Shellshock: Nam '67

Anmeldt af: Sune Meyer (Goose Fraba) - 28. august 2004 - kl. 18:42
Del denne artikel:
2 0

Året er 1967 og du træder ind i krigen på den amerikanske side som ung rekrut, eller ”cherry” (jomfru), som du også kaldes af dine garvede soldater kammerater. Krigen var noget nær det tætteste man kom helvede på jorden, og det agter Guerilla og Eidos nu at lade en opleve i dette single-player spil, som er et af mange Vietnam inspirerede krigsspil på spilplatformene i år.

Jungle ekspedition
Som ung og uerfaren amerikansk soldat ankommer man som sagt i 1967 til Vietnamkrigen. Man har så sit hovedkvarter i form af en base camp, hvorfra hovedparten af spillets 11 missioner tager udgangspunkt. Man starter så fra et være rookie og så arbejde sig op for til sidst at være del af den elitære special forces unit. Du får mission briefings i kommando bunkeren og mulighed for at opruste dig med de fornødne våben inde på skydebanen inden missionerne. Lidt ligesom i Halo skal man dog være forberedt på, at man kun kan slæbe rundt på et begrænset antal våben. Et stort våben, et par pistoler eller knive og så lidt granater eller plastik sprængstof er hvad du kan tage med dig i krigen. Man bør derfor gøre sig tanker om man f.eks. er til nærkampe, hvor shotguns og flammekastere er gode, eller mellemdistance krig, hvor et all-round maskingevær som f.eks. M-16 er godt, eller endeligt om man foretrækker at holde sig i baggrunden og snipe. Hvis man undervejs i missionerne finder ud af, at man er løbet tør for ammunition eller har fået taget den forkerte type våben med til at udføre opgaven på effektiv vis, så har man heldigvis også muligheden for at samle våben og ammunition op, som er blevet efterladt af både venner og fjender. Det bliver ikke mindre interessant af at antallet af amerikanske og vietnamesiske våben i spillet hober sig op på over 30 forskellige stk. Der er altså virkeligt kælet for våben aspektet i spillet, og man vil have nok forskellige våben typer at boltre sig med igennem hele spillet, hvis man har nysgerrigheden til at udforske dem alle.





Hvordan er kontrollen?
Kontrollen i spillet er generelt meget god. Man oplever spillet ud fra et third-person view, ligesom det vil være tilfældet i det kommende Ghost Recon 2. Spillet opleves ved at man kigger over spillerens højre skulder. Det gør at man har et lidt større overblik over miljøet, da man ser det hele en anelse væk fra spilleren. Dog har man mulighed for at zoome lidt ind med et hurtigt tryk på højre analog stick, hvis man f.eks. vil snipe eller skyde mere præcist mod fjender på afstand. Ellers er det de gængse kontroller fra andre shooters, der gør sig gældende. Man skal så vidt muligt crouche og holde sig i en stille position for at skyde så præcist som muligt. Man har dog også mulighed for at gå prone, altså lægge sig ned på maven ligesom i Battlefield spillene. I standart konfigurationen sidder prone knappen dog på den hvide knap, men da man skal holde knappen nede og ikke kun trykke den en gang for at forblive i prone position og samtidigt skyder med den højre skulder trigger, så finder man hurtigt ud af, at det bliver en nødvendighed at omprogrammere prone knappen til noget i venstresiden på sit pad, ideelt venstre skulder trigger, såfremt man har tænkt sig at gøre seriøst brug af prone muligheden.




Scripting, level design og AI
SSN67 er meget tungt på scripting. Det vil sige, at du får en række mission objectives som du skal følge meget nøje. Desuden er visse soldater fra din base camp og dine missioner meget vigtige for historien og dine fremtidige missioner. Det har den fordel, at du ikke er i tvivl om hvad dit næste mål er, og at du lærer historien og alle figurerne i spillet grundigt at kende og derfor føler noget for dem undervejs. Ulempen ved scriptingen i dette tilfælde er, at de forskellige levels er meget frihedshæmmende i deres opbygning. Du skal bevæge dig fra punkt A til punkt B og du kan kun følge en bestemt sti for at komme derhen. Bortset fra frihedsindskrænkelserne er banerne dog meget godt bygget op. Der er forholdsvis stor variation i miljøerne, bl.a. er der strande, jungler, søer, miner, fæstninger og byer. Desuden er et våben sjældent det mest effektive i flere miljøer, så man er nødt til at være lidt kreativ. En vigtig del af vietnamkrigen var også alle vietnamesernes fælder og dem har man også fået bygget ind i banerne på fortrinlig vis. Der er både faldgruber, trip wires, booby traps m.m.




Spillets kunstige intelligens er desværre ikke så imponerende. Du kæmper typisk sammen med en håndfuld soldater i hver mission. Når du så kommer i kamp, så vælter de straks frem og stiller sig ude i midten af slagmarken, hvor de hurtig kan blive gennemhullet af de første 50-100 kugler, eller hvor lang tid det nu tager at nedkæmpe fjenderne i nærheden. Dine soldater kammerater kan nemlig ikke dø, medmindre det er scriptet i spillet, at du har nået et punkt hvor det skal ske. Derfor vil de bare rejse sig op i bedste Terminator stil og kæmpe videre, uanset hvor mange ladninger bly de modtager. Fjenderne er heller ikke alt for spidse. De kommer ganske vist i store stimer, men man lærer hurtigt at de kommer myldrene i de samme mønstre, så de bare kan plaffes ned som lerduer, indtil området er ryddet. Ganske sjovt, når man lige vil gå på killing spree, men altså ikke just realistisk. På den måde føles spillet lidt ligesom en 3D udgave af Amiga spillet Dogs of War, hvis nogen er gamle nok til at huske titlen. En rigtig fed detalje er dog, at hvis du ikke rammer fjender kritiske steder, så som i hovedet, så vil de falde til jorden, men langsomt rejse sig op og kæmpe videre til den bitre ende, omend de naturligvis ikke er så friske mere som før.





En blodig affære med seksuelle og narkotiske ”bonusser”
En ting ved spillet, som folk enten vil værdsætte eller foragte, er at der ikke er den store selvforherligende amerikansk patriotisme at spore i spillet, som nogen måske kunne frygte. Krig er ikke heriosk, det er en kold og kynisk kamp om overlevelse. Spillets tagline er: ”Forget Medals – Forget Honor – Just Survive”. Man må sige spillets stemning til fulde lever op til dette. Alle de grumme drabs- og tortur metoder konfronterer spilleren. Et sidste udpint skrig, afstumpede lig og indvolde, diverse barbariske fælder – dette og meget mere er hverdagskost i SSN67. Spillet er uden tvivl barskt og ikke for sarte sjæle. Ikke siden det første Soldier of Fortune kan denne anmelder mindes at have set en så foruroligende form for vold.




For yderligere at illustrere krigens dystre realiteter, så har man også inkluderet prostitution og narkotiske midler. Foruden en række soldater ved base camp, så kan man også falde i snak med ”Mamma-San”, som er den lokale bordelmutter. Køber man så et backstage pass, så er der mulighed for at komme om og få noget ”boom-boom” ved hendes piger. Man ser naturligvis ikke noget pornografisk i disse scener, blot at man går ind og får hytten til at ryste med sin udvalgte prostituerede, lidt ligesom når man i GTA hygger sig med de prostituerede i bilen. I GTA havde det dog det ekstra formål, at man fik ekstra health efter et knald. I SSN67 koster det bare penge og ikke rigtigt andet. Så kan man også købe euforiserende stoffer og erotiske billeder. Stofferne kan tages når man er igang med en mission og er bl.a. med til at gøre ens sigte mere roligt, imens man sniper. Billederne er der bare som fan service, eller for at højne soldatens moral, om man vil. Alle disse ydelser er naturligvis ikke gratis, og man betaler for dem med chits. Chits kan optjenes ved at man i missionerne opfylder en række bonus krav. Det kan f.eks. være at komme igennem banen under en bestemt tidsgrænse, dræbe X antal mennesker, lave X antal headshots og samle diverse kommunist dokumentationer op ved fjendernes lig og rundt omkring på banen. Jo flere krav der opfyldes, desto flere chits tjener man efter hver level.




Hvordan ser SSN67 ud?
På nuværende stadie efterlader Shellshock desværre nogle ønsker tilovers, hvad grafiksiden angår. Der er tilsyneladende ikke sket nogen optimeringer til Xboxen, i forhold til PS2 versionen. Miljøerne er generelt livløse. For eksempel svejer træerne ikke i vinden, skyerne er aldrig i bevægelse og folk ændrer ikke ansigtsudtryk på noget tidspunkt. Desuden er spillet generelt præget af bløde textures og drawing distance er forholdsvis kort, så man ikke skal se langt ud i horisonten for at lægge mærke til, hvor det nye landskab kommer frem, når man er i bevægelse. På plus siden kører spillet med en fornuftig framerate og det er istand til at håndtere en del action på samme tid, når man er igang med de store slag. Desuden er man bevidst gået efter en lidt grynet visuel stil i spillet, lidt som i Splinter Cell, når man slår night vision til. Her er det bare i hele spillet. Der er kun en lille antydning af det, men det må formodes, at man har anvendt det for at give spillet en mere autentisk atmosfære. Cut-scenes er også generelt skruet godt sammen.





En fortræffelig lydside
Her er vi så nået til spillets absolutte højdepunkt. SSN67 oser simpelthen af audio kvalitet, og hele herligheden foregår i fuld Dolby Digital 5.1 lyd. Voice acting er meget professionelt udført og hæver spil oplevelsen betydeligt. Lydeffekterne er også ganske gode, lige fra jungle lyde til våben lydene. Desuden spilles der en række af tidens store hits over radioen, når man færdes rundt i sin base camp. En lækker detalje ved dette er, at numrene præsenteres af den geniale Futurama voice actor Billy West, som her trykker den af i semi-Zapp Brannigan stil. Listen af numre er ikke i samme omfang som GTA, men stadigvæk hævet et pænt stykke over, hvad man ser normalt. Her er en track list:

Warm and Tender Love -- Percy Sledge * The Beat Goes on -- Sonny and Cher * I Go To Sleep -- The Truth * Silly Savage -- The Golden Toadstools * Jump And Dance -- The Carnaby * We Aint Got Nothin Yet -- The Spectres * Pretty Woman -- Roy Orbison * In Dreams -- Roy Orbison * Berts Apple Crumble -- The Quick * Dont Stop What Youre Doing -- The Small Faces * E Too D -- The Small Faces * Yield Not To Temptation -- Bobby Bland * I Dont Wanna To Go To Vietnam -- John Lee Hooker * Technicolour Dreams -- Status Quo * Bass Strings -- Country Joe and the Fish * 66-5-4-3-2-1 -- The Troggs * The Hawg -- Eddie Kirk * Pushin Too Hard -- The Seeds * Who Do You love -- Juicy Lucy * Just For You – Traffic * Sugar Babe -- Jimmy Powell and the 5 Dimensions * Big Bird -- 1964 The Soundtrack * Someday Man -- The Monkees




Konklusion
6½ times effektiv spilletid var hvad denne anmelder kunne presse ud af Shellshock Nam 67 på medium sværhedsgrad. Det kan tage kortere eller længere tid at gennemføre spillet, alt efter hvor præcist man sigter med et analog stick, hvilken sværhedsgrad man vælger, samt hvor mange bonus ting man går efter at score. Ikke desto mindre skal man være opmærksom på, at dette spil ikke har en forfærdelig lang holdbarhed. Desuden kan man rimeligt hurtigt købe alle de ting man har lyst til i sin base camp, så spørgsmålet er også hvor mange der er motiveret til at løse alle bonus opgaver, for at skrabe de sidste chits sammen. Kan man leve med dette, samt spillets tunge scripting, varierende AI og jævne grafik, så venter der et intenst år fra Vietnamkrigen på en med en på mange måder autentisk oplevelse.
Gameplay:7.1
Grafik:6.4
Online:-
Holdbarhed:5.3
Overall 6.9
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.