan stole på.



Escape Planet Bravo er et glimrende afsnit og det er meget rart, at det kører i et lidt andet spor, end de forrige afsnit. Det er helt fint, at det kommer lidt mere kød på forholdet mellem personerne og afsnittet lægger fint op til sidste afsnit, som er det næste der kommer. Man kunne dog måske godt have forventet en lidt større cliffhanger end tilfældet er her, men det er stadig spændende at se, hvordan eventyret om Fiona, Rhys, Gordys og ikke mindst Handsome Jack ender i episode 5: The Vault of the Traveler.

Tales from the Borderlands - Episode 4: Escape Planet Bravo kan nu købes både til Xbox 360 og Xbox One på Xbox Games Store for 40 kr.
Score: 8,0

Episode 5: The Vault of the Traveler
Efter næsten et år, afsluttes nu Tales from the Borderlands med episode 5: The Vault of the Traveler. I slutningen af episode 4 var der en lang række spørgsmål, som stod ubesvaret hen og i løbet af omkring to timer, formår femte episode at besvare stort set dem alle og afslutte det hele med en actionfyldt afslutning.



Fra start til slut, er det fart på og Rhys' opgør med Handsome Jack står tilbage som en af afsnittets stærkeste punkter. Den actionfyldte afslutning byder på et gensyn med mange af seriens personligheder, helt tilbage fra første afsnit og dine valg igennem hele serien, har indflydelse på, hvilke af disse personligheder, som vil hjælpe dig i den afsluttende kamp.

Jeg vil ikke komme nærmere ind på historien, da den skal opleves, men afsnittet er en fin afslutning på serien, dog uden at have helt samme hårdtslående følelsesmæssige impact som afslutningen på Life is Strange, som vi anmeldte i går.

Desværre byder The Vault of the Traveler også på nogle typiske tekniske problemer, som vi har oplevet en del gange efterhånden i Telltales spil. Det endelige showdown lader til at presse Telltales spilmotor mere end godt er, for den kører særdeles ujævnt og spillet kan holde pauser i op til 2-3 sekunder visse steder. Det ødelægger desværre denne sidste kamp en smule, men kan ikke ødelægge indtrykket af hele episoden.



Hvis du har fulgt med i Rhys og Fionas eventyr indtil nu, bør du naturligvis også spille det sidste afsnit her. Det er en fin afslutning på serien, men man sidder lidt tilbage med følelsen af antiklimaks - jeg savnede noget mere, måske en afslutning som efterlod en med følelsen af, at man ikke kunne vente til en eventuel anden sæson af serien. Den følelse har jeg desværre ikke.

Tales from the Borderlands: The Vault of the Traveler kan gennemføres på omkring to timer og kan købes på Xbox Games Store for 40 kr. Alle fem episoder kan købes samlet for 195 kr.
Score: 8,0

Tales from the Borderlands har været en fin rejse og serien har vist nogle facetter og sider af det spændende Borderlands univers, som Gearbox Softwares actionspil ikke har været i stand til.



På trods af seriens åbenlyse kvaliteter og stærke sider, som en fremragende historiefortælling, den gode humor og nogle interessante karakterer, så har den aldrig rigtigt formået at fange mig. Jeg har bestemt været godt underholdt, men så heller ikke mere. Den har bare ikke rørt mig på samme måde som andre af Telltales serier har gjort.

Noget af forklaringen ligger nok i, at Borderlands spillene heller aldrig har haft evnen til at fange mig, så jeg vil tro, at hvis jeg kan være underholdt i den grad jeg har været, vil du elske Tales from the Borderlands, hvis du som så mange andre, er godt underholdt af Borderlands fra Gearbox Software.
Fakta
Tales from the Borderlands

Tales from the Borderlands

PlatformXbox One
UdviklerTelltale Games
UdgiverTelltale Games
Spillere1
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18 Stærkt sprog
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ God humor, fremragende stemmeskuespil, godt spin-off på velkendt spilserie
Tekniske ujævnheder
Gameplay:8.0
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:6.0
Overall 8.0
Log ind og stem
4
Der er 4 brugere som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.