Smash Court Tennis 3

Anmeldt af: Jesper Thuesen - 4. september 2008 - kl. 19:11
Del denne artikel:
4 0

Grib ketsjeren og gå i fodsporerne på de største tennisprofiler gennem tiden. Her får du muligheden for at omskrive den sørgelige, danske tennishistorie.

Med Fetterlein, Carlsen og Pless så løbet ud til at være kørt på den danske tennisscene, ja faktisk måtte vi ty til polsk afstamning før Wozniacki igen kunne repræsentere dannebrog på en proper måde. Nu får du dog muligheden for at tage turen helt til tops!

I flere år har vi danskere været vant til, at de eneste tennisnyheder der var at hente i sportsnyhederne, var den evigt afsluttende note om, at Kenneth Carlsen for gud-ved-hvilken-gang har måttet forlade en turnering efter nederlag i første runde. Med hjælp fra Namco Bandai og Atari, kan du dog tage ketsjeren i egen hånd i Smash Court Tennis 3, og ændre den nydanske tennishistorie til noget langt mere glorværdigt, end rekorden for fleste nederlag i første runde.

Smash Court Tennis 3 giver dig mulighed for at prøve kræfter med en række forskellige gamemodes, fra den nybegyndervenlige 22-skridts tutorial, til PRO Tour, som, hvilket navnet også hentyder til, primært henvender sig til den mere hardcore spiller. Derudover er der ligeledes en Arcade mode og en gamemode til træningskampe.






Som I sikkert har gættet, er det primært PRO Tour der vil tage det meste af spillerens tid. Dette er spillets karrieremode og det er her, hvor du har muligheden for at deltage i de globale events. Inden man begynder skal man dog lave sin egen spiller, som skabes via det snart obligatoriske costumisation-mode, hvor man kan ændre alt fra spillerens udseende, til hans, eller hendes, beklædning samt temperament. Mulighederne er fra starten begrænsede, men efterhånden som man kommer videre i spillet får man låst op for en række andre muligheder – mere om dette senere.

Man styrer sine aktiviteter via en kalender, og fra starten vil der være begrænsede muligheder, da de store turneringer kræver en god ranglisteplacering, og da man starter med en placering som nr. 250, vil man ofte være udelukkede fra disse. I stedet kan man duellere i mindre turneringer, træne, forsøge at skaffe en sponsor, eller sågar kaste sig ud i arrangerede kampe, hvor du, såfremt du vinder, kaprer modstanderen som double partner. De penge man tjener kan man så bruge i en shop, hvor nyt udstyr, frisurer m.m. kan købes.






I princippet kan man deltage i en ny turnering hver dag, og på denne måde skaffe masser af popularitetspoints, ranglistepoints, penge og hæder, men spillerens stamina vil på ingen tid blive bundlavt, og når stamina’en er lav, er præstationerne på banen det ligeså, så derfor kræver det en god planlægning at være veludhvilet til de store turneringer. Vinder man disse vil man få wild-carts til endnu større turneringer, fanbreve og invitationer til sponsor-arrangementer, hvor populariteten kan boostes yderligere.

Der er en bred kam af kendte turneringer med i spillet – dog ikke under deres oprindelige navn. Så de store grand slam turneringer hedder i stedet New Australian Open, London Tournament osv. Dette betyder dog ikke det store, da det jo er spillet der er i fokus. Ligeledes er langt størstedelen af dine modstandere opdigtede, men det hænder dog, at man står ansigt til ansigt med nogle af de helt store navne som Nadal, Federer, Blake og på kvindesiden f.eks. Sharapova.






På banen har man konstant en række muligheder at benytte sig af. Hver knap repræsenterer en slagform, lige fra den enkelte returnering, til lob, hårde slag og præcisionsslag. Kunsten består i at holde slagknappen nede, og så slippe den præcist i tide til at lave et veltimet slag og dermed sende ekstra fart i bolden. Servesystemet fungerer ligeledes med forskellige slag, hvor timingen illustreres af en cirkel, som langsomt bliver mindre og til sidst indkredser bolden. Det gælder så om at time slaget til dér, hvor cirklen er allermindst.

Styringen kan til tider føles en anelse træg, og specielt er det svært at sigte under serven, da styrepinden er ualmindelig følsom, hvorfor man oftest ender med at slå bolden langt ud over sidelinjen, hvis man forsøger at præcisere sit slag. Derudover kan man til tider føle, at man mangler respons når man trykker på knapperne, hvilket resulterer i, at spilleren reagerer noget sent. Derudover laver dommerne under kampene alt for mange fejl, og man vil ofte kunne vende spillet til sin fordel ved at udfordre dommeren, når bolden bliver dømt ude. Urealistisk og unødvendigt.






Til gengæld vil man opleve, at man til tider bliver mødt af en ganske glimrende computer AI, hvilket specielt kommer til udtryk, når man duellerer mod nogle af de allerstærkeste modstandere. Disse er dygtige til at fordele bolden rundt på banen og mange har deres egne forcer, som de udnytter på bedste vis. Er man dygtig nok til at slå de bedste og vinde, får man efter kampene XP som kan bruges til at opdatere sin spiller med stats og egenskaber.

Desværre bliver Smash Court Tennis 3 hurtigt en triviel fornøjelse, da man mangler et ordentligt tennis-feel. Selve kampene er som sådan i orden til trods for en til tider sløv styring, men træningsevents’ene samt sponsorarrangementer virker som om, de blot er kastet ind i spillet for synets skyld. Ligeledes er det såkaldte emotionsystem, hvor man efter hvert game får mulighed for at udvise følelser, fuldstændigt uden virkning, hvilket får det til at virke ligegyldigt.






Der er ligeledes ikke meget opmuntring at hente på den grafiske front, hvor Smash Court Tennis 3 er livløst og mest af alt ligner en opdateret version af PSP udgaven. Detaljegraden er lav, animationerne virker billige og selv ikke de forskellige baner samt disses udstyr og tilskuere virker til at have haft udviklernes fokus. Ærgeligt, da det er med til at forstærke følelsen af urealisme, efterhånden som spillet skrider frem. Det skal dog siges at spillets frontfigurer ligner sig selv, og netop på disse spillere, er detaljegraden større end den gennemgående linje i spillet.

Lydsiden er som oftest begrænset til lydene af tennisbolden der sendes frem og tilbage over nettet. Dette er acceptabelt taget i betragtning af, at det drejer sig om et sportsspil, hvor man næppe kan forvente de store lydmæssige udfoldelser. Tilskuerne er særdeles monotone at høre på, og de enkelte udbrud begrænses til et ihærdigt ”yeees” eller ”nooo” alt efter hvordan det går. Specielt er manglen på lydmæssig varians gennemtrængende, når spillerne har hinanden i helt ude i krogene på banen, hvorefter det præcist samme ”oooooh” gang på gang bliver udbrudt af de mange tilskuere.






Xbox Live delen er udviklet på den måde, at spilleren ikke blot kan vælge kampe, men i stedet vælger turneringer at deltage i, som f.eks. London Tournament osv. Herefter kan man så duellere med en modstander under påskud af at deltage i den givne turnering. På player match siden kan man så ligeledes vælge double kampe og dermed kæmpe fire mand. Live delen er et fornuftigt krydderi til singleplayerdelen, da det er sjovere at spille mod en modstander der virkeligt bider fra sig og forsøger at udnytte banens fulde bredde og sine styrker.

Smash Court Tennis 3 er ikke noget dårligt tennisspil, men ligeledes ikke en fremragende kombattant indenfor denne genre. Titler som f.eks. Top Spin overgår uden tvivl spillet, da såvel grafik, lyd som gameplay til tider bliver svækket af en række graverende og ikke mindst irriterende fejl. Dette betyder dog ikke at Smash Court Tennis 3 er uspilleligt, og med PRO Tour mode bør der være materiale til flere timers spil, uden dog at byde på den store varians. Men igen, det drejer sig om tennis, og hvis man i forvejen ikke er voldsomt grebet af denne sportsgren, vil man næppe finde den store underholdning i Smash Court Tennis 3. Har man derimod et godt øje til tennis, vil spillet muligvis kunne give en god gang underholdning, uden dog at få spilleren til at falde bagover af benovelse.
Fakta
Smash Court Tennis 3

Smash Court Tennis 3

PlatformXbox 360
UdviklerNamco
UdgiverAtari
Spillere1-4
Udgivelsesdato19-08-2008
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 3
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:6.0
Grafik:4.5
Online:7.0
Holdbarhed:7.0
Overall 6.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.