Sine Mora

Anmeldt af: Jens Nørup - 24. marts 2012 - kl. 14:36
Del denne artikel:
3 0

Vi skal ind i selve computerspillets sjæl; dér hvor du hamrer løs på knapperne mens missilerne eksploderer omkring dig i et rygende inferno af ild.

I computerspillenes ungdom var shoot'em-up spillene voldsomt populært. Lige fra Space Invaders i de sene 70’ere, til 1942 i 80'erne og senere hen R-Type. Spilleren blev udfordret med en god kombination af hurtige reflekser og et eksplosivt gameplay, men i takt med at computerne blev kraftigere og kunne tilbyde mere avancerede former for spil, døde shoot'em-up genren stille og roligt.

Den korte konklusion er, at med Sine Mora får shoot'em-up fans efter lang ventetid endelig dét spil de har gået og ventet på. Jeg havde læst en lille smule om spillet, men var slet ikke forberedt på det bombardement af mine sanser, som Sine Mora har været ansvarlig for de sidste par dage.




Spillet tilhører den særlige genre af shoot'em-up spil, der kaldes 'bullet hell'. Karakteriseret ved at det meste af spillet foregår i en sand regn af kugler, lasere og missiler, der ved første øjekast kan synes umulig at undgå.

Udover dette er Sine Mora noget så sjældent som et shoot'em-up med en historie - denne foregår på japansk og giver absolut ingen mening, men det er noget med en far, der vil hævne sin døde søn og derfor kidnapper og dræber uskyldige mennesker. Det er heldigvis nemt at abstrahere fra historien og koncentrere sig om det, det i virkeligheden handler om; at skyde alt hvad du møder i stumper og stykker.

Spillet er inspireret af den såkaldte 'Diesel Punk' genre, som blandt andet kendes fra filmen 'Skycaptain and the World of Tomorrow' og BioShock spillene og derfor er det helt naturligt at du flyver rundt i en propelflyver bevæbnet med laserkanoner og meget andet godt.




Animé legenden Mahiro Maeda står bag konceptdesignet til spillets bosser, mens Gez Fry har designet verdenen og de øvrige figurer. Spillets univers er så overbevisende gennemarbejdet, at jeg måtte dobbelttjekke en ekstra gang for at sikre mig at det ikke var baseret på en tegneserie eller en film jeg ikke havde hørt om. Skidt med den syrede historie, Sine Mora's univers er så gennemført at jeg har taget mig selv i at gennemspille de samme baner flere gange for at få alle detaljer af designet med.

Styringen er ganske ligetil; du bevæger dit fly med venstre styrepind, skyder på A og bruger specialvåben på B. Som genren næsten kræver det, ser du dit fly fra siden i 2D, mens verdenen og dine fjender er animeret i 3D. Det giver en god dybde til spillet og jeg må understrege at det grafiske niveau ligger langt over hvad vi er vant til i denne genre.

Grafikken er fyldt med små detaljer og du kommer til at bevæge dig igennem vidt forskellige miljøer; junglebaner, en tur igennem en robotfabrik og heftige kampe i japanske storbyer - hver gang med nye grafiske idéer der eksekveres med sikker hånd.

Som et rigtigt shoot'em-up kræver det er der tonsvis af fjender og eksplosioner på skærmen, det hele kører flydende og uden problemer - ganske som man vil forvente det, når veteranerne fra Digital Reality står for det tekniske, mens japanske Grasshopper Manufacture står for lyddesign og art direction - at dømme efter resultatet fungerer dette udviklerpartnerskab til punkt og prikke.




Sine Mora er latin og betyder noget i retning af 'uden forsinkelse' - dette sigter til hovedpersonens evne til at rejse i tiden, noget der udnyttes gennem hele spillet. I modsætning til de fleste andre spil af denne type, har du ikke en helbreds- eller energimåler. I stedet for er der et ur der tæller ned og hver du tilintetgør et mål bliver der lagt tid til uret og hver gang du bliver ramt trækkes der 5 sekunder fra. Når uret rammer 0 dør du.

Dette er med til at dine undvigemanøvrer, pludselig kan gå hen og blive store strategiske overvejelser; skal jeg tage 2 hits og derved ofre 10 sekunder af min dyrebare tid, for at nå hen til den næste powerup? På din højre trigger kan du standse tiden, så der er mere plads til de sværeste manøvrer. Det giver en god dynamik i spillet, at du ikke dør direkte af at blive ramt, men til gengæld mister tid på dit ur. Samtidig kan du nå at redde dine opgraderede våben, da din powerup langsomt flyder væk fra dig hvis du bliver ramt.

Dette betyder dog ikke at Sine Mora er nemt - snarere tværtimod. Sværhedsgraden begynder ved Normal og allerede hér, er der udfordringer nok. Spillet byder på en rig variation af bosskampe, den ene mere fantasifuld end den anden - og ofte må man trække på smilebåndet som når man møder en gigantisk gravemaskine transformertype ved navn Papa Carlo.

I bosskampene går det for alvor op for en, at udviklerne mener det alvorligt når de siger at Sine Mora er en hyldest til de spil, de har spillet de sidste 30 år. Der er referencer til flere af de store arcadespil og 'bullet hell' betegnelsen lever fuldt op til sit ry i nogle af de sidste og nærmest umulige kampe.




Det er dog ikke fryd og gammen det hele. Én ting jeg ser som et stort savn er den manglende multiplayerdel, hvor man desværre må nøjes med at fantasere sig til hvor sjovt det ville være at kæmpe side om side med en ven. Dette betyder også at når man er færdig med spillet, er der ikke så meget mere at komme efter, med mindre man vil spille banerne igennem på nogle af de hårdere sværhedsgrader. Vælger man at gøre dette kan man se frem til mange timers hårdt arbejde for at perfektionere sine evner. Selve historiedelen tager ca. 5 timer at spille igennem og man er godt underholdt hele vejen.

Lydsiden er meget diskret, men det kan blive lidt enerverende i længden at høre på de konstant bragende kanoner. I baggrunden kører dog et diskret synth tema, der kan være med til at befri dig for den værste stress. Mit japanske er desværre ikke godt nok til at vurdere kvaliteten af stemmeskuespillet, men de lyder lidt monotome.

Alt i alt står Sine Mora som en utrolig stærk arcade udgivelse og selvom shoot'em-up ikke er de spil vi ser flest af, kan jeg ikke umiddelbart komme i tanke om et lignende spil i denne genre, der gør det ligeså godt. Sine Mora byder på en god nyfortolkning af genren og vender tilbage til skydespillets rødder; skyd på alt og alle, mens du bliver forført af et betagende univers. Er dét hvad du er på udkig efter, får du utrolig meget for de 1200 MSP Sine Mora koster.
Gameplay:8.5
Grafik:9.0
Online:-
Holdbarhed:6.0
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.