Section 8

Anmeldt af: Jesper Thuesen - 7. december 2009 - kl. 22:32
Del denne artikel:
2 0

Tag kampen op mod en gigantisk fjendtlig styrke - denne gang fra oven.

Armerede soldater der sendes i kamp via rum-kapsler fra oven… Det lyder en smule bekendt. Dog er Section 8 langt fra som Halo 3: ODST.

Hvorvidt det er Bungie der har kigget efter Timegate Studios eller omvendt, så har såvel Section 8 som Halo 3: ODST samme udgangspunkt. Ikke desto mindre har SouthPeak studios satset på at spillerne er klar til endnu en omgang Orbital drop-soldiers og har sendt Section 8 på markedet.

Som i ODST styrer man i Section 8 en soldat som opererer indenfor Orbital-Drops, det vil sige soldater, som kastes i krig via rumkapsler, der skydes ned fra himlen. Dog har dette mere at skulle have sagt i Section 8, mere om det senere.

Vores hovedperson hedder Alex Corde, og tilhører det 8. pansrede infanteri. Omdrejningspunktet er en krig, langt ude i fremtiden, hvor en gruppe fjendtligsindede soldater har modsat sig regeringen og nu er begyndt at kolonisere sig rundt omkring i galaksen, med det ultimative mål at lokke regeringen i et bagholdsangreb for derefter at vælte denne. Historien er dog sekundær og fylder ikke meget i en generelt set tynd singleplayerdel, som mest af alt minder om Enemy Territory: Quake Wars af støbning.






Der er tale om en typisk FPS-oplevelse, hvor spilleren selv skal udstyre sin soldat med primære og sekundære våben, knive, granater og andre genstande. Derudover kan der undervejs i kampen indkaldes forstærkninger i form af automatiske missil-installationer, radarer, anti-air missiler og forskellige former for køretøjer.

Spilleren er udstyret med en form for rustning, som gør ham modstandsdygtig overfor fjendtlig ild, men samtidigt tager en del af bevægeligheden. Dog kan man bevæge sig med overmenneskelig hastighed og benytte en jetpack-lignende anordning til at lette over kortere distancer. Hvis skjoldet nedbrydes og man bliver ramt af fjendens kugler, så vil forskellige dele af kroppen blive udsat, hvilket kan betyde, at diverse våben og granater bliver ubrugelige.

Singleplayerkampagnen er primært opgavebaseret, hvor der løbende skal løses opgaver som i Enemy Territory: Quake Wars. Dog ligger forskellen i, at man i Section 8 selv kan bestemme sit startområde, da man modsat Halo 3: ODST rent faktisk får gavn af at blive kastet i kamp via nedfalds-kapslerne. Man kan pege bestemte steder ud på et overordnet kort og derefter styre sin kapsel mod jorden. Der er en bremse anordning, som lader dig navigere kapslen undervejs, men samtidigt bliver man så i højere grad udsat for anti-air missiler.

Generelt set er singleplayerdelen en særdeles uinspirerende oplevelse. Styringen virker alt for tung, og løbe- samt flyveanordningen virker ikke optimalt. Man får aldrig et ordentligt feel når modstanderne bliver ramt af spillerens våben og generelt føles specielt køretøjerne meget kluntede og er stort set umulige at styre rundt.






At opgaverne er repetetive og den tekniske udformning i form af grafik og lyd, virker dødt og ligegyldigt, så får man altså ikke nogen nævneværdig oplevelse af singleplayerdelen, som generelt fungerer som opvarmning til det spillet egentligt handler om, nemlig multiplayer.

Online er Section 8 nemlig slet ikke dårligt. De døde og kedelige landskaber og den mangelfulde lyd får et kærkomment kunstigt åndedræt, når op til 32 spillere tonser rundt på den samme bane for at klare spillets primære mål. Derudover er der i selve spillet flere forskellige mini-spil, som bedst kan beskrives som sekundære missioner, hvor man skal sikre et nedfaldsområde, smadre en våbentransport eller lignende.

Selvom grafikken til tider virker kluntet, kantet og livløs, så er selve figuranimationerne upåklagelige og når der er 32 spillere i gang samtidigt, så er det en lækker oplevelse at det for det meste kører lag-frit på spillets dedikerede servere. Lydsiden er dog en kende for tam til at hamle op med mastodonterne på den front, men med 16 spillere på hvert hold, så er det til tider også svært bare at styre dialogen.






I multiplayer kommer spawn metoden til sin gode ret, og det giver masser af taktiske muligheder når man selv kan bestemme sin startplacering. Ligeledes giver det et ekstra perspektiv til spillet, da man ikke blot skal koncentrere sig om fjenderne på jorden, men også gardere sig med missiler, anti-air missiler og andre genstande omkring de vigtige kontrolpunkter.

Som i singleplayerdelen kan man selv bestemme setuppet på sin spiller. Der kan vælges én af allerede forudbestemte klasser, eller man kan selv lave sin spillers beholdning af våben fra bunden, som man kender det fra Call of Duty serien.

Til trods for en ganske hæderlig multiplayerdel, så er Section 8 ikke noget særligt godt spil. Singleplayerdelen er ligegyldig, gentagende og kort, og foruden en gameplaymæssig maveplasker, så er den tekniske side af spillet noget under det man måtte forvente sig af de største spiloplevelser på den nuværende platform.

Har man til gengæld et svagt punkt for store multiplayerkampe med masser af action og konstante twists, så kan Section 8 sagtens anbefales, da såvel holdbarhed som tilgængelighed er i top. Dog skal man kunne se igennem fingre med et forholdsvist kluntet kontrolsystem, ugennemarbejdede køretøjer og et grafisk indtryk der bestemt ikke er up to date – men kan man det, så kan Section 8 være en noget upoleret diamant – dog ikke i den store ende.
Gameplay:7.0
Grafik:7.0
Online:8.0
Holdbarhed:7.0
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.