Da SAW landede på mit bord i sidste uge var det med meget blandede følelser at jeg tog imod udfordringen om at spille og anmelde denne titel. Filmlicenser har en tendens til at sive ligeså langsomt over i det ulidelige, når biograflærredets største hits skal ned i spilform. Her er så tale om en god, gammeldags psykologisk splatter-thriller med rå følelser, dyster stemning og spandevis af blod. Hvordan i alverden vil et sådan koncept kunne begå sig i spilverdenen?
Spillet er, som det måske fremgår af ovenstående, baseret på en filmserie af samme navn, om seriemorderen Jigsaw, der under påskuddet at ville lære sine ofre noget om at værdsætte livet, placerer dem i den ene sadistiske fælde efter den anden. Hvis ofret vil gå derfra med livet i behold, skal der ofte ofres en hånd, en fod eller andre kropsdele for at undslippe. Hvis ofret fejler sin opgave, så bliver fælden til et endeligt hvilested.
Du starter, efter en kort introsekvens, i rollen som politidetektiven David Tapp, der efter et fejlslagent forsøg på at fange Jigsaw, ender med at måtte se sin partner i graven og sin karriere på samme vej. Du vågner på toilettet på et sindssygehospital, spændt fast i én af Jigsaws fælder og derfra går den vilde morderjagt så. Spillet er præsenteret som et survival horror-spil i tredjepersons-perspektiv, med en mængde opgaver, der skal løses før du endelig kan se en afslutning på dit mareridt. Bevæbnet med hvad du nu kan finde og din skarpe hjerne, bliver du sat til at redde de folk, der har haft en indflydelse på dit liv efter din partners død, for i den sidste ende at redde dig selv.
Den vigtigste del af denne slags spil er stemningen. Den nærmest endeløse opbygning af spænding, udløst i et kort, hjertestoppende sekund. Og her fejler SAW på ingen vis. Med de korrekte gamma-indstillinger er din færden, gennem de mørke gang på hospitalet, en skræmmende affære. Det dunkle forladte sted emmer af uhygge, kun oplyst af den spinkle flamme fra din Zippo-lighter. Hospitalet er endvidere fyldt med fanger, der blot har fået at vide at du har nøglen til deres frihed. Uhyggen i SAW ligger fuldt på højde med andre spil i samme genre og det var også at forvente fra et spil, baseret på de film.
De små opgaver, der er spredt ud over hospitalets mange korridorer og rum, er rimeligt intelligente og, til at begynde med, spændende. Men efterhånden som du gentagne gange skal løse den samme type opgaver begynder trætheden at melde sig. Der er ikke den store stigning i sværhedsgraden og alle opgaverne kan løses ved hjælp af simpel logik eller ved at forsøge sig frem. En gang imellem bliver man sat under pres af en nedtælling, men den tid du får stillet til rådighed er mere end gavmild og kun sjældent fejler man i forsøget på at komme videre. Bevares, det kan være svært at lave et spil, der er udfordrende for alle, men giv os i det mindste et større valg end blot to sværhedsgrader. De to sværhedsgrader har endvidere ikke meget effekt på opgaverne, blot på de fjender du løber ind i. I det store hele er SAW desværre alt for nemt at gennemføre.
Historien er gennemført og man bliver, ved hjælp af små optagelser på tv-skærme rundt omkring, ført længere ind i baggrunden for ens egen og andres tilstedeværelse på stedet. Desværre så er historien meget lineær og giver absolut ingen replay value. Der er ikke det store incitament for at gennemføre spillet mere end én gang, selvom udviklerne har forsøgt at prikke til dig med et afsluttende valg mellem to forskellige slutninger. Dette valg falder dog alt for sent i spillet og det føles blot som et forsøg på at tvinge ekstra spilletid ind i sidste øjeblik. Et spil som dette kunne have været betydeligt mere åbent, men udviklerne har valgt at fokusere på blot én historie.
Som et hvert horror-spil er der fjender og de er, som nævnt, taget til fange af Jigsaw og indsat på hospitalet med det eneste formål at forhindre eller sinke din videre færd. Det fører uundgåeligt til slagsmål, enten med de bare næver eller med diverse improviserede våben, der ligger spredt rundt omkring. Her er alt fra baseballbat og bordben til sakse og skalpeller. Har man én gang plantet en saks i øjet på en modstander eller trampet hans ansigt fladt mod de hårde fliser, så ser verden anderledes ud. En anelse mere rød. Spillet er voldeligt, uden tvivl, og derfor ikke for sarte nerver og maver, men alligevel er der ikke noget vi ikke har set før. SAW-filmene satte en ny standard for grusomhed, men spillet bringer ikke meget nyt på banen. Og det er en skam, for det får spillet til at virke som en kopi af filmene, frem for en selvstændig titel.
Ud fra et rent grafisk indtryk, så er spillet ganske godt. Selvom mørke præger størstedelen af spillet, så er specielt lyssætningen god og giver et tilpas skræmmende indtryk. Udvikleren har fået grafikmotoren, Unreal Engine, til at spille med musklerne, men der er dog enkelte ankepunkter, såsom karakter-modellerne. De ligner desværre ikke det man efterhånden forventer fra et spil i denne generation, selvom de er gode. Der mangler bare det lille ekstra, der bringer wow-effekten frem.
Som tidligere nævnt så er lydsiden i top. Her er tilpas skræmmende baggrundstøj, effektivt stemmeskuespil (specielt fra Tobin Bell, der spiller Jigsaw i filmene) og gode lydeffekter. Altså ikke noget at udsætte her, blot et lydspor, der til fulde udfører den opgave det skal.
Når alt kommer til alt, så er SAW ikke et ringe spil. Jeg er personligt meget overrasket over det, men samtidig så er det desværre ikke et spil som jeg kan se mig selv spille igen. Jeg kender historien (begge slutninger) og har ikke mere at komme efter. Men jeg har været godt underholdt i den korte tid, det varede og det smitter uden tvivl af på den endelige bedømmelse. Jeg håber da også at Konami beslutter sig for at arbejde på en fortsættelse for jeg kan virkelig se potentiale i denne serie. Potentiale, der desværre ikke helt er blevet udnyttet denne gang. Men for fans af en god historie og et godt gys, så er SAW et ganske udmærket bud.
Facebook
Twitter
