SoulCalibur V

Anmeldt af: Jens Nørup - 3. februar 2012 - kl. 19:17
Del denne artikel:
4 0

Jeg har hård hud på fingrene, mine arme syrer til og mine øjne flimrer når jeg lukker dem – SoulCalibur er tilbage.

Når jeg sætter SoulCalibur V i min Xbox, rammes jeg af den der helt rigtige følelse jeg også fik dengang i 1990’erne da SoulCaliburs ophav, Soul Blade var et hit på Playstation; følelsen af at have en fuldblods arkade-maskine hjemme i stuen med store, detaljerede figurer og hæsblæsende kampe. Teknisk er der er sket rigtig meget siden da, men det er rart at se, at SoulCalibur V holder fast ved seriens kerneværdier og jeg føler mig rigtig godt underholdt af SoulCalibur i den seneste aftapning.




Historien er ikke det, der fylder mest i kampspil, men alligevel byder SoulCalibur V på en omfattende bid af begivenhederne omkring de to sværd, SoulEdge og SoulCalibur. Det er det godes kamp mod det onde, og i vanlig stil udsættes vi for svulstige dialoger, kvieøjede japanske mangapiger og et overdramatisk stemmeskuespil.

Jeg vil ikke gå for meget i detaljer med plottet, der er stærkt forudsigeligt og til tider temmelig underligt, men blot konkludere at det næppe er det der vægter højest hos dem der spiller kampspil. Du styrer Patroklos, en ung mand, der kæmper mod de såkaldte ”Malfested”, en slags zombietilstand, der rammer dem der har været i kontakt med SoulEdge sværdet. Han leder efter sin søster, samtidig med at han skal kæmpe mod Nightmare, en titel der tildeles den, der bærer SoulEdge. Historien er hurtigt overstået og heldigvis for det, det enerverende skuespil og det ulideligt irriterende søskendepar, Patroklos og Pyrrha, ville også blive for meget i det lange løb.




Historien fortælles primært ved hjælp af monokrome storyboards, som meget hurtigt begynder at kede dig, ørkenvandringen bliver dog brudt et par gange af nogle animerede computer-sekvenser der, uden at overdrive, kort og godt er seriens flotteste. Der bliver ikke lagt fingre imellem i disse sekvenser, der har fuld skrue når det gælder udseende og animationer.

Kendere af SoulCalibur, vil hurtigt føle sig hjemme i kampene her. Det hele ligner sig selv, med enkelte gode tilføjelser til det i forvejen velsmurte kampsystem. En af seriens styrker er, at du har muligheden for at have det sjovt uden at være ekspert i de mange slagkombinationer der er til rådighed, men samtidig kan finde mange timers udfordring, hvis du vil fintune dine evner og mestre de mere komplicerede angreb.




En ny funktion er tilføjelsen af SoulEdge angreb, der giver både begyndere og øvede spillere mulighed for at eksekvere en serie af flot koreograferede og meget stærke angreb. Disse er flot animerede og kan give dig en ekstra fordel i nogle af de mere udfordrende kampe. Spillet ses som altid fra siden, mens det er muligt at bevæge sig i alle retninger i arenaen. En anden ny funktion er Side Step, hvor du med to hurtige bevægelser kan skifte position og på denne måde undgå langtrækkende vertikale angreb. Dette er samtidig med til at give dynamik i kampene, da du meget hurtigt kan skifte position og derefter angribe din modstander fra en anden side.

Banerne virker desværre ikke så dynamiske som i SoulCalibur IV, de ser godt ud, men er forholdsvis generiske. Et tilbagevendende problem, som er karakteristisk for genren er muligheden for at presse en modstander op ad en væg, for derefter at tæve livet ud af ham, uden at han får en chance for at svare igen. På samme måde kan du kan blive slået i jorden af et SoulEdge angreb, der holder dig nede indtil al din energi er opbrugt. Jeg savner en bedre udnyttelse af de miljøer man bevæger sig i, det ville være godt med lidt fornyelse hér.

Figurerne ser flotte ud, fylder godt på skærmen, er velanimerede og meget detaljerede. Der er 10 nye figurer at lege med og i fortsættelsen af introduktionen af Star Wars figurer i SoulCalibur IV, er der nu mulighed for at lege Ezio fra Assassins Creed, men desværre ikke noget gensyn med Yoda og Darth Vader. Du har også mulighed for igen at lave dine egne figurer, du kan enten arbejde med en af de eksisterende figurer, og give dem nyt tøj eller våben, eller du kan lave din egen figur hvor det stort set kun er fantasien, der sætter grænser for dine udfoldelser. Som tidligere kan du tage dine figurer med i online delen, så der er lagt i ovnen til nogle farverige og visuelt underholdende kampe.

Og netop multiplayer delen er der hvor SoulCalibur står stærkest – uanset om du vælger at spille lokalt sammen med en ven, eller give dig i kast med den omfattende online del, så ligger der mange timers underholdning hér. Du kan vælge at spille rank matches, hvor du til en vis grad er nogenlunde sikret at møde spillere, der er på samme niveau som dig selv. Du kan også bevæge det ind i det såkaldte Global Colosseo, som er en form for online lobby, hvor du kan sætte præferencer op for byer eller områder og på denne måde vælge mellem en større gruppe af spillere fra den samme del af verden.




Det hele fungerer gnidningsløst og uden problemer, og hvis man efter singleplayer delen føler man er et uovervindeligt sværdkæmpende monster, kan et par onlinekampe hurtigt sætte dét på plads. Endvidere kan du tilføje venner eller fjender som rivaler, så du kan følge dem på spillets hjemmeskærm og på den måde holde øje med hvordan de performer i forhold til din egen præstation.

Grafisk ser spillet superlækkert ud – flydende animationer, høj framerate og meget få tekniske fejl, hvis overhovedet nogen. Alfa og Omega for et kampspil af denne type er muligheden for at lade figurerne bevæge sig flydende og uden besvær, denne disciplin består SoulCalibur V med glans, og de animerede baggrunde og gnisterne, der står til alle sider når sværdene krydser klinger er med til at give det hele lidt ekstra liv.

Lydsiden er jeg derimod ikke så begejstret for; én ting er stemmeskuespillet, der for det meste får dig til enten at krybe tæer eller grine højt over den sæbeopera du er vidne til. Noget andet er musikken, der også som altid er meget svulstig, der er en masse forskellige tracks, men for mig lyder de alle ret ens og jeg har desværre svært ved at skelne dem fra musikken i det forrige SoulCalibur spil.




Og netop dét, at jeg har svært ved at skelne SoulCalibur V fra IV, bringer os til konklusionen; for der er desværre alt for meget genbrug i denne seneste version af alle sværdspils moder. Det er ikke kun musikken, der lyder som noget du har hørt før - grafikken har fået en opdatering, men adskiller sig ikke afgørende, spilmekanikken fungerer perfekt, men bortset fra enkelte justeringer er der ikke noget nyt under solen og multiplayerdelen er ganske vidst omfattende, men byder heller ikke på nogen overraskelser.

Tilbage står vi med et spil, der fungerer rigtig godt inden for sine egne rammer, men et langt stykke ad vejen desværre føles som SoulCalibur IV - version 2. Jeg ved at det er en svær balance både at skulle tilfredsstille de mest hardcore fans, samtidig med at tiltrække et nyt publikum, men SoulCalibur V ender som et halvkvalt forsøg, der ikke rigtig formår at gøre nogen af delene.

Bevares, man er godt underholdt det meste af tiden, og er man fan af serien er der nok ikke nogen vej uden om SoulCalibur V, men jeg havde gerne set lidt mere fornyelse og nytænkning af genren.

Gameplay:7.0
Grafik:8.5
Online:8.0
Holdbarhed:7.0
Overall 7.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.