
To mulige situationer kan ske: Enten kan der sive radioaktivt materiale ud i kassen, som geigertælleren opfanger og den sætter en mekanisme i gang, som får hammeren til at smadre flasken med giften og katten dør - eller også vil katten overleve, fordi at den radioaktive kerne ikke slipper radioaktivt materiale ud i kassen. Katten er altså både levende og død på samme tid, indtil det tidspunkt hvor man kigger ned i kassen og får svaret. Katten er i en 'superposition', da den kan være i to forskellige tilstande på samme tid. Tilstanden af katten vil kun forandres, når man kigger ned i kassen.
Spillet Schrödinger's Cat and the Raiders of the Lost Quark, der i øvrigt må være kandidat til årets længste og mest underlige spiltitel, tager udgangspunkt i netop denne kat. Spillet beskrives af udviklerne som et "animal-friendly atomic action adventure" - jeg ville nu nok blot kalde det en puzzle platformer, med et par nye twists. Man spiller som den berømte kat og det hele udspiller sig inden i et atom, hvor man ankommer til Particle Zoo, hvor noget forfærdeligt er sket; alle de primitive partikler er sluppet fri og der er kaos. Nu er der Quarks, Leptons, Gluons og Bosons over det hele og det er nu op til spilleren som Schrödingers kat, at få alle disse partikler tilbage på plads, så der kan komme styr på det hele igen.

På ens vej igennem Particle Zoo, samler man de små Quarks-væsner op. Disse findes i fire forskellige arter; Up Quarks, Down Quarks, Top Quarks og Bottom Quarks og disse fire Quarks er mappet til LT, RT og til LB og RB. Hvis man kombinerer tre Quarks, får man en egenskab eller et våben; hvis man for eksempel kombinerer tre Up Quarks ved at trykke på LB tre gange, vil en lille helikopter tage fat i ens kat og flyve den op på højere platforme. Man kan også kombinere tre Down Quarks ved at trykke på LT tre gange og tre aggressive Quarks vil smadre jorden under ens kat, så man kan bevæge sig længere ned.
Man kan nu kombinere disse fire typer af Quarks på 14 forskellige måder, for at få en masse forskellige egenskaber. Hvis man for eksempel kombinere en Up Quarks og to Down Quarks, kan man bruge et missil, en Up Quark, en Down Quark og en Top Quark giver adgang til en bombe - og så videre. Denne lille unikke mekanik er ganske sjov, men den er ikke uden fejl. For det første, giver det ikke altid mening, hvilke Quarks, som giver hvilke egenskaber og for det andet, kan man visse steder blive fanget og ikke kan komme videre, da man ikke har de rigtige Quarks med sig. Det er sjældent det sker, men jeg har oplevet det og så er det tilbage til forrige check point.

Desværre savner man lidt præcision i selve platformdelen. Styringen af Schrödingers kat kan virke lidt tung og upræcis og jeg er flere gange faldet ud over en platform, fordi at styringen ikke var præcis nok. Man kan vænne sig til det og kompensere for det på den måde man spiller, men en mere præcis styringen havde da klart være at foretrække.
Helt overordnet er Schrödingers Cat and the Raiders of the Lost Quark en fin puzzle platformer med nye idéer, som for det meste fungerer fint, men der er stadig plads til forbedringer. Hele den humoristiske side, de mærkelige fjender (partikler) og den gode dialog, med en masse referencer til kvantefysikken, får mig til at tænke på Tim Schafers Psychonauts - det her spil har lidt den samme vibe.
Rent grafisk er spillet noget udfordret i mine øjne. Jeg bryder mig ikke om den grafiske stil, jo på fjenderne, hvor den er god og meget wacky, men opgivelserne er simple og er i en stil, jeg ikke bryder mig om. Det er selvfølgelig en smagssag, men for mig er det her spil ikke særlig kønt og sammensætningen af farverne er til tider meget mærkelig. På lydsiden er dialogen absolut højdepunktet og alle stemmer er indtalt af A.J. LoCascio, som nogen måske kender fra Marty McFly i Telltale Games' Back to the Future. Soundtracket og lydeffekterne er godkendte og de passer fint til et useriøst spil af denne type.

Er du til puzzle platformere, hvor man af og til skal bruge de små grå, så er Schrödingers Cat and the Raiders of the Lost Quark et anderledes bud på et spil i denne genre. Den grafiske stil er lidt et turn-off for mig, men gameplayet fungerer langt det meste af tiden som det skal og mekanikken med de forskellige Quarks er en fin og anderledes tilføjelse til genren.
Schrödingers Cat and the Raiders of the Lost Quark kan nu købes på Xbox Games Store for 67 kr.