Vi kastes som spillere ud i en kampagne, i kampen om at generobre USA. Året er 2082, men alligevel har udviklerne valgt at give spillet et noget ældre look. Alt fra uniformer til banedesigns bringer ofte tankerne hen på Anden Verdenskrig. Som spiller er man én af de mest eftertragtede og erfarne VT Piloter. VT står for Vertical Tank og er navnet på de tobenede kampvogne, man styrer gennem kampagnens mange missioner. Historie og plot er egentlig udmærket, og man kan let blive draget ind i historien og de politiske og militære spil, den fører med sig. Desværre er en god historie intet værd, hvis ikke den understøttes af et godt gameplay og her må det nok siges, at Steel Battalion: Heavy Armor i mange henseender kommer til kort.
Styringen er en kombination af Kinect og joypad, idet joypaddet kontrollerer alt hvad der hedder bevægelse, synsvinkel og brug af våben. Spillet foregår for det meste fra cockpittet i VT'en, hvor man sidder ved roret og har følgeskab af tre soldater, der assisterer med forskellige ting og sager under driften af de mægtige maskiner. Kinectdelen bruges til al kontrol inde i VT'en. Man skal trække i håndtag for at starte motoren, man skal trække i andre håndtag for at løbe hurtigere, man kan bevæge sig fremad for at kigge gennem en lille lue for at få bedre overblik, man kan trække et periskop ned, skifte missiltyper, kigge på sensorkameraer rundt omkring VT'en og meget mere. Hvis man rejser sig op kigger man op gennem sikkerhedslågen i toppen af VT'en, og her kan man så sætte hænderne for øjnene, hvilket gør det muligt at benytte en kikkert til at spotte mål rundt omkring på slagmarkerne.
Desværre er kikkertdelen mere eller mindre den eneste Kinectdel, som fungerer perfekt og hver gang. Alt andet er ulykkeligvis så skidt lavet, at det ikke altid udløser de handlinger, man kunne ønske. Når det går langsomt er det nogenlunde lad sig gørligt at få VT'en til at makke ret. Men ligeså snart der kommer lidt fart på, og tingene skal gå hurtigt, så mangler der ganske enkelt noget følsomhed. Det er langt fra unormalt, at man kommer til at trække periskopet ned når man i virkeligheden ville kigge ud gennem luen, eller at man slet ikke kan starte maskinen, fordi man kommer til at trække et andet panel ud i stedet. Hvis man er rigtig uheldig kommer man til at trykke på knappen til selvdestruktion undervejs i sin paniske kamp for at få de rigtige kommandoer gennemført. Alt i alt ender det alt for tit med en kæmpe frustration over at tingene ikke fungerer.
Denne frustration bliver ikke mindre af, at Steel Battalion samtidig er et virkelig svært spil. Der findes kun én sværhedsgrad, og den er så krævende, at selv, hvis alt fungerede perfekt hver gang, så ville man stadig have store udfordringer allerede meget tidligt i kampagnen. Fjenderne er mange, de er dygtige, og de giver dig ofte kun få chancer før det er for sent. Kombinationen af dårlig Kinect-implementering og krævende gameplay vil unægtelig for mange betyde, at de aldrig kommer igennem kampagnen. Ganske enkelt fordi livet simpelthen er for kort til at kæmpe med det.
Der er ingen decideret multiplayerdel i spillet, men man kan på et begrænset antal af banerne spille co-op med op til tre andre spillere. Co-op fungerer udmærket, men fjerner ikke de lokale frustrationer ved Kinecten. Under alle omstændigheder kan man undre sig over, at From Software har valgt kun at tilbyde co-op på nogle af banerne. Det giver ikke rigtig nogen mening. Undervejs i kampagnen låser man op for breve skrevet til soldaterne og dele man kan installere på sin VT. Brevene giver små historier om folkene bag uniformen, men er alt i alt kun små, overflødige forsøg på at skabe en dybere historie.
Grafisk er Steel Battalion: Heavy Armor bestemt ikke noget at råbe hurra for. Det er ikke decideret grimt, og oftest følger det da også nogenlunde med tiden. Vi er bare efterhånden blevet vant til, især fra krigsspilsgenren, at der tilbydes spillerne noget ekstra. Med motorer som CryEngine og Frostbite 2 er vi som spillere blevet forkælede, og det gør simpelthen, at spil, der ikke giver os de ekstra lækkerier for øjnene, meget hurtigt bare bliver husket som grafisk middelmådige.
På lydsiden akkompagneres spillet af en meget blandet bunke sange, som generelt holder hele vejen. Lydene på slagmarken er godkendte. De er ikke præcise og virkelighedstro, hvis man virkelig lytter efter, men de giver en hektisk stemning, hvilket må siges at være det vigtigste i sådan et spil som Steel Battalion. Man kan virkelig mærke det ubehagelige ved at være lukket inde i en stålkasse når granater og andet godt flyver om ørerne på en, imens ens soldaterkammerater, både over radioen og i VT'en skriger panisk, hvis fjenden er ved at få overtaget og det er fjenden tit.
Steel Battalion er en svær størrelse at anmelde. Det kan aldrig under de nuværende omstændigheder blive et spil, som herfra høster særligt høje karakterer. Der er simpelthen for mange elementer, der virker for dårligt og vi taler ikke bare frustrerende eller med mulighed for forbedringer. Vi taler i visse tilfælde decideret ødelæggende for oplevelsen.
Samtidig sidder jeg dog også med en følelse af glæde over spillet. Det luner mig nemlig at se et spil, der gør op med Kinectens indtil nu største problem, set i min optik. Kinectspil har for vane at være børnespil, og parametrene for succes har fra begyndelsen været om det var sjovt for børn, og eventuelt, hvor lidt utåleligt det var for voksne at hjælpe deres børn med. Jeg har som mange andre savnet deciderede voksenspil til Kinect. Derfor skal Capcom og From Software have et kæmpe klap på skulderen for at turde at prøve noget nyt.
Steel Battalion: Heavy Armor er på ingen måde for børn. Det er svært og det er blodigt. Der er stadig langt til målstregen i vores søgen efter velfungerende Kinect-spil og især velfungerende Kinect-spil til voksne. Men det er mod som dette her, der skal til, hvis Kinecten skal holdes i live, og udvalget og kvaliteten i spillene skal øges.
Facebook
Twitter
