SSX

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 8. marts 2012 - kl. 17:59
Del denne artikel:
4 0

Så er SSX tilbage, til glæde for seriens mange trofaste fans. Vi har lavet de mest sindsyge tricks ned af verdens højeste bjerge – og vi overlevede. Læs vores anmeldelse af SSX her.

Det nye SSX er for snowboarding, hvad Burnout er for racerløb; det er vildt men ingen af dem har ret meget med virkeligheden at gøre. Det er dog ikke overraskende, for SSX har aldrig haft noget med rigtig snowboarding at gøre og det skal det heller ikke have. Vil man have ægte bilsimulation, skal man spille Forza Motorsport og ikke Burnout og vil man have ægte snowboarding, skal man spille Amped og ikke SSX.


SSX er tilbage efter 5 års fravær. Som altid handler det om at lave de mest vanvittige og urealistiske tricks og køre så hurtigt ned af de mest stejle bjerge i verden. Spillet indeholder tre spilmuligheder; World Tour, Explore og Global Events. I World Tour skal man indtage 9 bjergtinder rundt omkring i verden, bl.a. i Alaska, Alperne, Japan, Sibirien og selvfølgelig får man mulighed for at lægge arm med Mount Everest i Himalaya bjergene. Undervejs låser man op for nye figurer, nye boards og nyt udstyr. Hver bjergtinde kræver en form for ekstraudstyr, det kan f.eks. være en iltmaske for at klare de store højder, ekstra beskyttelse for at modstå laviner, en ishakke, der gør det muligt at dreje skarpt på isede overflader og en slags ”vinge-dragt”, der gør det muligt at svæve over de største afgrunde.

Løbene i World Tour er inddelt i tre kategorier; Race It, Trick It og Survive It. I Race It gælder det om at komme først ned af bjerget; jo flere tricks man laver, jo mere boost får man og jo hurtigere har man mulighed for at køre. Desværre virker det som om, at hverken styringen eller banedesignet er helt gearet til at skulle køre så hurtigt, hvilket resulterer i mange frustrerende dødsfald. Det hele fungerer bedre i Trick It, hvor man kan tage det mere roligt, mens man ser sig om efter gode steder til at udføre de mest halsbrækkende tricks man kan forestille sig. Her gælder det nemlig ikke om at komme først, men om at have optjent flest points, når man kommer ned til målstregen. Endelig er der Survive It, hvor man blot skal holde sig i live og overleve turen ned af bjerget – og disse baner er spækket med afgrundsdybe sprækker, hårde isede overflader og masser af forhindringer.


World Tour er forholdsvis hurtigt gennemført og derefter kan man passende kaste sig over Explore, som byder på noget mere indhold. Her skal man deltage i mere end 150 løb rundt omkring i verden. Hver bane har scores eller tider som skal slåes, for at opnå enten guld, sølv eller bronze. SSX er udstyret med en modificeret udgave af Autolog systemet fra Need for Speed, her kaldet RiderNet. Her får man anbefalet løb, baseret på hvilke baner ens venner har spillet og har en af ens venner lavet en god score på en bane, kan man se hans ”ghost” mens man selv kører. Man kan endda downloade en RiderNet app til ens iPhone, så man hele tiden har styr på, hvad ens venner laver på bjergene, selv når man ikke sidder foran Xbox’en.

En rigtig god idé er de såkaldt Geotags, som er nogle ”tags” man kan placerer rundt omkring på banerne. Har man placeret et Geotag, optræder det i andre spilleres spil og så længe der ikke er andre, der formår at samle det op, tjener man points på det. Så det gælder altså om at placere ens Geotag på så svære positioner som overhovedet muligt og det er en sjov måde at vise andre spillere, hvor god man er.

Endelig er der Global Events, som er spillets egentlige multiplayer del. Her deltager man i konkurrencer rundt omkring på bjergene mod op til 100.000 andre spillere. Man skal dog ikke være bekymret for, at bjerget bliver overfyldt med 100.000 spillere ad gangen, da man ikke spiller mod hinanden i realtime. Man ser derimod de bedste modstanderes løb som ghosts og nu gælder det om at sætte den højeste score eller den hurtigste tid på et leaderboard. Det betyder så også, at man kan konkurrere mod hinanden, selv om modstanderen ikke er online og det er jo egentlig en god ting. Præmierne i disse events, som kan vare flere dage eller uger, er en stor stak points, der kan bruges til at købe udstyr for eller fungere som betaling for at kunne deltage i nye globale events, da ikke alle er gratis.


Gameplayet i SSX det man kan kalde rendyrket. Der er ingen knudret historie; man vælger et bjerg, en figur, det bedste udstyr og så er det afsted. Der er fuld knald på, men ofte føler man sig mere som en kugle i en flippermaskine, end en snowboarder med fuld kontrol over ens board. Det på trods af, at styringen er god og let at sætte sig ind i og det er let at lave de vilde tricks, men banernes design gør, at man tit kommer ud i situationer, hvor man f.eks. bliver skubbet ud over en kant eller på andre måder slet ikke har indflydelse på hvad der sker. Og dét er frustrerende. Når man skal udføre tricks, kan man vælge at bruge den klassiske SSX opsætning hvor man bruger knapperne ovenpå joysticket, eller den nye, hvor man bruger den højre styrepind.

De mange baner er som nævnt tidligere baseret på 9 bjerge rundt omkring i verden. Banedesignet er dog peppet noget op i forhold til virkelighedens bjerge, men desværre er en del af dem ret frustrerende, da de indeholder dybe afgrunde, som man oftest først opdager når det er for sent, hvilket betyder den sikre død. Her har man så mulighed for at spole tilbage og prøve igen og skulle man sidde helt fast i en bane, kan man vælge at springe den over og stadig få de points man netop har optjent på den. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal synes om den sidste mulighed, men jeg gjorde da selv brug af den et par gange, da jeg i visse løb sad uhjælpeligt fast og var flere millioner points fra den trejdeplads, der gav adgang til næste løb. Det bringer mig videre til sværhedsgraden, som er meget svingende. Nogle løb er meget lette at vinde, mens man i andre løb skal kæmpe i lang tid, før man får tilkæmpet sig den livgivende trejdeplads. Det er ikke ødelæggende for gameplayet men en unødvendig frustration.


Grafikken i SSX er fin, uden at imponere. Landskaberne er flotte og til tider stemningsfulde, men man kunne godt ønske sig lidt flere detaljer og lidt mere lir – og det gælder både i spillet og i menuerne. De mange vilde tricks ser fremragende ud og specielt når man sender shockbølger igennem landskabet, efter at have udført et Über Trick, ser blæret ud. Soundtracket er frækt og i ægte SSX stil. Der bliver givet gas med hiphop, rock og dubstep fra acts som Skrillex, DJ Shadow, Hyper og naturligvis Run-DMC med deres klassiske SSX track ”It’s Tricky” i et nyt remix.

På papiret har det nye SSX alt det, det skal have; masser af fart, vilde tricks, masser af bjerge og specielt i Explore, er der en masse løb at kaste sig over. Hvad spillet ikke har, er noget man ikke kan se på et stykke papir, nemlig den der unikke og lidt udefinérbare ”SSX feeling”. Det føles lidt som en SSX Light, hvor der bliver kørt lidt med håndbremsen trukket hele tiden og forløsningen kommer aldrig.

Det betyder ikke at SSX er et dårligt spil, slet ikke. Man savner dog den klassiske SSX attitude som de tidligere spil havde, hvor man følte sig som den mest hippe og sejeste snowboarder i verden og ikke som en kugle i et flipperspil, hvor ens skæbne ofte bliver afgjort af tilfældighederne.
Gameplay:7.0
Grafik:7.5
Online:8.0
Holdbarhed:8.5
Overall 7.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.