Tilbage i 2D-æraen udrettede vores spinkle edderkop ikke meget i titler som Maximum Carnage, Separation Anxiety og Return of the Sinister Six. Gennembruddet kom først, da Neversoft (Tony Hawk) lancerede Spider-Man til PlayStation, der indførte web-svingning i stor stil. Treyarch var de næste til at følge trop, da en enestående legeplads i form af et sandkasseopbygget New York City blev introduceret.
Disse milepæle kan Spider-Man 3 ikke leve op til. Udvikleren har blot bygget videre på en simpel formular med noget optimering hist og her, og i dag er der sat nye standarder, som murkravleren desværre ikke formår at leve op til. Dette er det fjerde spil om Peter Parker fra de selv samme herrer, så man skulle tro at de var kørt træt i det samme gamle design, men i stedet får vi mere af det samme - uden at nogle af de nye kræfter kommer til deres ret.
Trilogien og edderkoppeeposet får langt om længe sin afslutning. New York City elsker Spider-Man, men langsomt kommer nye kriminelle til byen. Først er Manhattan blevet overtaget af fire aparte bander, som Kingpin har stået bag. Alt imens er Mechabiocons store projekt, Scorpion, på fri fod og han er senere skyld i befrielsen af Rhino. Pludselig melder Kraven også sin ankomst, og ligeledes er Dr. Connors desperat efter at få sin arm tilbage, men forsøget muterer ham til et firben. Filmens tre skurke, Sandman, New Goblin og Venom er også at finde, men i et meget minimalt omfang. Har du ikke set filmen forstår du aldrig rigtig spillet, da den ikke tager fat på de forskellige detaljer. Det er som om tingene bare sker for så hurtigt efterfølgende at blive glemt. Treyarch har været fokuseret på at give dig mere end en film-til-spil-titel og masser af variation, men det lykkedes ikke, når man har ti sløve historier, der aldrig kommer overens med hinanden. Det er lige før der slet ingen historier er, grundet de meget få filmsekvenser, der i princippet skulle føre dem frem.
Filmens plot var langt fra enestående, men det filmen trods alt gjorde interessant er simpelthen ikke-eksisterende i spillet. Til gengæld stiger niveauet ved andre punkter, og Treyarch formår at skrive en historie sammen, der er en smule mere tro mod Peter Parkers figur, end den vi får serveret på det store lærred.
Gameplay
Kort sagt har vi set dette spil mange gange før, denne gang bare i nye klæder. Det spiller præcist som sine forgængere, og har du endnu ikke haft fat i nogle af disse, så går spillet grundlæggende ud på, at svinge sig fra punkt A til punkt B for enten at slå skurke til plukfisk, redde civile eller desarmerer bomber. Så kort kan gameplayet beskrives, da der ikke er den store variation i de opgaver du får stillet til rådighed.
Spillets midtpunkt er det forbedrede tredimensionelle kort, der udover at give dig et overblik over det kolossale Manhattan, også lader dig vælge missioner fra vidt forskellige historier. Trykker du først på et mål giver spillet dig et tegn, der viser, hvor mange meter du er fra din destination. Denne funktion bliver den mest nyttige, derfor er det en fryd at kortet flydende kan frembringes med et enkelt tryk.
Når du så skal svinge dig gennem gyder og forbi højhuse føles det hele en smule akavet i starten, mest af alt fordi du kan flytte hele Parkers vægt til en side imens du allerede er på vej et andet sted. Men efterhånden som du får opgraderinger gennem spillet, bliver det hele en del hurtigere og ligetil, til trods for at sløringeffekten ikke giver dig nogen fartfornemmelse overhovedet. Det er ganske rigtigt; shoppen er droppet til fordel for et mere ligetil opgraderingssystem, der giver dig nye comboer og forbedringer, hver gang du gennemfører en mission. Det er ikke den helt samme svinge mekanisme Treyarch gør brug af, men det fungerer stadig optimalt og forholdsvist upåklageligt. I forrige titel skulle der være bygninger i nærheden, for at man kunne svinge sig lystigt rundt. Det er også tilfældet nu. Du skal dog samtidig sigte efter bygningerne. Hvis du ikke rammer falder du til bunds, men kan altid uanset, hvor du befinder dig, nå at skyde et net ud i sidste sekund.
Hvor svingningen er på sin plads, fungerer alt det andet simpelthen ikke optimalt. Skal vi tage fat på missionerne, er der toogfyrre af disse, fordelt rundt i hele byen over ti forskellige storylines. Det bliver hurtigt belastende at skulle svinge sig fem kilometer for at komme til næste punkt, man savner virkelig en hurtig måde at transportere sig hen til alle dele af byen. De ti fortællinger fanger dig aldrig, så det er gameplayet og missionernes hensigt der skal redde disse mangler, men det sker aldrig. Du skal enten ud og fotografere et ligegyldigt modeshow, følge fodspor på gaderne, desarmere en bombe, redde et faldende offer eller slå forbrydere til plukfisk. Gentag dette toogfyrre gange, og du har de primære mål at gå efter. Der er dog også minispil hist og her, når bomber skal desarmeres og når Scorpion skal styres, men det fænger simpelthen ikke. Har du brug for en puster kan du tage fat i nogle af byens løse forbrydere der blandt andet stjæler personbiler. Dette sker tilfældigt rundt i storbyen, hvilket er et stort plus.
De trivielle missioner kunne et kampsystem have gjort op for, men heller ikke her er der nogen sejr at hente. Systemet er helt nyt i forhold til forgængerne, for denne gang har du nye kombinationer, forsvar, specielle slag og spark samt et Rage-meter. Du bruger basalt tre af de farvede knapper til stærke slag, hurtige slag og spark. Ved at kombinere disse laver Spider-Man en masse tekniker, som ser flotte ud, men du føler aldrig at det er dig der laver dem. Når du har fyldt et meter op laves der specielle tricks som at slå hårdt ned i jorden, hvilket fjerner benene under dine fjender. Når den sorte symbiot overtager din dragt, udskiftes det traditionelle meter med et Rage-meter, der skal fyldes op ved konstant at trykke på samme knap. Når denne aktiveres vil du kunne slå alt og alle til himmels, da alle dine angreb bliver stærkere og hurtigere, du vil sågar kunne angribe flere på én gang. Desværre bliver det hele en smule frustrerende, da animationerne i første omgang ikke kan afbrydes. Har du allerede indtastet en serie af kombinationer kan du umuligt bryde disse for at gå i gang med et andet slag. Dertil kommer at det nye soft-targetingsystem, der til tider får dig til at slå i helt andre retninger, er frustrerende uden lige.
Kampsystemet er ikke noget at råbe op om, og det er den kunstige intelligens i den grad heller ikke. Enten angriber de, eller også løber de over i et hjørne og gemmer sig som Otacon, der gemte sig i et skab i Metal Gear Solid. De kan også blokere, men det gør ingen forskel, da du stadig blot skal trykke løs, indtil de ikke blokerer længere. De har simpelthen ingen former for intelligens, de er der bare så du har noget at slå på. Man skulle forestille sig de mange bossdueller kunne give dig en udfordring, men heller ikke her bliver det svært. Der er altid en bestemt metode, og ofte skal du bruge forsvars mekanismen, som bruges når et gult ikon lyser op over fjendens hoved. Du kan sågar gøre tiden langsommere med din edderkoppesans, for at gøre det hele en del nemmere.
Når din velkendte sjette sans aktiveres, bliver det hele sort og hvid. Til gengæld gøres fjender og allierede henholdsvis røde og grønne så de er nemme at spotte. Efter et stykke tid går din sans ud, og den skal have lov at oplade. Edderkoppesansen er en af de mest brugbare og nyttige funktioner igennem hele spillet.
Som om det ikke var nemt nok, fristes man til at sige, har spillet har en indbygget guide, som konstant fortæller dig, hvor du skal hen og, hvad du skal. Der er altid en plet midt på skærmen der siger, hvor du skal hen, og ved du ikke hvad du skal, kan du altid slå op på listen i menuen. En større ændring kommer i form af dobbelt hoppet, som vi kender det fra diverse platform titler fra Nintendo og Naughty Dog. Det bliver irriterende, da samme knap oplader dit spring, så kan dine hop ikke oplades i luften så hurtigt som man kunne det førhen.
Det lyder som en ond drøm, og det lyder snart som et mareridt. Kamerasystemet er din værste fjende, den er klart programmeret til at følge edderkoppen når du svinger dig rundt omkring, men den fejler så på alle andre punkter. I hede slåskampe skal du hyppigt selv justere kameraet, især når du kommer op ad vægge. Skal du kravle får du endnu større problemer da den ikke kan finde ud af, hvad der er op og ned, og så mister du simpelthen kontrollen over din figur. Det er værst indendørs da kameraet ikke egner sig til små rum, og så det synd at størstedelen foregår netop bag fire vægge.
Skal vi endelig fremhæve et større lyspunkt er det styringen, den fungerer optimalt, når kameraet ikke kommer i vejen. Der er sågar en sprinteknap, så du hurtigere kan komme rundt. Succesen kommer ikke in-game, men i de interaktive mellemsekvenser. Her dukker sommetider symboler frem, og du skal hurtigt sidde klar på tasterne, og de er intense da du ikke får nogle advarsler om, hvornår symbolerne dukker op.
Det eneste der fungerer optimalt er svingningen, som da også er charmen ved hele figuren og spillet. Kameraet falder til jorden, styringen er udmærket, hvor kampene er ligegyldige og påfyld. Til gengæld må man give sig og sige, at spillet gør det fantastisk godt på det mest underholdende punkt, når du svinger dig rundt.
Grafik
Ved første øjekast ser det hele labert ud, men det går hurtigt op for en, at detaljegraden og den generelle grafiske overflade er mat. Det mest iøjefaldende er superhelten selv, da han har så mange detaljer og polygoner, at han ser fremragende ud. Dragten er skarp, han har flydende animationer og er som taget ud af filmen, men så stopper festen også her, da alt andet er middelmådigt.
Det du især vil lægge mærke til er den forholdsvis dårlige draw distance. Godt nok kan du se bilerne køre oppe fra den højeste bygning, men du kan ikke se langt, hvilket ikke blot ser uæstetisk ud, men også bliver irriterende for øjnene. Det skyldes at bygningerne i horisonten bliver slørede og ikke rigtig kan spottes. Draw distancen kommer også til syne nede på gaderne, da der er et hav af pop ups, hvor folk og biler pludselig dukker op.
Storbyen ser nu okay ud med massere af trafik og liv på gaderne. Frihedsgudinden, Daily Bugle, Peters lejlighed og mange andre landmærker såvel som opdigtede steder er at finde. Folk går på forskellige måder, går iklædt forskelligt tøj, nogle går med kufferter, andre læser avis, og et par stykker læner sig op ad væggene for at slappe af. Det hele ser fantastisk naturligt ud, men det imponerende liv på gaderne ødelægges af, at der for det første ingen snak er, men for det andet kan du rykke til alle personer, som om de var plastik figurer. Til tider går de på mystisk vis også gennem hinanden, og de flotte animationer ødelægges, når de drejer i en anden retning.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at New York City aldrig har været så livlig som nu, det er fantastisk med alt den trafik og liv, og der er endda neonlys, og visse ting kan væltes med spillets nye begrænsede fysik motor. Det heles ødelægges bare af, at det virker som om intet af det du kan se er til stede. Personerne er der bare for at være der, bilerne kan du ikke gøre noget ved andet end at stå på taget eller blive kørt over.
Bevæger vi os opad sker der selvsagt ikke meget. Vi har de traditionelle højhuse, og det ser flottere ud end i tidligere installationer, men svinger vi os op mod himlen, så er det som om de mangler teksturer og blot ligner ufærdige tredimensionelle bokse i stedet for bygninger, ligesom du så det i Superman Returns. Der er endnu engang vejrskifte med, og det ser rigtig flot ud, i modsætning til toeren får vi nu også tåge, men anmelderen her savner stadig vind, regn og sne der kan have indflydelse på gameplayet.
For når først du har svunget dig rundt i en lille del af Manhattan i ti minutter, så er det som om du ser det samme igen og igen. Byen er blevet to og en halv gange større, hvilket der slet ikke var grund til. Detaljer er der ikke mange af, og det kan netop skyldes den store størrelse, som virker tom på trods af den heftige trafik.
Animationerne er dog i topklasse, eller rettere sagt, Spider-Mans bevægelser sidder lige i øjet. Det hele går flydende når han svinger sig gennem gyder og over gader. Vigtige personer har selvfølgelig også animationer i topklasse, men det har NPCer ikke. Blur eller sløringseffekten er atter engang tilbage, og giver den nødvendige effekt i mange titler nu om dage, dette er bare ikke tilfældet i Treyarchs seneste spil. Der er godt nok slør ude i siderne, men fartfornemmelse er der ingen af, en kæmpe synd.
Kigger man på den grafiske overflade som en hel pakke, så skuffer det, og er slet ikke næstegeneration materiale. Byen ser kantet ud, der er ikke mange forskellige bilmodeller, og en stor mangel på varierende design blandt fjender. Sæt hertil et hav af fejl oveni, og du har et af de mest ufærdige spil udgivet på Xbox 360. Undertegnede kom ud for at skulle genstarte spillet hele fem gange, da en mexicansk leder forsvandt ud af den blå luft, og da Kingpin valgte at ryge ind på den anden side væggen. Nogle gange er kameraet skyld i fejl, når du kravler på mure kan det ske, at Spidey kravler med ryggen til muren, og først nu mister du kontrollen fuldstændig.
Til grafikkens forsvar skal det siges, at personer ser fantastisk skarpe ud, hvor især Edderkoppemanden er som taget ud af filmen. Lys og skygge systemet er fænomenalt idet, at alle har realistiske skygger, og gemmer solen sig bag en bygning forsvinder skyggerne. Noget der er en standard i dag, men det ser stadig imponerende godt ud i dette tilfælde.
Lyd
Endnu engang ligger skuespillerne stemme til deres animerede sidestykke, og især Tobey Maguire, Topher Grace, J.K. Simmons og Thomas Haden Church gør det godt som henholdsvis Peter Parker, Eddie Brock, J. Jonah Jameson og Flint Marko. Til gengæld har man ikke været villig til at betale høje summer for at få Kirsten Dunst med i denne omgang, hvilket ikke har den store indflydelse, da hun kun medvirker i fem såkaldte Thrill Rides. Resten af rollebesætningen gør det ikke nær så godt, især Kraven og Kingpin bider man mærke i. De forskellige indbyggere der tramper rundt på Manhattans gader er heller ej meget for at tale, de skal nemlig passe på, det kunne jo ende i kommunikation.
Til gengæld må det siges, at lydstudiet har lagt mere i detaljerne. Visse køretøjer har musik kørende i radioen, hvor de parkerede naturligvis er slukkede. Med det sagt, er der ikke meget støj på New Yorks overflade, og det fjerner hele illusionen om en stor og sprudlende by. Egentlig har folket ikke mange replikker, og du må ofte høre på de samme linier. Musikken er ligeledes på sin plads, der dog aldrig kommer i forsædet og markere sig. I det store hele imponerer lydbilledet på ingen måder. Det er middelmådigt.
Holdbarhed
Vi har at gøre med et helt igennem underholdende spil, der dog falder til jorden, på grund af sit design og ensformige opbygning hurtigt bliver trivielt og søvndyssende. Du har atter engang en hel legeplads at gøre brug af, men den er unødvendig stor, og har ingen former for eksistens på gaderne. Til gengæld byder de ni historier på toogfyrre missioner, der ofte minder om hinanden, og når man ufrivilligt har kæmpet sig gennem disse, kan man tage sig i kast med tilfældig kriminalitet og skattejagt på tegn fordelt rundt i gyder og hustage.
Der er ingen former for multiplayer, til gengæld understøtter spillet downloadable content, som Activision stadig ikke har gjort brug af. Du gennemfører hurtigt alle missioner i løbet af ti timer, det er så op til den enkelte, om man vil gå efter de hundrede procent, og derved låse op for spillets store hemmelighed.
Overall
Er du fanatiker af edderkoppemanden, så er Spider-Man 3 en toptitel i den hede sommertørke af spil. Er du ikke meget for New Yorks superkravler, så er der ikke meget sul på kroppen. Men lige meget om du er til Stan Lees skabning eller ej, så ændrer det ikke ved, at spillet har været temmelig præget af filmens deadline, hvilket har resulteret i direkte pinlige fejl og mangler, der uanset, hvordan du vender og drejer det, ikke er den vejledende pris værd.
Er du indforstået med, at du får et produkt der ikke er færdigt, og ikke er en næstegeneration oplevelse kan du roligt investere i spillet til budgetpris, men kræver du kvalitet så kig andet steds. Spider-Man 3 har ti historier der aldrig bliver fortalt, et monotont spilledesign og intet til at få dig tilbage foran skærmen, med mindre du blot vil svinge dig fra hustag til hustag.
Det er som om hverken film eller spil har kunne finde og levere den fantastiske Spider-Man ånd fra gamle og nye tegneserier. Spider-Man 3 kan kun anbefales, hvis du virkelig brænder for Spidey og hans univers.
Facebook
Twitter
