Silent Hill: Homecoming

Anmeldt af: Jesper Thuesen - 24. februar 2009 - kl. 21:59
Del denne artikel:
23 0

Endnu engang går turen til det foruroligende Silent Hill i historiens femte afsnit. Denne gang som en eks-soldat, der ankommer til Silent Hill i jagten på hans forsvundne bror.

Endnu engang går turen til det foruroligende Silent Hill i historiens femte afsnit. Denne gang som en eks-soldat, der ankommer til Silent Hill i jagten på hans forsvundne bror.

Silent Hill serien står efterhånden som et stærkt kort indenfor horror-spillenes kategori, og er én af de serier, som har den længste liste over spil indenfor samme navn. Silent Hill: Homecoming er det nyeste afsnit om det efterhånden velkendte Silent Hill og det er Konami, der i samarbejde med Double Helix Games, har taget sig af udvikling samt udgivelse af spillet.






Silent Hill: Homecoming tager sit omdrejningspunkt omkring eks-soldaten Alex Shepherd. Alex er efter endt tjeneste vendt tilbage til hjembyen Shepherds Glen, blot for at finde ud af, at hans mor befinder sig i en autistisk tilstand, mens hans far og bror er forsvundet, sammen med stort set resten af befolkningen i byen. Naturligvis føres Alex til det sagnomspundne Silent Hill, hvor mysteriet om de forsvundne personer langsomt udfolder sig, i takt med at rædslerne bliver større og større.

Og rædsler er der nok af. Ikke nok med, at historien om Alex og hans fortid, kontinuerligt bliver mere og mere makaber undervejs i spillet, så stilles man også overfor en portefølje af forstyrrende elementer, som hudløse hunde, hammerhajslignende skabninger og sexede sygeplejersker i lårkorte uniformer, som dog ikke tøver med at hakke en kniv i kroppen på spilleren, såfremt man bliver lidt for optaget af at kigge på deres velproportionerede kroppe.






Gudskelov har Alex sine erfaringer som soldat til sin fordel, og til forskel fra tidligere Silent Hill spil, er der mulighed for såvel targeting af fjender, comboer og forskellige undvigemanøvrer. Selve nærkampssystemet fungerer upåklageligt, og specielt undvigefunktionen er effektiv, til trods for at den tager lang tid at mestre til perfektion.

Foruden de mange kampe, veksler Alex’s psykiske tilstand konstant, hvilket resulterer i flere hop mellem Shepherd’s Glen, Silent Hill og den surrealistiske pendant til virkeligheden, det helvedeslignende Otherworld. Disse spring virker kaotiske, og går fra at være en effektiv, psykologisk påvirkning til at blive forvirrende og fuldstændig sammenhængsløs.






Puzzles fylder stadigvæk en stor del af Silent Hill, og undervejs vil man skulle indsamle diverse genstande, som åbner op for yderligere avancement, ligesom man ofte skal løse en opgave for at komme videre. Opgaverne varierer i sværhedsgrad, men for de erfarne puzzle-elskere, bør der ikke være den store udfordring i at løse opgaverne, som alle befinder sig på et nogenlunde nemt niveau.

Og netop dette er ét af Silent Hill: Homecoming’s mange problemer. Puzzle-delen er ikke givende nok til at afveksle fra kampsekvenserne, som hurtigt bliver præget af en del gentagelser, når man lærer, hvordan man skal håndtere de enkelte fjendetyper. Derudover er historien længe om at komme i gang, og alt for forudsigelig, kortfattet og hektisk, når den endeligt udfolder sig. Dog er der enkelte fremragende plotdrejninger som virkeligt giver gåsehud, men ellers er det småt med uhyggemomenterne, som ikke når i nærheden af f.eks. Condemned eller Dead Space. Den psykologiske del af historien kan man dog ikke sætte mange fingre på.






Effekten af denne havde dog været noget større, hvis man havde fået bugt med Silent Hill seriens store problem; det til tider skrækkelige stemmeskuespil. Og bevares, det er blevet bedre, men der er tydelige mangler. Specielt de følelsesladede scener bliver deciderede pinlige, og figurerne lyder uinteresserede og uengagerede. Der er dog tilføjet muligheden for at vælge forskellige svarmuligheder undervejs i dialogerne, men disse er cuttet ned til blot to valgmuligheder.

Lydsiden er ellers gennemgående stærk og velproduceret, dog med en irriterende og konstant gentagende baggrundsmusik, som virker ganske malplaceret, når nu den generelle lydside har stor succes med at fortolke den specielle stemning i Silent Hill. Lydeffekterne er effektive og specielt i de øde gader, vil man kigge sig en ekstra gang over skulderen, når en langsomt snigende snerren nærmer sig fra tågen.






Og stemningen er så tyk, at man kan skære i den, hvilket skyldes en glimrende grafisk fortolkning af specielt Shepherds Glen og Silent Hill. De dystre bygninger som henlagt forfalder langs de tågede, forladte gader ser bedre ud end nogensinde, mens en ensom legeplads flosser spillerens nerver, når lyden af børnelatter titter frem som var det minder fra en nær fortid.

Lige så inspirerende og flotte som Shepherd’s Glen og Silent Hill fremstår, lige så ligegyldige virker flere af indendørsmiljøerne og ikke mindst helvedesscenariet Otherworld, som mest af alt præsenteres i en brun-orange farvevælling som slet ikke er nær så fængende som man kunne håbe på. Endvidere er mange af miljøerne alt for mørke, og effekten af Alex’ lommelygte for svag, så det er til tider svært at orientere sig.






Selve figurgalleriet fremstår grafisk pænt, og animationsmæssigt er der ikke meget at komme efter in-game. Desværre er de filmiske sekvenser hakkende og ansigtsanimationerne mangelfulde, hvilket ikke just opvejer den manglende følelsesmæssige involvering, på baggrund af det ringe stemmeskuespil. Foruden disse problemer vil man til tider også opleve udsving i frameraten, når det virkeligt brænder på med meget aktivitet på skærmen.

Fans af Silent Hill vil givetvis stille sig tilfreds med Silent Hill: Homecoming, som formår at præsentere endnu et kapitel i den efterhånden velkendte fortælling om det uhyggesspækkede Silent Hill. Men har man ikke i forvejen et kærlighedsforhold til serien, så er det svært at finde anledning til de store jubeludbrud i det nyeste kapitel. Dertil er historien simpelthen for dårligt præsenteret.






Endvidere falder løftet om en interaktiv historie fuldstændigt til gulvet, da det alene er spillets slutning, der kan påvirkes. Denne påvirkes endda ikke af spillerens valgmuligheder under dialogerne, men alene ud fra tre hændelser mod spillets slutning. Dette virker tyndt, da disse situationer er alt for nemme at gennemskue, og derfor ikke tilføjer noget til en i forvejen minimal replay value, som udelukkende består i en højere sværhedsgrad og et par enkelte genstande at lede efter.

Silent Hill: Homecoming ender med at være et spil i middelklassen. Det har sine lyspunkter i form af stemningen i byernes gader og veltænkte plotdrejninger, men manglende fortælleevne i historien, som primært kan begrundes med en skidt præstation på stemmeskuespillet og manglende følelsesmæssige udtryk hos figurerne, gør handlingen uinteressant, og krydrer man dette med et repetetivt gameplay og for få gennemtænkte puzzles, så ender Silent Hill: Homecoming som en middelvare i et efterhånden stærkt arkiv af horror-baserede Xbox 360 spil.
Gameplay:6.0
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:6.0
Overall 6.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.