Shadows of the Damned

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 3. juli 2011 - kl. 23:21
Del denne artikel:
5 0

Shadows of the Damned er et meget mærkeligt spil. Alligevel formår det at underholde, med en anderledes stil og et solidt gameplay.

Shadows of the Damned samler tre af de største navne fra den japanske spilindustri, nemlig Goichi Suda (Suda 51), Shinji Mikami og Akira Yamaoka. Suda er nok den af de tre med den mest krøllede hjerne, da han står bag skæve spil som No More Heroes og Killer 7, hvorimod Shinji Mikami har lavet spil, der rammer mere bredt såsom Resident Evil og Devil May Cry. Akira Yamaoka er musikeren på holdet og han har stået bag stort set alle soundtracks til Silent Hill spillene. De tre herrer, har skabt en unik og meget anderledes symponi, som hedder Shadows of the Damned.


Man tager rollen som mexikanske Garcia Hotspur, en dæmonjæger af den absolutte smagsløse slags, som iført lilla læderjakke og massevis af tatoveringer, ikke går af vejen for at blæse hoveder og diverse lemmer af alverdens dæmoner og monstre, mens han råber penisjokes efter dem i en lind strøm. Garcias finder sin kæreste hængt i deres soveværelse og inden han får set sig om, trækker helvedes hersker, Fleming, hende ned i helvede, for at gøre hende til hans elskerinde. Det finder den varmblodede Garcia sig naturligvis ikke i, så han sætter sig for at hente hans store kærlighed tilbage til livet og gøre det af med den seks-øjede grimrian Fleming.

Shadows of the Damned er et tredje-persons actionspil, som bedst kan beskrives som Resident Evil 4 eller 5, tilsat en god portion humor, samt lidt Grindhouse og Evil Dead. Med sig i jagten på sin forsvunde kæreste, har Garcia et flammende kranie på en pind, der, ganske typisk for spillet her, hedder Johnson, som ofte er et engelsk øgenavn for penis. Så, ”med Johnson i hånden, drager Garcia Hotspur til helvede for at befri hans kæreste fra Flemings klamme omfavnelse”, som der siges. Denne slags drengerøvs-plathumor støder man ganske ofte på i løbet af spillet og lidt overraskende bliver det aldrig kedeligt eller overdrevent plat.

Johnson er ikke bare et kikset sidekick, da han har en meget central plads i spillet. Johnson kan nemlig blive til tre forskellige våben til enhver tid; en halv-automatisk revolver, et maskingevær og en shutgun. Nu lyder tre forskellige, og på papiret ret traditionelle, våben måske ikke af meget, men som alt andet i Shadows of the Damned, er intet som det plejer, så derfor er der heller ikke tale om tre helt almindelige våben.


Et godt eksempel på de specielle våben og den føromtalte platte drengerøvshumor, hedder revolveren Boner og når den bliver opgraderet i løbet af spillet, kommer den til at hedde The Hot Boner og The Big Boner. Revolveren skyder ikke med kugler, men med knogler og efterhånden som den bliver opgraderet, kan den også skyde med en slags ”klister bomber” som sætter sig fast på fjenderne og som kan detoneres med et enkelt velplaceret skud. De to andre våben er mindst lige så opfindsomme og selv om der altså kun er tre våben i spillet, er deres opgraderinger så omfattende, at de næsten føles som nye våben hver gang de bliver opgraderet.

Gameplayet er ganske velfungerende og det er sjovt at rende rundt i en alternativ version af helvede og udslette massevis af monstre og dæmoner. Men gameplayet er ikke udelukkende ”hovedet under armen action”, da der er en snært af strategi ind over det. Dele af helvede er indhyllet i en sort tåge – en tåge hvor man ikke skal opholde sig længere end allerhøjest nødvendigt. Garcias energimåler falder konstant når man opholder sig i tågen og dæmonerne er ligeledes usårlige derinde, så det er ren overlevelse når man er indhyllet i tågen.

Tågen kan dog fjernes ved at skyde en koncentreret lyskugle op på et gedehoved, som ofte hænger et sted inde i tågen (typisk Suda 51 logik) eller aktivere nogle fyrværkerimaskiner, som fjerner tågen i en kort periode. Det er dog med mellemrum nødvendigt at bevæge sig ind i tågen, da visse døre kun kan aktiveres ved at skyde nogle bestemte kontakter, som udelukkende kan aktiveres derinde fra. Denne lys/mørke mekanik betyder mere for spillet end hvad det lige umiddelbart kan lyde til, men den er med til at skabe et lag af strategi til et ellers forholdvis simpelt, men dog velfungerende, skydespil.


Shadows of the Damned er meget blodigt, men det hele er så over-the-top, at det bliver absurd og nærmest latterligt – dog på en god måde. Spillet er ikke på nogen måde uhyggeligt (der kan dog være scener som børn ikke bør se), da der er mere fokus på humor end på uhygge.

Spillets absolut stærkeste side, er det fremragende lyd-design. Akira Yamaokas soundtrack består af en lang række fremragende numre, fordelt over en lang række forskellige genrer, som passer perfekt til spillet og som er med til at fremhæve spillets unikke stil. Det er et af de bedste soundtracks til et actionspil i meget lang tid. Lydeffekterne er også gode og specielt stemmeskuespillet, især på Johnson, er glimrende.

Vi har ofte set helvede gengivet i forskellige spil, f.eks. i Viscaral Games’ Dantes Inferno, men set igennem Suda 51’s øjne, ligner det ikke noget vi har set før. Man bevæger sig igennem forvredne landsbyer, underlige biblioteker, magiske labyrinter og mange andre steder. Grafikken har sin helt egen unikke stil og der er masser af vold og en del sexuelle referencer, men et eller andet sted passer det godt ind i Suda 51’s vision af helvede. Rent teknisk er der dog lidt problemer her og der, da animationerne kan virke lidt klodsede og dele af teksturerne på større flader, kan være lidt tid om at komme frem. Det er dog langt fra noget som ødelægger spilleglæden, men man bemærker det.


Shadows of the Damned er skabt af en mand med en meget krøllet hjerne. Mange af mekanismerne er de samme som i andre spil, men når de har været igennem Suda 51’s maskine, er de helt anderledes udformet. Et godt eksempel er, at man i stedet for at finde en nøgle, som skal passe i en dør så den kan låses op, skal man finde enten et jordbær, en hjerne eller et øje, som man skal proppe i munden på et grædende baby-ansigt, der hænger på de låste døre for at låse dem op. Det er meget mærkeligt – og den slags skæve ting, er der masser af eksempler på igennem spillet. Gameplayet fungerer ganske fint og lys/mørke mekanikken giver et fint lag af strategi, men desværre bliver det hele en smule ensformigt mod slutningen, da der ikke er den helt store variation.

Dette er nok ikke et spil for alle og enhver, for enten hader man den næsten infantile stil ellers elsker man spillet, fordi det hele tiden forsøger at underholde og selv om det bliver en smule ensformigt, er det sjældent kedeligt. Jeg var i hvert fald godt underholdt hele vejen igennem.
Gameplay:8.0
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:6.0
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.