Strider

Anmeldt af: Jens Nørup - 26. februar 2014 - kl. 23:33
Del denne artikel:
0 0

Vinteren er ved at være forbi og Strider springer ud på din Xbox, som en ægte forårsbebuder med masser af saft og kraft. Læs anmeldelsen her.

Med vind i håret og masser af selvtillid lander Strider agenten Hiryu sin drageflyver i Kazakh City. I løbet af få sekunder springer han igennem bunkevis af fjender, hugger dem midt over med sit sværd og spæner videre mod den næste udfordring uden at standse.



Double Helix Games' version af Sega klassikeren Strider indledes med en flyvende start. Der bliver ikke spildt tid på kedelige forhistorier, der kunne distrahere spilleren - det kan allerhøjest blive til en cool grafisk, pangfarvet præsentation af hovedpersonen og derfra er det direkte videre til det eksplosive gameplay.

Strider er en spilserie fra Capcom, der stammer helt tilbage fra 1989 - spillet havde sin debut i arcadehallerne og blev efterfølgende udgivet til både Commodore 64, Amiga og Sega Mega Drive med flere. Dét Strider, der er på gaden i 2014 er dog ikke en poleret udgave af den gamle klassiker, men en helt nyudviklet version af det gamle spil, der trækker på ophavets gameplay, men med en grafisk standard, der fuldt ud lever op til forventningerne til et spil i 2014.




Du indtager rollen som Hiryu, en såkaldt Strider. Du tilhører oprørerne, der kæmper mod diktatoren Grandmaster, man får hints undervejs i historien om, at du ikke er den første Strider, der prøver at nedkæmpe tyrannen, men du er naturligvis noget helt specielt. Til at begynde med er dit eneste våben Cypher; et samuraisværd, du efterhånden som spillet skrider frem, kan opgradere med forskellige evner.

Til at begynde med kan du kun kæmpe mod dine fjender på traditionel vis, ved at hugge med sværdet. Hvis det lyder kedeligt, er det fordi du endnu ikke har set Hiryu i aktion. Kontrollen er en fornøjelse, den går let og ubesværet og Hiryu er hurtig, meget hurtig. Han springer rundt på banen, er i stand til at klatre på både vægge og lofter og han har ingen problemer med at kæmpe samtidig med at han hænger med hovedet nedad. I spillets indledende baner føler man sig virkelig som en uovervindelig ninjakriger.

I begyndelsen er fjenderne en slags klon soldater, som er nemme at klare men hurtigt bliver der sendt flere forskellige fjender efter dig; flyvende robotter, mech warriors og en boss-kamp fra tid til anden. Der er stor variation i fjenderne og måden de angriber på, derfor er de forskellige opgraderinger man kan samle ind, en stor hjælp. Af opgraderinger kan nævnes; et timet angreb, der kaster fjendens skud tilbage mod ham selv, et plasmaspring, der sætter dig i stand til at nå nye områder eller et superangreb, som kan hugge direkte i gennem en fjendes skjold.



Spillet er består dog ikke kun af kampe, men er lige så meget et platformsspil i Metroidvania genren, der belønner den hurtigt tænkende spiller, men heller ikke er sværere end alle kan være med. De forskellige baner i spillet byder alle på fjender der skal nedkæmpes, samtidig med at man skal finde ud af hvordan man kommer videre til næste område. Ofte vil der være en form for udløser ét sted, som efter aktivering vil åbne en dør et andet sted, samtidig belønnes nysgerrighed og lyst til at udforske de yderste afkroge af banerne gerne med ekstra power-ups eller låste godter som concept art og lignende.

Banedesignet er spændende, men lider lidt under at hele Strider foregår i byen Kazakh City, hvor forlægget fra 1989 bød på både sne- og junglebaner. Det er dog aldrig kedeligt og særligt én bane, hvor der bliver leget lidt med tyngdeloven er underholdende at spille, selvom den ikke fylder meget i det samlede billede.



Grafikken er god for en arcade udgivelse. Hele spillet er holdt i en skarp visuel stil, der kunne minde lidt om den japanske manga-stil. Spillet er sidescrollende, men gør brug af 3D effekter, hvor baggrunden ofte tager aktivt del i spillet. Endvidere er der masser af svulstig dialog fra Hiryu's fjender, fortalt ved hjælp af animerede titelskærme inden hver boss kamp. Lydmæssigt er vi langt fra det første Striders legendariske soundtrack, og må nøjes med et mere elektronisk soundtrack, der kører som underlægning.

Sværhedsgraden er til at overkomme i begyndelsen af spillet, hvor alle vagter og flyvende droner, nedkæmpes uden antydningen af sved på panden. Det hele bliver straks lidt mere kompliceret, når vi kommer til boss kampene. Der er mange gode og udfordrende boss kampe, men til tider føles de overdrevent svære i forhold til hvor nemt resten af spillet er. Boss kampe skal naturligvis være svære, men det bliver frustrerende når man for 10. gang må se sig slået af sin ærkefjende. Det er dog muligt at klare alle bosser, hvis man gør sit forarbejde og studerer deres angreb og holder øje med hvornår de blotter sig, og med så udfordrende kampe føles sejren bare ekstra sød.




Som nævnt er Strider tro mod Metroidvania stilen og efter min mening løser Double Helix opgaven ganske tilfredsstillende. Det spil der ligner mest, er nok Shadow Complex tilbage fra 2009 og alligevel er Strider helt sin egen, så mens vi venter på at Chair løsriver sig fra Infinity Blade og laver et Shadow Complex 2, må Strider siges at være en ganske udmærket erstatning.

Du kan gennemføre Strider på ca. 8 timer, hvis du ikke skynder dig for meget og efterfølgende er der en masse udfordringer man kan give sig i kast med, der sagtens kan løbe op i mange timers underholdning, så alt i alt må de 115 kr. Strider koster, siges at være givet godt ud.
+ Fængende gameplay, masser af action,
Store spring i sværhedsgraden
Gameplay:8.0
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:7.0
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.