Spec Ops: The Line

Det er ingen større hemmelighed, at vi vader i gode tredje persons skydespil. Langsomt men uendeligt sikkert er det blevet en dominerende genre på alle platforme, og det har naturligt medført, at man langsomt har hævet kravene. Spec Ops er sidste skud på den efterhånden høje stamme, og det er tydeligt, at udviklerne hos Yager fra starten har satset på en lidt alternativ tilgang. Hvad der ved første øjekast minder om endnu en heroisk amerikansk heltehistorie, viser sig hurtigt at være et moralsk morads. Ved spillets slutning vil vores oprindelige helte være kastet i et lidt andet lys, og det grundet nogle enkle og meget menneskelige fejldisponeringer.

Vi rejser til mellemøsten, hvor en større naturkatastrofe har hærget Dubai, og nærmest med bibelske paralleller flået i de menneskeskabte babelstårne fra hinanden. Tilbage står glorværdige ruiner, hvor overlevende er blevet isoleret fra omverdenen. I blandt de mange tabte var en heltemodig gruppe amerikanske soldater (The Damned 33rd) – eller det troede man i hvert fald. Men nu, seks måneder senere, modtager man et nødsignal fra ødemarken, og en gruppe på tre soldater sendes ind for at undersøge. Her indtager du rollen som Kaptajn Martin Walker, i et historiebåret tredje person skydespil, hvor krigens personlige vanvid langsomt blomstrer op omkring dig.



Spec Ops: The Line er spilmæssigt skåret direkte over den klassiske genreskabelon. Vi følger Martin Walker fra et tredje persons perspektiv, imens han og to andre soldater bevæger sig igennem et lineært skydetelt. Man går fra det ene lukkede område til det næste, hvor bygninger, afsatser og murbrokker udgør de bevægelsesmæssige grænser. Alle områder har belejligt fået spredt en række ting ud, der kan agere dække. Herfra kan man beskyde de konstant fremstormende fjender, der på kommando dukker op samme steder hver gang.

Mekanikken fungerer langt hen ad vejen ganske glimrende, men der er dog visse styringsmæssige uhensigtsmæssigheder. Værst er det, at ens figur ikke altid vil makke ret, og enten flagrer rundt når man vil dukke sig for strømmene af varme kugler – alternativt vil hoppe over et dække. I et spil hvor der ikke skal mange fuldtræffere til at dræbe, er det temmelig frustrerende. Samtidig er der – især senere – lige langt nok mellem check-points, hvilket er med til at underbygge frustrationen.



Det træder dog lidt i baggrunden, imens man langsomt fordybes i det fortællemæssige mørke, som er bredt ud over det engang så luksuriøse Dubai. Imens man bevæger sig igennem bygninger, der ekstravagant står i modstrid til det hårde ydre, bliver man mere og mere bevidst om at noget er helt galt. Den måde hvor man langsomt går fra storskrydende helt til paranoid antihelt er godt fanget, og det er helt klart med til at løfte oplevelsen for beskueren. Det faktum, at spillet er fyldt med scriptede hændelser fjerner selvfølgelig noget frihed – men det løfter samtidig den filmiske fornemmelse.

Omgivelserne er fint integreret i begivenhederne. Man kan eksempelvis ofte skyde glasfacader, og derpå frigive ophobede sandbunker. Samtidig bliver man ofte fanget i nærmest ufremkommeligt uvejr, hvilket både kan agere som ven eller fjende i kampene. Det faktum, at man kan dirigere ilden fra de to medfølgende soldater, giver i kombination med de mange gemmesteder på banen, spillet en vis snert af taktik. Man kan selvfølgelig være lidt ærgerlig over, at man ikke har mere åbne slagmarker, men på den anden side, så klæder de mere rå tætte nærkampe spillets stil rigtigt godt.



Efter man er kommet til vejs ende, vil man ganske givet sidde med en god fornemmelse – lidt som efter en god film. Mange af spillets begivenheder – især i starten – vil stå i et andet lys. Oplevelsen kan nu forlænges online, hvilket dog ikke fungerer nær så godt. Her lægger man mere mærke til de styringsmæssige udfordringer, og når de ikke kan gemme sig bag en god fortælling, så stiger frustrationen. Samtidig er mulighederne begrænset til de klassiske for genren – og det føles derfor lidt som en kunstig tilføjelse.

Teknisk er det en flot skåret oplevelse, hvor der er en fin, opfindsom variation undervejs i baggrundene. Der er masser af gode partikeleffekter, som du ofte indhylles i. Det virker rigtigt godt, og er med til at underbygge illusionen af såvel spillets tema samt beliggenhed. Lydsiden er kompetent, med god tyngde i våbenstøjen og passende, professionelt stemmeskuespil. Samtidig er der et glimrende soundtrack, hvor passende rocknumre er med til at udbygge den fatalistiske stemning. Mellemsekvenserne er dog ikke så fantastiske, da de afslører at eksempelvis figurernes ansigter ikke har alverdens detaljer.



Spec Ops: The Line er en ganske modig satsning, som formår at give os et spil, hvor der er en reel antydning af moral uden egentlige helte. Det er professionelt strikket sammen, hvor der tydeligvis er kælet for spillets forløb. Det er med til at give begivenhederne både tyngde og variation imens vi føres af sted mod klimaks. Styringen er en anelse kluntet, og det kan ikke undgå at frustrere og trækker en anelse ned i den samlede oplevelse. Det reddes dog langt hen af vejen af en stramt styret oplevelse, hvor man – i bedste krigsfilmsmaner – trækkes ind i begivenhederne.