South Park: The Stick of Truth

Anmeldt af: Jakob Tofte - 17. marts 2014 - kl. 13:47
Del denne artikel:
5 0

I sytten år har Matt Stone og Trey Parker magtet at holde seere og fans af South Park fast foran skærmen. Nu har de sammen med RPG-erfarne Obsidian skabt endnu et eventyr til os, i form af South Park: The Stick of Truth.

Vi indtager rollen som ”The New Kid”, der sammen med sine forældre flytter til en stille bjergby. Med det samme bliver vi, under mere eller mindre pres fra vores halvpsykotiske far, beordret ud i byens gader for at finde legekammerater. Her støder vi lynhurtigt på Butters Stotch, som er ved at få tæsk af nogle andre børn, klædt ud som alfer. Efter at have hjulpet Butters fører han os til sin store leder, The Wizard King, som i virkeligheden er Eric Cartman. Før vi ser os om, finder vi os indhyllet i en eventyrleg, der mere eller mindre involverer samtlige børn i byen. Cartman og hans klan, Kupa Keep, ligger i krig med de onde alfer, som forsøger at stjæle The Stick of Truth, en helt almindelig træpind, som angiveligt besidder magiske kræfter.



Vores karakter skal nu laves, og vi bliver bedt om at vælge mellem de fire klasser; kriger, troldmand, tyv og jøde. Herefter befinder vi os ganske enkelt i et helt klassisk rollespilsunivers, hvor South Park med sit velkendte udseende danner rammen for det eventyr, der skal underholde og udfordre os de næste femten til tyve timer. South Parks kampsystem er turbaseret og med i kampene har man én hjælper. I begyndelsen er det Butters, der hjælper en, men senere i spillet vil en lang række andre karakterer ligeledes komme på banen med hver deres særlige evner, styrker og svagheder.

Med til at holde en i gang i det turbaserede kampsystem, når det vel at mærke ikke er ens egen tur, er muligheden for at minimere skaden, som ens fjender udretter, ved ganske enkelt at trykke på nogle knapper på det rigtige tidspunkt. Det er en fin tilføjelse, som jeg i hvert fald er glad for, idet jeg tidligere i andre turbaserede rollespil lidt har tabt interessen når ventetiden er for stor. Som ekstra krydderi for kampsystemet benytter South Park endnu et velkendt rollespilselement i form af et våbenhjul eller angrebshjul. Her vælger man sine angreb eller særlige evner, ligesom man har mulighed for at tilføje ekstra power-ups, såsom healing, fjernelse af en forbandelse eller hvad med at kaste en hjemmelagt lort i hovedet på sine fjender, så de mister lidt liv ved at brække sig inden hvert angreb?



Jeg vil egentlig ikke røbe særlig meget mere om historien, ligesom det relativt simple kampsystem heller ikke behøver megen mere beskrivelse. Siges kan det dog, at kampsystemet fungerer fremragende og at balancen i kampene konstant udvikler sig og tilpasser sig hinanden, så man hele tiden er udfordret og underholdt.

Og det er lige netop den solide grundstamme, som spillet er bygget op omkring, der gør South Park: The Stick of Truth til et så godt spil som tilfældet er. For inde bag den satiriske, bindegale og helt klassiske South Park humor, som igen rammes helt perfekt af Parker og Stone, så ligger der gameplaymæssigt et dybt seriøst og virkelig veludviklet rollespil gemt, takket være Obsidian. Igennem de femten-tyve timer, som spillet varer, inklusiv en masse dybt obskure sidemissioner og indsamlinger af diverse samleobjekter, magter udviklerne og forfatterne at holde os tryllebundne og dybt underholdte hele vejen igennem. Det føles næsten som om man bare er hovedperson i én lang episode af tv-serien.

Grafisk er det begrænset, hvor megen ros man kan give et spil, der er designet efter den velkendte South Park opskrift. De halvstatiske animationer og tit med vilje grimme karakterer ser ud som de gør, og kan på den måde aldrig komme til at indbyde til sammenligning med de grafiske mesterværker, som i vor tid kræves for at høste ekstra bemærkninger. Det må dog også konstateres, at når man, imens man sidder og spiller, ofte kommer til at glemme, at det ikke er tv-serien man sidder og kigger på, så har udviklerne jo ramt rigtigt. For ønsket har helt sikkert været at lægge sig så tæt på det vi kender som overhovedet muligt. Og med det succeskriterium in mente må man sige, at spillet rent grafisk er fremragende. Vi oplevede få gange en smule fald i framerate, hvilket kortvarigt mindede os om, at det var et spil vi befandt os i. Det var dog aldrig noget, der virkede forstyrrende for oplevelsen, og det er stort set det eneste kritikpunkt jeg kan komme i tanke om.




Selve South Park som by er grundigt gengivet og denne gang lagt ud på et komplet kort, som viser hele byen. Der er masser af velkendte steder at gå på opdagelse i, og det i sig selv er underholdende og kan slå mange timer ihjel. Spillet tilbyder også, som det efterhånden er påkrævet i spil nu til dags, et fast travel system, som kan bringe en rundt i byen på hurtigere vis, hvis man ikke gider gå eller løbe.

På lydsiden leveres alle de morsomme og vanvittige karakterers stemmeskuespil primært af Parker og Stone selv, ganske som i serien. Den uhyre sjove stemning og de vanvittige replikker går igen igennem hele spillet, og flere gange sad jeg for mig selv og grinede højlydt over det bindegale stemmeskuespil og de vanvittige påfund, som endnu engang omgærer South Park.

Alt i alt er South Park: The Stick of Truth et fremragende spil, som vil blive elsket af fans af rollespilsgenren og South Park universet. Hvis man kan lide begge dele, så er man sikker på ca. tyve timers fantastisk kvalitetstid. Hvis man derimod ikke bryder sig om South Park universet, er der med sikkerhed ikke noget at hente i dette spil. Så vil det nok bedre kunne anbefales at finde et af de mange andre gode bud på et rollespil, som ellers findes på markedet. Humoren, tonen og stemningen fra tv-serien rammes perfekt, og samtidig understøttes den dejligt lallede overflade af en række bundsolide rollespilselementer, som på mange områder lever fuldt op til nogle af genrens topspillere. Genspilningsværdien i South Park er desværre nok begrænset, men det skal ikke afholde folk fra et fremragende eventyr med Cartman, Kyle, Stan, Kenny og alle de andre velkendte karakterer fra dette herlige og dejligt politisk ukorrekte univers.
+ Fantastisk stemning, solidt og underholdende kampsystem, let tilgængeligt
Ringe genspilningsværdi, sjældne fald i framerate
Gameplay:9.0
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:8.0
Overall 8.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.