Super Lucky's Tale

Anmeldt af: Morten Skou - 10. december 2017 - kl. 16:05
Del denne artikel:
1 6

Xbox konsollerne har længe manglet et ordentligt platformsspil, men det bliver der nu rådet bod på med Super Lucky’s Tale, som udkom som en af lanceringstitlerne til Xbox One X.

Super Lucky’s Tale er en efterfølger til spillet Lucky’s Tale, som var lavet til Virtual Reality platformene, dog uden at det opnåede den helt den store succes.




I spillet følger vi helten Lucky, som skal hjælpe søsteren Lyra med at få Tindernes bog tilbage fra skurken Jinx, som har stjålet bogen. Bogen har magiske kræfter, som kan åbne døre til andre verdener, og den har endda magt nok til at kunne omskrive historien. Lucky bliver i starten af historien indfanget i bogen og skal nu kæmpe alene imod Jinx´s håndlangere, som eksempelvis Grev Gnist og General Pjevs for at undgå, at Jinx bruger bogens magiske kræfter til at ændre den ellers så bekymringsfri verden, som Lucky og hans familie normalt lever i. Historien er spækket med finurlig humor, spøjse karakterer og en masse udfordringer, hvor man ofte må prøve banerne om og om igen, indtil man til sidst får dem gennemført.

Selve spillet er en klassisk platformer, hvor man styrer Lucky rundt på en masse forskellige baner for at samle firkløvere nok til at låse op for den næste bane. Hvis man skal sammenligne Super Lucky’s Tale med andre spil, vil jeg sige at det er en mellemting imellem Rayman, Sonic the Hedgehog og Super Mario, da spillet har elementer fra alle disse spil.

Der er rimelig stor variation i de forskellige banedesigns, som overordnet er opdelt i en række større temaer med en masse baner i hvert tema. Når man har opsamlet nok firkløvere til at få låst op for den sidste bane i hvert tema, er det tid til at besejre den klassiske boss for at have gennemført hele temaet. Undervejs skal man bruge sine evner til at hoppe på fjender, slå på ting, regne små puzzles ud og ikke mindst samle guld og diamanter op.




På vej igennem de enkelte baner, og ligeledes i de centrale baner som udgør en slags hovedstation for banerne, samler man guldmønter op. I de enkelte baner gælder det om at få 300 guldmønter, da man så får en ekstra firkløver – men der er noget med disse guldmønter som bare ikke giver mening; man sætter ofte livet på spil for at få fat i dem, men der er reelt ingenting man kan bruge dem til, udover altså den førnævnte guldkløver. Det virker for mig meget mystisk, faktisk som om at der mangler en del af spillet, hvor man kan bruge disse guldmønter til noget fornuftigt.

Styringen af Lucky er egentlig udmærket, men en lidt begrænset styring af kameravinklerne gør ofte, at det er i forbindelse med hop fra eksempelvis en platform til en anden, at man ikke kan se hvor man skal ramme og dermed ryger i afgrunden og dør. Det er efter min mening en lidt ærgerlig designfejl, at man skal dø på grund af dårlig kameravinkel – andre vil måske mene, at det er en af udfordringerne i spillet.

Spillet kan spilles på mange forskellige sprog, herunder heldigvis også på dansk, så de yngre familiemedlemmer også kan hygge sig med spillet. Oversættelsen gælder dog kun for den danske tekst, men da der ikke er nogen reel dialog i spillet, så er det faktisk fint nok. Til gengæld er den danske oversættelse ikke særlig god, der er mange udtryk som jeg ikke rigtigt synes giver mening, og dialogerne med de andre karakterer i spillet ender derfor ofte med at blive ekstra komiske på grund af den haltende oversættelse. Jeg vil derfor klart anbefale, at man spiller det på engelsk, hvis man har mulighed for det.




Det grafiske indtryk i Super Lucky’s tale er super flot, og det er da også et af de spil som er udstyret med både ”Enhanced for Xbox One X”- og 4K ultra HD-mærkerne. Derudover er spillet faktisk også et Xbox Play Anywhere-spil, så man kan nøjes med at købe det en enkelt gang og vil derefter både kunne spille det på Xbox One og PC. Lydsiden er som man kan forvente det af et spil i denne genre, og som tidligere nævnt er alle dialogerne bare volapyk, så hvis man vil fange handlingen så er det ved at læse dialogerne.

Der gemmer sig ret lang spilletid i spillet, personligt spillede jeg det 10 timer i første omgang, og har efterfølgende smidt 11 timer mere efter det, og jeg har endnu ikke opnået 100 % gennemførsel af alle elementerne på alle banerne.

Alt i alt synes jeg, at Super Lucky’s Tale er et af de spil, som Xbox-platformen længe har manglet, og udvikleren Playful har til fulde formået at levere et både flot og underholdende spil, som det kun er muligt at sige ganske få negative ting om.
Fakta
Super Lucky's Tale

Super Lucky's Tale

PlatformXbox One
UdviklerPlayful
UdgiverMicrosoft
Spillere1
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 3
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Underholdende, sjov men plat humor, flot.
Til tider dårlig kamerastyring, ingenting at bruge guldmønterne til.
Gameplay:8.0
Grafik:7.5
Online:-
Holdbarhed:8.0
Overall 8.0
Log ind og stem
6
Der er 6 brugere som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.