State of Decay: Year-One Survival Edition

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 22. april 2015 - kl. 15:01
Del denne artikel:
5 6

Zombie-hittet State of Decay er blevet opdateret til Xbox One og det er der kommet Year-One Survival Edition ud af. Vi har set nærmere på, om denne opdatering er værd at smide tid og penge efter.

State of Decay er udviklet af de forholdsvis nystartede og upåagtede Undead Labs fra Seattle og det udkom til Xbox 360 tilbage i sommeren 2013 - det blev særdeles godt modtaget og blev af mange set som en genstart af en efterhånden noget slidt zombie-genre. Her knap to år senere, er State of Decay: Year-One Survival Edition klar til at ramme Xbox One, med en række forbedringer og alle udgivne udvidelser i samme pakke. Inden vi ser på forskellene, så lad os lige se på, hvad State of Decay egentlig er for et spil.



Der er tale om et tredjepersons action-spil, med fokus på overlevelse i en verden, hvor de døde er begyndt at gå igen, ganske som vi kender det fra så mange spil og film med zombier. Spillet starter ud med, at man som figuren Marcus er på fisketur med kammeraten Ed. Det forvandler sig naturligvis hurtigt til zombiejagt i stedet og efter kort tid man finder sikkerhed i en Ranger Station inde i skoven, hvor andre overlevne har forskanset sig.

Undead Labs har kaldt spillet for en overlevelses-simulator - det er måske nok at spænde buen lidt hårdt, men en ting er sikkert, og det er at State of Decay ikke er en almindelig dræb-så-mange-zombier-du-vil-spil. Man skal nemlig forsøge at opbygge små samfund, hvor de overlevne kan være i forholdsvis sikkerhed og man er nødt til at tage ud på togter for at finde de ting, som det lille samfund har brug for, for eksempel mad, medicin og byggematerialer. Har man set The Walking Dead tv-serien, så ved man lige præcis hvad det går ud på i State of Decay.



Det er ikke nok, at forskanse sig mod horder af zombier, man skal også sørge for at holde sig gode venner med, og opbygge relationer til, de andre overlevne. Lykkedes det, munder det ud i, at flere af de overlevne bliver spilbare figurer. Man kan til hver en tid skifte mellem alle ens spilbare figurer og det giver en følelse af, at alle figurerne er vigtige og man forsøger febrilsk at få fat i materialer, så der for eksempel kan bygges senge til alle fordi hvis der ikke er nok senge, risikerer man naturligvis at ens figurer bliver væsentligt dårligere i kamp og hurtigere bliver trætte. Specielt i State of Decay har man nemlig ikke lyst til at dø, ikke så meget fordi man nærmest opbygger et svagt forhold til ens karakterer, men specielt fordi, at når de dør, så dør de og forsvinder fra spillet permanent. Det lægger lige et ekstra pres på dig som spiller.

Men hvad er så forskellene på State of Decay til Xbox 360 og State of Decay: Year-One Survival Edition til Xbox One? Jo, for det første får du de to udvidelser Breakdown og Lifeline med i pakken. De to udvidelser blev solgt til Xbox 360 til lidt over en 50'er stykket og de byder på flere timers ekstra spilletid. Breakdown indeholder ingen historie som sådan, men vil udelukkende teste spillerens evne til at overleve, mens Lifeline fortæller historien få dage efter zombie-udbruddets start, hvor man tager rollen som den militære enhed Greyhound One.



Desuden er spillet blevet opdateret med nye våben, nye køretøjer, nye figurer, nye challenges, ny musik og hvis man har spillet Xbox 360 versionen, kan man overføre sit gemte spil til Year-One Survival Edition og modtage en unik karakter som belønning.

Så er der den tekniske side, hvor Xbox 360 versionen bestemt ikke imponerede; det var ikke ligefrem kønt og man oplevede flere uheldige detaljer, hvor figurer sad fast i omgivelserne og lignende. Desværre har Xbox One versionen præcis de samme problemer. Grafikken er opdateret til 1080p og der er tilføjet flottere og mere troværdige lyseffekter, men de tekniske problemer ses stadig. Efter ganske få minutter oplevede jeg at se en zombie gå igennem en væg og ind i et hus, en anden zombie sad fast midt i en væg og det ser tåbeligt ud, at en zombie kan rejse sig fra liggende og til stående på et splitsekund fordi der ikke altid er en "zombie rejser sig op animation". State of Decay har mange positive sider, som desværre bliver en lille smule ødelagt af den tekniske side, da man bliver trukket ud af oplevelsen, når man ser disse ting.

Selve grafikken er naturligvis blevet pænere af, at spillet nu er optimeret til Xbox One, men det er stadig ikke noget specielt flot spil. Det hele virker lidt groft i kanterne og ser lidt mystisk ud - og jeg er lidt i tvivl om, om det er en bevidst grafisk stil fra Undead Labs' side, eller om de bare ikke er i stand til at præstere bedre med den spilmotor de bruger til spillet, som ellers er den imponerede CryEngine 3 - men jeg vil lade tvivlen komme udviklerne til gode. Spillet er ikke direkte grimt, men det er bestemt set bedre mange gange før på Xbox One. Lydsiden er ganske fin, med et passende soundtrack fra danske Jesper Kyd. Der er ikke så meget at sige om det; det fungerer og både lydeffekter og musik passer godt til spillet.



State of Decay er et anderledes zombie spil. Det er bestemt ikke blevet dårligere af at blive konverteret til Xbox One - det er bare heller ikke blevet specielt meget bedre. Det lader til, at Undead Labs har sat sig grundigt ind i zombie-genren og brugt tydelig inspiration til at hente det bedste fra andre spil og film hvilket bestemt ikke er en dårlig ting. Det er fine detaljer, som gør, at State of Decay er så godt, som det nu engang er. Derfor er det også ærgerligt, at de tekniske fejl ikke er blevet fjernet, for de er altså med til at trække indtrykket af spillet ned.

State of Decay: Year-One Survival Edition kommer som nævnt altså med de to udvidelser Lifeline og Breakdown og hele pakken kommer til at koste 230 kr., hvilket er 14 kr. mindre end hvis du købte spillet og de to udvidelser enkeltvis til din Xbox 360. Har du ikke fået spillet State of Decay på Xbox 360, så er denne Survival Edition det perfekte sted af starte. Har du spillet det på Xbox 360, ja så er det nok en lidt anden snak. Survival Edition byder da på lidt nyt indhold og forbedret grafik og det er rart at de to udvidelser er pakket med, men om det er 230 kr. værd, hvis man allerede har spillet liggende på ens Xbox 360, er jeg noget i tvivl om.
+ Unikt zombie gameplay, knytter spilleren til en gruppe mennesker, meget indhold
Ikke specielt kønt, grafiske fejl
Gameplay:8.0
Grafik:6.5
Online:-
Holdbarhed:8.5
Overall 8.0
Log ind og stem
6
Der er 6 brugere som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.