Sniper - Ghost Warrior

Anmeldt af: Sebastian R. Sørensen - 29. juli 2010 - kl. 12:18
Del denne artikel:
19 0

Sommerferien i år er tilbragt på en frodig tropeø, hvor liggestole og kulørte drinks er udskiftet med en sniperriffel og grøn ansigtsmaling - du kan læse vores postkort fra tropeøen her.

Sommerferien i år er tilbragt på en frodig tropeø, hvor liggestole og kulørte drinks er udskiftet med en sniperriffel og grøn ansigtsmaling. Sniper – Ghost Warrior er rettet mod alle amatørskarpskytterne hjemme i stuerne, og du kan læse vores postkort fra tropeøen her.

Ideen med at lave et spil, som alene fokuserer på opgaven som kratluskende skarpskytte bevæbnet med en kraftig sniperriffel og en hulens bunke grøn ansigtsmaling, virker umiddelbart rigtig god. Desværre er titlen Sniper – Ghost Warrior en blandet oplevelse, hvor netop ideen i sidste ende syner at være titlens eneste vellykkede pletskud.

Sniper – Ghost Warrior er et krigsspil og en næsten klassisk first-person-shooter (FPS) med den twist, at du primært arbejder med sniperriflen. Scenen er sat på en idyllisk ø, hvor en cigarrygende diktator sidder på magten. Hans regime er baseret på undertrykkelse af lokalbefolkningen, minedrift samt narkofremstilling. Din opgave er nu at tage rollen som en skarpskytte, der indsættes på øen med det formål at undersøge vores cigarrygende vens aktiviteter.






Historien gennem spillet er ret fragmentarisk og svag, og man bliver aldrig hverken grebet eller bare en anelse interesseret i, hvad der sker som det næste. Vi følger den klassiske opskrift med en ond diktator, som skal have en over nakken, hvilket helt uden plottwists eller store overraskelser ender en smule forudsigeligt. Jeg har nok aldrig oplevet en så flad afslutning af et spil. Efter den sidste kugle er sendt ud af dit løb, ender hele tropeferien med et simpelt ”The End” stående på skærmen. Spillets cut-scener er heller ikke videre inspirerende. De er korte og bidrager ikke med meget til historien. Omvendt kan dette opfattes positivt, da man ikke sidder og spilder for meget tid på mellemsekvenserne og i stedet kan bruge energien på spillets egentlige formål – at sende kugler mod forskellige fjenders baghoved.

Efter en helt klassisk oplæringsbane kastes man ind i kampen. Arsenalet af våben består udover sniperriflen af en lyddæmpet pistol samt en håndfuld kasteknive. Det er dog ikke overraskende primært riflen, som anvendes til at nedlægge de intetanende fjender. Styringen af sniperriflen er helt i linje med alle de store krigstitler, og som en lille ekstrafunktion er der indlagt mulighed for at holde vejret, hvilket resulterer i, at alt går i slow-motion og din placering af skuddet bliver nemmere. Særligt velplacerede skud udløser en slow-motion sekvens, hvor man følger kuglen fra riflen til fjendens hoved. Netop denne funktion blev jeg aldrig træt af. Der er nu en morbid form for glæde forbundet med at skyde hovedet af en fjende, mens hele sekvensen vises i slow-motion.






Hvis et spil som Sniper – Ghost Warrior skal lykkedes, så vil jeg mene, at realismen er noget som skal prioriteres højt. Man skal virkelig suges ind i legen og fanges i illusionen om, at man er en skarpskytte, som sniger sig gennem buskene i jagten på fjenden. Men allerede under oplæringsbanen begyndte mine alarmklokker at ringe. På et tidspunkt skiftede jeg våben, og da jeg smed mit gamle på et bord, landede det stående på løbet. Ganske imponerende balancenummer, og desværre første tegn på spillets virkelige svaghed. Næste store skuffelse kom kort inde i historien, hvor jeg blev set af en fjende, og vupti var jeg skydeskive for en gruppe skarpskytter af olympisk standard. Bliver du set af én fjende, så kan alle andre på magisk vis se dig, selvom du er nok så godt gemt i en busk. Dette hiver en ud af illusionen om at være skygge, som diskret snigmyrder fjenderne en efter en.






Eksemplerne på urealistiske dele eller regulære fejl i spillet er desværre mange. Blandt andet oplevede jeg et par gange at nedlægge to fjender, som stod og snakkede, hvorefter deres samtale lystigt fortsatte, selvom de lå livløse på jorden. Noget frustrerende oplevede jeg også flere gange at sidde fast i miljøerne eller falde ned i huller, hvorfra man ikke kan komme op igen. Af helt graverende fejl oplevede jeg eksempelvis at falde igennem en bane og endte svævende i et underliggende blåt rum. Alt i alt skæmmer dette spillet voldsomt, og det peger mod manglende afpudsning af titlen.

Gennem spillet bliver man flere gange udfordret med snigemissioner, hvor man ikke må blive opdaget af fjender. Bliver man spottet, så er banen slut, og man skal starte forfra. Disse snigemissioner er det absolut værste i spillet og var flere gange ved at koste mig en smadret fladskærm. Man skal følge nogle way-points rundt i slalom mellem fjenderne, og afviger man bare en smule, så ender banen øjeblikkeligt. Men hvor disse baner er spillets absolutte lavpunkt, så er andre missioner af høj underholdningsværdi. Særligt er missionerne, hvor man med en virtuel makker sniger sig af sted og fra forskellige positioner enten nedlægger eller udpeger mål, ganske underholdende. Der findes faktisk dele af spillet, hvor man næsten fuldstændigt opsluges i rollen som skarpskytte – desværre er de dog alt for få og korte.






Grafisk er spillet generelt flot. Der er dog flere gange, hvor man sniger sig på maven gennem underskoven, hvor alt bliver noget grovkornet. Lyd og musik fungerer også fint i spillet, og dine våben både lyder og føles rigtige. Spillet er ret lineært, men miljøerne giver illusionen af at være åbne. Går man for langt væk fra den planlagte rute, så oplever man dog usynlige mure, som diskret puffer en tilbage på rette vej. Miljøerne virker levende, og man kan blandt andet i bedste drengerøvsstil nedlægge vildt og husdyr, man møder på sin vej. Det er nu engang underholdende at snipe en høne for at se den eksplodere i en sky af fjer.

Spillet har en multiplayerdel, hvor man kan tage kampen op mod andre skarpskytter. Min erfaring var her, at der er mange onlinekampe tilgængelige, men de fleste blev afviklet med så dårlig forbindelse, at hele oplevelsen blev uspillelig. Med lidt held kom jeg dog flere gange ind i udmærkede kampe med gode forbindelser. Men eksempelvis et spil Team Deathmatch med to grupper snipere bliver i mine øjne bare aldrig rigtig sjovt. De fleste gange sidder man og kikker rundt, for det næste øjeblik at ligge som et tyndt lag blod på et nærliggende murværk. Skal man endeligt spille online, så ville jeg til enhver tid vælge Battlefield: Bad Company 2 eller Call of Duty: Modern Warfare 2, hvis man ønsker at udleve den indre skrapskytte. Finder man glæde ved onlinedelen, så har titlen en vis form for holdbarhed – ellers er singleplayerdelen hurtig overstået og indbyder ikke til flere gennemspilninger, medmindre man er på jagt efter de sidste achievements.






Sniper – Ghost Warrior bygger på en god ide, men beklageligvis er den ikke gennemført særlig godt. Spillet har potentiale, og der er virkelig underholdende dele, men desværre opvejes de af endnu flere dårlige og frustrerende elementer i spillet, så summen ender noget under gennemsnittet. Spillet er bare for ujævnt både med hensyn til sværhedsgrad og sammensætningen af missionerne. Selvom jeg gerne vil anbefale dele af spillet, hvor man virkelig er med i legen, så er det svært at anbefale et køb af denne titel – også selvom man er en af dem, som altid holder campingfest med en sniperriffel i andre af de store populære FPS krigstitler.
Gameplay:7.0
Grafik:7.5
Online:5.0
Holdbarhed:5.0
Overall 6.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.