Skylanders: Swap Force

Anmeldt af: Morten Skou - 11. november 2013 - kl. 18:50
Del denne artikel:
1 0

Et af de bedst sælgende spil nogensinde er nu klar med den tredje udgivelse i serien, som denne gang er udviklet af Vicarious Visions. Vi kigger nærmere på Skylanders: Swap Force.

Ved de sidste to udgivelser i Skylanders-serien har der ikke været andre spil til Xbox 360, som har gjort brug af blandingen imellem fysiske figurer og computerspil. Dette blev der ændret på, da Disney udgav deres kæmpe satsning Disney Infinity. Spørgsmålet er nu, om Activision og Vicarious Visions har formået at forny Skylanders tilstrækkeligt, eller om de blot forsøger at spinde guld på en i forvejen voldsomt populær spilserie.

Ligesom det var tilfældet med de første to udgivelser i Skylanders-serien, Skylanders: Spyros Adventures og Skylanders: Giants, så fungerer det på den måde, at man placerer en fysisk Skylanders figur på en såkaldt portal – når man gør det, dukker den pågældende figur op inde i spillet, og man kan så spille igennem historien ved at skifte imellem de forskellige figurer, som man ejer. I Skylanders: Swap Force kan man bruge alle de figurer, som man måtte have fra de forrige spil. Dette betyder også, at hvis man har fået sine tidligere figurer til at stige i niveau, fået opgraderinger til dem eller har samlet en masse guld, så vil alle disse ting også blive tilgængelige i Skylanders: Swap Force.




Det nye ved Swap Force er, at figurerne nu består af to dele; en overdel og en underdel. De to dele kan skilles ad og kombineres med de tilsvarende dele fra andre figurer. Det vil sige, at man kan tage benene fra en figur og flytte over på en anden figur og visa versa. Resultatet er, at figurerne kan få kræfterne fra de to forskellige figurdele. Der er i alt 16 forskellige figurer i Swap Force-serien, så der er altså lidt at kaste penge efter, hvis man vil have dem alle. Til sammen betyder det altså hele 256 forskellige kombinationer, som hver danner en unik figur.

Historien i Skylanders: Swap Force handler om, at den vulkan, der fylder hele Skyland op med magi, er ved at gå i udbrud. Dette sker kun en gang hvert 100 år, og udbruddet har stor betydning for hele Skyland. I mange generationer har nogle Skylanders ved navn SWAP Force beskyttet vulkanen, men ved sidste udbrud blev de fanget i et vulkanudbrud, der sprængte dem i stykker og sendte dem til jorden. Nu skal du som portalmester sørge for, at heltene fra Skylanders: Swap Force sendes tilbage til Skyland for igen at beskytte vulkanen imod den onde plan, som Kaos har under opsejling.

Hvis man har spillet de forrige udgivelser i serien, så kan Swap Force godt virke som bare en omgang mere af det samme. Bortset fra de nye muligheder, som man har med figurerne, og at man i øvrigt nu rent faktisk kan hoppe med figurerne, så er banerne og historien bygget op på præcis samme måde, som det var tilfældet i de tidligere spil. Spillet er som de andre i ”hack n slash”-kategorien, hvor man skal hakke sig vej igennem en lang række fjender fordelt over 19 forskellige baner. Det hele er krydret med nogle små puzzles, som kan gennemføres ret nemt, men som også godt kan tage lidt mere tid, hvis man vil udføre dem perfekt.

På sin vej igennem de forskellige missioner skal man smadre en lang række forskellige ting, som så bliver lavet om til guld og skatte, du kan samle op. Disse skatte bliver lavet om til penge, som du senere kan bruge til at købe opgraderinger til din figur eller en masse andre ting fra en butik.




Hele spillet kan spilles i co-op med to spillere. Co-op fungerer ganske godt, men hvis man er to, kan det være nødvendigt at hæve sværhedsgraden en tand, da der ikke kommer flere fjender bare fordi man er to spillere på banen. Co-op fungerer på den måde, at alle de ting, man samler op undervejs, bliver tildelt til begge spillere - på den måde er der ikke nogen intern konkurrence om at samle mest op. Det er i øvrigt muligt at spille to sammen ved hjælp af den samme portal som man får i startpakken, og i modsætning til konkurrenten fra Disney, er det ikke nødvendigt at gå ud og købe ekstra figurer for at spille sammen med en ven.

Grafisk ligner Skylanders: Swap Force meget den forrige udgivelse, Skylanders Giants. Figurerne er meget detaljerede, og mellemsekvenserne er virkelig flotte. Selve banerne synes jeg dog er lidt kedelige, og de minder i alt for høj grad om de forrige spil, og det er en skam.

Lydsiden er på nogle områder super god, men der er stadigvæk nogle problemer med oversættelserne hist og her. Det hele er på dansk, så det er nemt for de yngre familiemedlemmer at være med. Desværre bliver man ret hurtigt lidt irriteret over de ting, som figurerne siger undervejs i banerne, det er nemlig det samme om og om igen – og nogle af tingene er desværre enormt dårligt oversat, som eksempelvis udtrykket ”i zonen”, som man vist ikke helt har på dansk, og et andet eksempel er ”jeg er en varm kartoffel” – spøjst. Men hvis man kan se bort fra disse små kiksere, så er lydsiden faktisk rigtig god.

Når det kommer til holdbarheden af Skylanders: Swap Force, så gemmer der sig ufatteligt mange timer i det. Det tog mig på den anden side af 15 timer at gennemføre selve historiedelen, og selvom jeg naturligvis kom godt rundt på banerne, så er der stadig rigtig mange områder, som jeg ikke har låst op for, da jeg enten ikke havde de nødvendige Skylanders-figurer, eller fordi jeg valgte at hoppe over de låste dele, som krævede figurer fra andre spil. Derudover bliver der, efter at man har gennemført spillet, låst op for en række andre muligheder, eksempelvis at man kan gennemføre banerne hurtigst muligt.




Min gennemspilning af Skylanders: Swap Force var egentlig ganske hyggelig. Jeg havde mulighed for at prøve co-op, som selvfølgelig gjorde spillet endnu sjovere. Desværre synes jeg, at det minder alt for meget om Skylanders: Giants, og historien er også en del tyndere, end det var tilfældet med Giants. De nye muligheder, som der er med figurerne, kommer egentlig kun til udtryk, når man skal bruge dele fra to forskellige figurer for at komme ind på et af de mange områder på banerne, som er aflåst - med mindre at man har de rigtige figurer.

Med en så stærk konkurrent som Disney, der tidligere på året kom på banen med Disney Infinity, så tror jeg, at Activision bliver nødt til at stramme sig alvorligt an, hvis de fortsat vil sidde på en så står markedsandel, som de hidtil har gjort med Skylanders. Skylanders: Swap Force har ganske enkelt ikke fornyelse nok til, at det kan anbefales at købe det frem for Skylanders: Giants, hvis man ikke i forvejen har det.

Man kan få en Skylanders Swap Force startpakke som indeholder tre forskellige figurer og den nødvendige portal som tilsluttes til din Xbox 360 via USB.
Fakta
Skylanders: Swap Force

Skylanders: Swap Force

PlatformXbox 360
UdviklerVicarious Visions
UdgiverActivision
Spillere1-2
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 7 Skærmmende Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Lang holdbarhed, mange muligheder, alle kan være med.
Ligner forgængerne for meget, for lidt nytænkning. Dyrt hvis man skal have mange figurer.
Gameplay:7.5
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:9.0
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.