Med fare for at spolerer handlingen i et efterhånden aldrende spil, vover jeg nu alligevel pelsen og beretter at Saints Row 2 slutter med at byen Stillwater overtages af banden Saints. I Saints Row: The Third, er Saints ikke blot en bande, men et kæmpe medieimperium. Der er energidrik, masser af fans og sågar en film undervejs. Saints er altså blevet store. Dette skaber naturligvis bevågenhed, som resulterer i organisationen The Syndicate, vil have en bid af kagen. Uden at komme meget nærmere ind på historiens omstændigheder, flyttes adressen til byen Steelport, som danner rammerne for den videre færd. Steelport, er hjemby for The Syndicate, og hvilket tilfælde tænker du sikker så.
The Syndicate er delt op i tre forskellige fraktioner, nemlig Morning Star, som med deres såkaldte Brutes, mest af alt minder mest om gen-modificeret voldspsykopater, Deckers, en gruppe hackere og The Luchadores, en bande af mexicanske wrestlere.
Efterhånden som historien får luft under sig, og som om det ikke var nok at slås med The Syndicate, introduceres vi for S.T.A.G., som er borgmesterens nærmest S.W.A.T.-lignende værn i den slemme bandekrig. Med sig har de fremtidens våben, licens til at dræbe og kombineret med nul tolerance og en bunke zombier, bliver spillet lige krydret med lidt ekstra sprødt til dig, der har hang til bræk ud af munden og usammenhængen tale. Spillets historie skal bare opleves, specielt hvis du har fået nok af andre sandkassespil, så giver Saints Row: The Third et fint bud på hvordan det skal gøre, helt over i den anden grøft. Det er heftigt, urealistisk, intet er sobert og det bliver gjort på en helt anden måde end hvad vi er vant til, hvilket rent faktisk er hylende morsomt. En åbenbaring nærmest skriger til himlen når du introduceres til knappen RS, hvorpå du nakker din stakkels udsete lige i løgposen, så denne falder til jorden. Det er som om, uanset alder, at så er prutter og slag i løgene altid et hit og Saints Row: The Third har dét, og meget mere.
Opgaven for dit vedkomne er naturligvis at gøre din bande klar til at overtage og udraderer fjenderne som de nu engang kommer i løbet af historien. Her mener jeg at spillets udviklere Volition har lavet en lille genistreg, ved at lade spilleren bestemme udfaldet af bestemte nøglemissioner. Desværre er beslutningerne bare ikke store og verdensændrende nok til, at man gider spille hele spillet igennem igen, for at finde ud af hvad der sker, hvis man gør det modsatte af hvad man blev gjort i første gennemspilning.
Desværre oplevede jeg at achievement systemet ikke virkede optimalt i min gennemspilning, hvilket jeg synes er ærgerligt, for naturligvis skal man da have de point, der tilkommer gamer-scoren for korrekt udførsel. Det drejer sig helt specifikt om gennemførelsen af Act 1 og 3. Disse kan gennemføres på One way og Another way. Hvis du ikke udløser One way først, får du ikke Another way. Hvad der konkret har spillet ind på achievement-delen, ved jeg ikke, men håber det er noget der vil blive fikset.
Lige som vi har set i de tidligere Saints Row spil, er Saints Row: The Third spækket med activities, der skal være med til at skabe lidt variation i spillet. Det fungerer fint, at man kan give sig i kast med forsikringssvindel hvor du skal kaste dig ud foran bilerne for at lave skade på dig selv, for et bestemt beløb inden tiden går i nul. En af de sjovere i denne boldgade er Tank Mayhem, hvor du på tid, i en kampvogn, skal smadre så meget som muligt.
Pengene fra missionerne og den meningsløse nedslagtning af indbyggerne i Steelport, bruger du på at udbygge dit imperium, ved at købe dig en andel i butikkerne, i boligerne, i investeringer til din yndlingsbil så den kører lidt hurtigere og længere på literen. Var alt dette ikke nok, har du også mulighed for at smide penge på egne abilities. Dette gøres udfra ideen om at din respekt-score er din level. Respekt optjenes ved at lave stunts, specielle handlinger og gøres op efter hver mission. Er du ude i den åbne verden for at cruise rundt, kan du bl.a. optjene respekt ved at basejumpe og lande indenfor en vis afstand fra målområdet. Selv din påklædning og din bil, alt efter hvor pimpet det hele er, tjener dig respekt.
Saints Row: The Third, giver dig også mulighed for at spille det hele igennem med en ven, i Co-op. Det giver lige det hele et løft at du som den sygeste nøgen-pimp (komplet med pixeleret for og bag), har mulighed for at prygle dine venner med kæmpe dildoen The Penetrator, måske endda med gode solide sparke og slag i kronjuvelerne som for- og efterspil, så er der altså, mine damer og herrer, serveret virkelighedens Albertslund en onsdag aften. Der er også katten og musen-konceptet, hvor man som venner, eller nok nærmere fjender, skal jagte hinanden igennem Steelport katten sidder i en kampvogn mens musen har en golfvogn. At spille med en ven, kan varmt anbefales - jeg kan berette at en ven og jeg lå flade af grin, da vi sammen stormede et bordel, hvor bandens næste medlem i vildt SM-udstyr var spændt for en hestevogn, og ildkampen blev derfor taget i sneglefart på gaden, med The Syndicate i hælene, mens i ombord på vognen skriger af grin. For det hele er bare så sindssygt. Det er som om at Volition, med dette Saints Row, lader dig lege med alt det du ikke må derhjemme, uden at kæresten stempler dig som pervers, såvel i virkeligheden, som i spil.
For hvad der kan karaktiseres som værende mindre end middelmådig grafik, ja nærmest grim grafik med dertil sløv styring, er det altså spillets charme der skal hente pointene hjem og det skal siges, at der hentes masser af point på den konto. Jeg synes dog bare ikke, at det tegneserieagtige look, der præger hele spillet ikke rigtigt holder det er for let og for simpelt. Naturligvis går det fint hånd i hånd med resten af spillets gakkede tema, men Skyrim er det altså ikke og i min bog kan jeg ikke give voldsomt mange point for den grafiske side.
Lydsiden kunne også trænge til en mindre overhaling. Jeg kan ikke helt lade være med at tænke på hvordan mit (ægte) våben lød da der var krig i Iraks ørken. Volition har hvertfald ikke ramt tonerne. I stedet for må jeg blot trøste mig med at det som sagt ikke er realisme men charmen, vi bruger som brændsel i Saints Row: The Third.
Da spillet tydeligvis ikke henter sine points på den grafiske- og lyd siden, er det som sagt på charmen de skal hentes og her scores der point igen og igen. Der er lolitadukker der skal samles, der er folk der midt i en ildkamp vil have billede eller en autograf fra dig, der er vanvittige referencer til Star Wars, en mystisk mand der står med et Rør ved bossen: 5$-skilt, eller Lets Pretend shoppen, der rent faktisk har billeder af Volitions ansatte i Halloween kostumer.
Saints Row: The Third er meget mere omfattende, end bare et spark-i-nødderne-spil. Der er meget spiltid at hente hvis man er rigtig grundig og hvis du i forevejen sluger humoren råt, så er denne titel et must. Jeg selv brugte 12 timer på min gennemspilning og det var vel at mærke uden jeg tog ret mange activities.
For dig, der for det første ikke er gammel nok, eller tænker fy nej, slemme mand, vask din mund i vand og sæbe, gør nok bedst af at styre uden om dette spil. Alle andre: Kom afsted. Få det købt. Jeg venter i Steelport med en dildo, med jeres navn på.
Facebook
Twitter
