ScreamRide

Anmeldt af: Morten Skou - 3. marts 2015 - kl. 06:01
Del denne artikel:
3 5

Frontier Developments, som er firmaet bag andre spil som eksempelvis Rollercoaster Tycoon, Thrillville, Kinectimals og senest Zoo Tycoon til Xbox One, er nu klar med endnu en omgang rutsjebanesjov i den Xbox eksklusive titel, ScreamRide.

I ScreamRide får man mulighed for at prøve kræfter med en lang række avancerede rutsjebaner, hvor man som styrmand skal prøve at navigere igennem dem, så testpersonerne, der er med vognen, får en så sjov tur som muligt. Spillet byder på en karrieredel og en sandboxdel, men uanset hvilken en af dem man vælger, er der tre forskellige måder at spille på.

Den første er "Screamrider", som går ud på, at man skal gennemføre de forskellige rutsjebaner så hurtigt som muligt, imens man forsøger at udføre en række bonusudfordringer - for til sidst at have scoret så mange point som muligt. Styringen inkluderer, at man skal læne sig til de rigtige sider i svingene, opsamle turbo ved at trykke på X på de rigtige tidspunkter på bestemte steder på banerne og trykke på A for at bruge den turbo, som man har indsamlet, og hvis det går helt galt, så kan man træde på bremsen for ikke at ryge af sporet. Efterhånden som man kommer længere og længere ind i karrieredelen, bliver banerne selvsagt sværere, og der kommer forhindringer, som man skal undvige, mono-rails hvor man skal køre på to hjul og meget andet, som hele tiden stiller højere og højere krav til dine færdigheder. Hen af vejen kommer der ligeledes andre typer af vogne, som hver har deres egenskaber - nogle kan flyve længere, andre kan eksempelvis eksplodere. Denne karrierevej er guf for perfektionister, for jo mere man øver sig, jo bedre bliver man til at holde rutsjebanevognen på skinnerne, og jo flere point får man.




"Engineer" er den anden spiltype. Her skal man bygge rutsjebaner med forskelligt formål, det kan eksempelvis være, at man skal smadre sin vogn - med passagererne i naturligvis - ind i en bygning, så den forårsager så meget skade som muligt. En anden variant er, at man skal bygge en rutsjebane, der er så sjov som muligt for passagererne. Det er selvfølgelig muligt at tilføje en lang række forskellige komponenter til banerne, eksempelvis loops, turboområder og meget andet, som pepper det hele op. Derudover er der mulighed for at bruge en "auto complete" funktion, som automatisk bygger rutsjebanen færdig for dig. Når man spiller Engineer, har man ikke selv mulighed for at styre rutsjebanevognen, man kan bare starte den og så er det ellers med at krydse fingre for, at din bane er god nok.

Den sidste spiltype er "Demolition Expert", og denne spiltype er markant anderledes end de to andre, for her går det nemlig ikke ud på at køre i rutsjebane. I stedet skal man blot kaste en vogn - igen med passagerer i - efter nogle bygninger og lignende for at forårsage så meget skade på dem som muligt. Mit første indtryk var egentlig, at det mindede mig lidt om det gamle Burnout, hvor man skulle køre sin bil ud i et vejkryds og få så mange andre biler som muligt til at forulykke. Demolition Expert er ganske underholdende, men til tider også lidt frustrerende, da det er overraskende svært at ramme de ting, man ellers mener, at man sigter på.

I løbet af karrieredelen kan man hoppe imellem Screamrider, Engineer og Demolition Expert spiltyperne som man har lyst til og kan på den måde få noget afveksling. Alle de rekorder, som man sætter på de forskellige baner, kan selvfølgelig sammenlignes med andre online, så man på den måde kan dyste lidt med sine venner. Selvom karrieredelen egentlig er ganske underholdende, og sværhedsgraden stille og roligt bliver højere og højere, så synes jeg alligevel, at der mangler et eller andet, som gør spillet langtidsholdbart og mindre trivielt.




Når man er færdig med at hygge sig med karrieredelen gemmer der sig lidt ekstra underholdning i sandbox-mode. Her har man mulighed for selv at konstruere rutsjebaner såvel som omgivelser, for derefter at sætte kameraer op, definere udfordringer og til sidst testkøre den og dele den med resten af verden. Der er rigtig mange forskellige elementer, som man kan bruge til at bygge med, og efterhånden som man får gennemført mere og mere af den rigtige karrieredel, bliver der låst op for flere elementer, som kan bruges i sandboxdelen.

Der er rig mulighed for at være rigtig kreativ i sandboxen, men desværre er man også begrænset af, at man kun kan bygge indenfor et bestemt område. Heldigvis kan man vælge at bygge på alle de forskellige miljøer, som man kender fra karrieredelen, så der er trods alt fin mulighed for at variere det lidt. Personligt kommer jeg ikke til at bruge særlig lang tid på at bygge rutsjebaner, men har selvfølgelig fået lavet en rigtig vild en, som uden tvivl gør de fleste testpersoner i vognen både gule og blå i hovederne.

Grafisk er spillet nogenlunde uden at være prangende. Jeg oplevede flere gange, at det ligesom hakkede, det skete dog mest i forbindelse med opbygningen af banerne og ikke når man rent faktisk kører på dem. Der er også nogle sjove små mellemsekvenser, som er meget søde, men som man også ret hurtigt bliver træt af - heldigvis kan man slå dem fra i indstillingerne.




En ting, jeg savner ved spillet, er en ekstra kameravinkel, hvor man for alvor selv kan fornemme suset i maven, når man kører ned af en stejl rutsjebane. Lydsiden er stille og rolig med lidt svag baggrundsmusik og en kvindestemme der kommenterer og forklarer, hvad der skal gøres på banerne, derudover er der selvfølgelig skrigene fra testpersonerne i rutsjebanevognene og diverse eksplosioner undervejs.

Holdbarheden afhænger i høj grad af, om du har lyst til at bruge tid på at bygge dine egne rutsjebaner og prøve rutsjebaner som andre har bygget i sandboxen. Her er der til gengæld også rigtig meget at give sig til. Karrieredelen, særligt den første del, er ganske hurtigt overstået, og med mindre man er en af dem, der går efter at få perfekte scores i alt, så har spillets karrieredel ikke en særlig stor genspilningsværdi.

Jeg må erkende, at ScreamRide var et af de spil, som jeg rent faktisk havde set frem til at spille her i starten af året, men jeg synes desværre ikke, at det kan leve helt op til mine forventninger til det. Spillet fungerer som det er designet til at gøre, men bliver alt for hurtigt ensformigt, og det er synd. Det er selvfølgelig værd at tage i betragtning, at spillet ikke er et fuldprisspil, men ligger på 299 kroner til Xbox One.

ScreamRide udkommer den 6. marts herhjemme, og hvis du er i tvivl om, om spillet er noget for dig eller ej, så er det muligt at prøve en demo af det, som er tilgængelig på Xbox Games Store.


Fakta
ScreamRide

ScreamRide

PlatformXbox One
UdviklerFrontier Developments
UdgiverMicrosoft
Spillere1
Udgivelsesdato06-03-2015
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 3
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Underholdende i starten, variation på grund af de tre spiltyper.
Noget ensformigt, begrænsede byggeområder i sandbox, kunne godt være flottere.
Gameplay:6.5
Grafik:6.5
Online:-
Holdbarhed:7.0
Overall 7.0
Log ind og stem
5
Der er 5 brugere som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.