Splinter Cell: Conviction

Hvis du ser noget, der bevæger sig i skyggerne, så er du blandt de heldige, der får en chance for at overleve.

Første gang vi stiftede bekendtskab med elite-agenten Sam Fisher, var i 2002, da Ubisoft Montreal lancerede Tom Clancy’s Splinter Cell. Spillet, der lagde enorm vægt på snigmord og usynlig krigsførsel, blev et kæmpehit og sparkede nyt liv i Stealth-genren. Som en næsten naturlig følge blev spillet efterfulgt af et antal spil, der førte historien og helten videre.Nu er vi nået til det femte spil i rækken; Tom Clancy’s Splinter Cell: Conviction.






Splinter Cell: Conviction introducerer en mængde nye features til det allerede velkendte gameplay i serien, blandt andet ’Mark and Execute’, hvilket giver spilleren mulighed for at markere et antal fjender og eliminere dem med en hurtig bevægelse. Diverse baneelementer kan også markeres for at distrahere andre fjender fra hændelserne omkring dem. En anden ny feature er den såkaldte ’Last Known Position’, som gør spilleren opmærksom på præcis hvor fjenderne sidst har set ham. Dette giver et nyt taktisk element, idet denne oplysning kan bruges til effektivt at flankere og eliminere fjenderne.

Historien i Conviction er som altid gennemført. Sam Fishers datter blev øjensynligt dræbt af en spritbilist for år tilbage og Sam trak sig tilbage fra livet som agent. Efter at være forsvundet fra jordens overflade bliver han fundet af hans tidligere kollega, Anna Grimsdóttir. Hun kaster nyt lys over Sarah Fishers død og Sam bliver tvunget ind i kampen. Uden at røbe for meget om historien kan det siges at du som spiller hele tiden bliver i tvivl om hvem, der hjælper hvem og hvem, der er til at stole på. En enkelt bane tager spilleren med tilbage til en tid hvor Sam Fisher ikke var elite-agent, men blot menig fodtusse i militæret. Nogle vil mene at denne bane er overflødig, mens andre ser den som en vigtig del af historien. Selv er jeg i tvivl.

Splinter Cell-serien har siden udgivelsen af den første efterfølger været under anklage for at bevæge sig længere og længere væk fra det oprindelige stealth-element og desværre er Conviction ikke et skridt tilbage mod fordums storhed. Spillet kan uden tvivl dårligt gennemføres uden at snige sig rundt, men nye elementer som ’Mark and Execute’ og Sams nyeste legetøj; en sonar-brille, der lader ham se gennem vægge, gør simpelthen spillet for nemt. Selv på den sværeste sværhedsgrad, ’Realistic’, er Splinter Cell: Conviction næppe en større udfordring for garvede spillere.

Skal vi kigge lidt på præsentationen af spillet, så er der ikke mange fingre at sætte på hverken grafik eller lyd. Omgivelserne er realistiske og gennemførte, animationerne er lige i øjet og lyssætningen er fantastisk. Som en nyhed i serien præsenteres missionselementerne projekteret op på nærmeste større flade, hvilket giver spillet et godt flow. Variationen i fjendernes udseende gør det hele troværdigt og kendte elementer som f.eks. Det Hvide Hus er genskabt med detaljerne for øje. Lydeffekterne gør også deres til at forbedre oplevelsen, med naturtro våbenlyde, tilfældige samtaler mellem fjender og ambient støj.






Desværre har Ubisoft, vanen tro, valgt at oversætte al tekst i Splinter Cell: Conviction til dansk og tilsyneladende bedt en ordblind, 14-årig japansk skolepige om at klare dét. Stavefejl og fejloversættelser er til stede i næsten hver linie tekst. Specielt enerhverende er grafikken, der informerer dig om at du kan slippe taget i et udhæng og lade dig falde ned. Det engelske ’drop’ er simpelthen blevet oversat til ’smid’, hvilket ikke giver meget mening i den sammenhæng.

Ubisoft har også udover singleplayer-kampagnen inkluderet et antal kooperative multiplayer-baner, hvor du og en ven skal hjælpe hinanden med at nedkæmpe fjenderne, enten i splitscreen, over System Link eller gennem Xbox Live. Dette fungerer, ligesom singleplayerdelen, ganske godt og giver ekstra liv til spillet. Dog er det stadig alt for nemt.

I Conviction har du muligheden for, ved at gennemføre specielle angreb eller undvigelsesmanøvrer, at indtjene point, der kan bruges til at opgradere våben og specialudstyr. Kraftigere, mere præcis pistoler, rifler med kikkertsigte og håndgranater med forøget sprængradius er blandt udbuddet. Men allerede fra første bane står det åbenlyst at en simpel lyddæmpet pistol er mere end nok til at kæmpe sig igennem spillet. Udvalget af våben er stort, men man finder hurtigt sin yndling og glemmer eksistensen af de andre våben. Fordelt på alle banerne er også stationer, hvor du kan genopfylde dit lager af sprængstoffer og ammunition, selvom Sam virker til at have et nærmest endeløst forråd af ammunition. Dette gør igen spillet nemmere, da du ikke behøver at spare på krudtet. Du kan når som helst vende tilbage til den nærmeste station og fylde op med granater og lignende.

Ubisoft mener selv at ændringerne i sværhedsgraden er foretaget for at gøre spillet mere tilgængeligt for det almene publikum, men jeg vil vove den påstand at spillet kan gennemføres af alle uden større problemer. Dette er synd, da Sam Fishers evner pludselig er blevet udvandet og simplificeret. Fornævnte elimination af markerede fjender foretages med et enkelt tryk på en knap og ingen anden interaktion er nødvendig. Med sonarbrillerne kan du endda markere fjender, der ikke er umiddelbart synlige.






Splinter Cell: Conviction er et fornuftigt spil, båret af en stærk historie, men der er åbenlyse fejl og mangler, ligefra achievements, der ikke vil låse op når de bør, over de mange stavefejl i oversættelsen, til Ubisofts eget system, Uplay, der giver mulighed for at købe udvidelser til spillet for point optjent i løbet af gennemspilningen. Uplay er stadig kun i beta-stadiet og lider af problemer som forkerte pointantal, ustabil forbindelse og mere. Uplay binder dog Ubisofts titler sammen da du kan låse op for udstyr i Splinter Cell med point du har optjent i f.eks. Assassin’s Creed 2. Det fungerer ikke godt nok endnu.

For fans af Sam Fisher og hele Splinter Cell-universet er Conviction uundgåeligt og så længe man ikke forventer en stærkt udfordrende oplevelse, så er det anbefalelsesværdigt. Som introduktion for nye spillere, der endnu ikke har trådt i Fishers fodspor, er spillet en god indgang. På trods af den lave sværhedsgrad er det nu også en genial følelse at kaste sig gennem en dør og udradere to-tre fjender med et velplaceret skud i panden. Spillets levetid i singleplayer er desværre kort men multiplayer-delen forlænger spillet og historien bærer en stor del af skylden for spillets karakter.