Spider-Man: Web of Shadows

En ny Spider-Man?
Hvad søren! Spider-Man? Til Xboxen? NU? Det kan ikke passe! Jeg farer hen og griber avisen, søger biograflisten igennem. Jo, den er god nok. Der er ingen Spider-Man-film at se. Nogen steder. Ingen biografer har det på programmet.

Hvad pokker laver det spil her så i min postkasse? Jeg researcher lidt på det. Og det viser sig så, at Spider-Man: Web of Shadows præsenterer en helt ny, original historie, der hverken er baseret på tegneserie eller film. Spillet er udviklet af Sheba Games og Treyarch, der blandt andet også står bag det seneste spil i Call of Duty-serien. Så har man set det med.

At være fri for at skulle holde sig til et filmoplæg, der måske fungerer godt som film, men måske ikke som spil, kunne være en alle tiders chance for virkelig at få en god, original Spider-Man historie bragt på banen, der også spiller godt. Det er desværre ikke tilfældet. Så jeg må allerede her skuffe alle hungrende Spider-Man fans: Historien er virkelig ikke noget at skrive hjem om. Men det er jo altså ikke ensbetydende med, at spillet ikke har andet at byde på – for det har det skam. Og det er slet ikke så dårligt, faktisk.






Historien – på godt og ondt
New York er under angreb, og det der underlige sorte snavs, som Spider-Man blev berørt af i filmseriens nummer tre, og som forvandlede såvel den fine røde superheltedragt og Peter Parkers sind til farven sort, har bredt sig. Almindelige, civile borgere er blevet smittet af den sorte kraft, og er nu forvandlet til ukontrollerbare, hidsige og uhyggelige væsner, der går til angreb på fred og idyl.

Spider-Man bliver selv ramt af denne sorthed, som han kun kender alt for godt. I en kamp mod Venom i en af spillets allerførste scener, rammes vores sympatiske ven, Peter Parker, igen af dette stof, som ikke bare sætter sig som noget sort i superheltedragten, men også gør hans sind destruktivt og giver ham større kræfter – nøjagtig som det også er sket for så mange af byens beboere.

Dette bevirker, at fjenden ikke kun befinder sig som en ydre instans. Spider-Man må igen også bekæmpe indre dæmoner, som resultat af mødet med Venom. Fristelsen for at trække i den sorte dragt, og dermed indtage flere (destruktive) kræfter, lurer hele tiden.






Det lyder egentlig mere spændende end det rent faktisk er, for i virkeligheden føler man sig meget løsrevet fra historien hele vejen igennem spillet. Det bliver aldrig rigtig spændende eller vedkommende, hvilket primært skyldes at plottet håndteres temmelig kluntet.

Eksempelvis popper cutscener ofte frem af den blå luft, på en måde der river enhver relation til hvad man faktisk er i gang med itu. Man kan løbe en uskyldig tur på gaden, og pludselig igangsættes en cutscene, hvorefter man nu, mærkeligt nok, befinder sig på toppen af en skyskraber, hvor man er stødt ind i et ’problem’ i form af en masse fjender. Eller man bliver pludselig bedt om at gå et bestemt sted hen, for at undersøge et eller andet – igen uden relation til det man rent faktisk er i færd med. Og ofte kan denne undersøgelse godt blive besværet af at spillets kort fungerer ufattelig dårligt, så jeg ofte ikke bare havde svært ved at finde ud af, hvorfor jeg skulle skynde mig et bestemt sted hen, men også helt basalt ved at finde ud af, hvor dette sted befandt sig.

Historien bliver heller ikke meget bedre af at stemmeskuespillet generelt er af meget lav kvalitet. Peter Parker lyder som om han endnu ikke er kommet i puberteten endnu, hvilket gør det ret svært at tage hans problemer seriøst.

Rødt og sort
Hele vejen igennem kan man frit vælge mellem den sorte dragt og den klassiske røde – hvilket udføres ved et simpelt klik på højre analog.

Dragterne bærer hver især forskellige kræfter: Hvor den røde giver Spider-Man større smidighed, så han dermed bedre kan svinge sig rundt mellem bygninger, giver den sorte dragt superhelten mange flere kræfter. Iført denne kan han nu løfte biler og kaste det mod sine fjender, hvilket han får brug for flere gange i mødet med særligt store fjender.

Peter Parkers indre kamp mellem ”det gode” og ”det onde” er desværre ikke forbundet gameplaymæssigt i disse skift mellem dragterne. Man kan som sagt skifte når man vil, for eksempel midt i kampe, og hvilken en man vælger, har ikke nogen konsekvenser for hvordan historien udvikler sig. Et pointsystem lader dog en opgradere de to Spider-Men: Jo flere fjender man udraderer, jo flere missioner man gennemfører, desto flere point optjener man.

Disse point kan undervejs bruges til at opgradere henholdsvis den røde og den sorte Spider-Man, så de hver især lærer nye tricks og bliver stærkere. Man kan selv vælge hvorledes man primært vil opgradere den mørke og moralsk uligevægtige superhelt, eller vil styrke den dydige og noble røde helt.

Dilemmaet og dramaet mellem de gode og de onde, sorte kræfter kommer dog i spil på udvalgte tidspunkter i historien. I mødet med andre superhelte og skurke, blandt andre Venom, Luke Cage, Electro og Vulture, konfronteres man nemlig med valget mellem det gode og onde. Hvordan historien videre udvikler sig afhænger af ens valg.






Svingture i New York
En af de helt store forcer i Spider-Man: Web of Shadows er svingturene rundt mellem skyskraberne på Manhattan. Det fungerer virkelig godt, og det giver en fantastisk fart- og højdefornemmelse, når svingturene bare kører derudaf, og man skyder det ene spind efter det andet ud på bygningerne.

Hvad der kunne have gjort disse svingture til en endnu større oplevelse var, hvis byen var mere detaljeret. Og det kan man næppe beskylde den for at være. New York fremstår mestendels som meget grå, trist og ensartet. Og på trods af den smeltedigel byen i virkeligheden er, virker den her aldrig på noget tidspunkt levende.

Der er også en del problemer med pop-ups, hvilket igen medvirker til fjerne illusionen om et levende New York.

Det er dog stadig helt elementært adrenalinfremkaldende sjovt, at svinge sig rundt i byens gader.






Og nu når vi er ved det positive: En anden ting der fungerer rigtig godt, er spillets kampsystem. Nøglen til at mestre kampsystemet er at finde ud af at linke angrebs- og forsvares comboer sammen. Det handler både om timing og om at have overblik over, hvor fjenderne befinder sig. Når det kører på skinner, vil man se Spider-Man springe fra den ene fjende til den anden, fra væg til væg, og fra jord til luft, for i løbet af ingen tid have udraderet et ikke helt ubetydelig antal skurke. Efterhånden lærer man, som tidligere nævnt, at opgradere Spider-Mans kræfter og tricks, så nye comboer tilføjes hele tiden, og giver kampsystemet den variation der gør, at man bliver ved med at finde det sjovt.

Spider-Man i tekniske problemer
Spillets kamera ødelægger desværre en del af kampene undervejs. Det siger sig selv, at når Peter Parker i Spider-Man-kostumet svinger sig over hus og tage, kravler op og ned af vægge for i næste øjeblik at suse ned på gadeplan, så er det ret vigtigt at kameraet hele tiden følger med. Det er desværre ikke tilfældet. Alt for mange gange mister man orienteringen på grund af at kameraet låser sig fast i en umulig vinkel. Det er selvfølgelig specielt frustrerende hvis man samtidig befinder sig midt i en kamp.






Missionerne er desværre heller ikke varierede nok. På udvalgte steder i byen bliver man sendt ud på missioner af forskellige superhelte. Herfra lyder opgaven som oftest: Udrader fjenderne i det og det område – og så er det altså bare med at komme af sted. Dernæst render man desværre også ind i de samme type fjender alt for mange gange. Selvom man i løbet af spillet lærer nye tricks og får ekstra kræfter, så giver det alligevel spillet en redundant karakter, hvilket er lidt ærgeligt.

Spider-Man: Web of Shadows tilbyder også kun én sværhedsgrad, så ekstra udfodring tilbydes heller ikke i denne form.






Spider-Man: En trængt mand på et trængt marked
Lige for tiden er der stor trængsel på spilmarkedet. Den ene stortitel efter den anden ser dagens lys, og alle kæmper de om at finde vej til kundernes pengepunge.

Spider-Man: Web of Shadows hører så absolut ikke til i gruppen af stortitlerne, der vælter frem lige nu. Så ambitiøst er spillet slet ikke. Og derfor kan det nemt ende med at blive kvalt og glemt i rækken af tidens andre udgivelser.
Men selvom spillet ikke på nogen måder gør krav på at være et mesterværk, er det alligevel en udgivelse der fortjener lidt opmærksomhed.

For under den lidt kluntede historie og kameraføring, den lidt kedelige grafik og de lidt ensartede missioner (ja, jeg ved godt det lyder meget slemt), gemmer sig altså i bund og grund et ganske underholdende og fint spil, som nemt kan gøre en glad på en blæsende og kold efterårsdag – hvilket i den grad skal tilskrives actiondelen i spillet: kampsystemet og svingturene rundt i New York.

Hermed en opfordring og anbefaling givet videre: Prøv spillet, giv det en chance. Det er absolut god underholdning – uden dog at gøre krav på at være det bedste spil du nogensinde har prøvet.