Ryse: Son of Rome

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 24. november 2013 - kl. 13:22
Del denne artikel:
11 0

Ryse: Son of Rome er det perfekte lanceringsspil til Xbox One. Det er let tilgængeligt og så giver det en god forsmag på, hvad Xbox One er i stand til rent teknisk. Læs vores anmeldelse her.

Ryse: Son of Rome kommer fra tyske Crytek, det har været 7 år undervejs og ifølge Cryteks boss Cevat Yerli, har det været det dyreste og mest udfordrende spil hans firma nogensinde har lavet. Ryse startede som Codename: Kingdoms hos Crytek i Budapest, som et Kinect spil til Xbox 360. I starten af 2011 blev projektet flyttet fra Budapest til Cryteks hovedkvarter i Frankfurt i Tyskland og hele projektet blev taget op til revision. Nu har vi så fået et controllerstyret hack’n-slash actionspil, med lidt velfungerende Kinect integration.


Historien i Ryse: Son of Rome er en klassisk fortælling om had og hævn. Man spiller som den unge romerske soldat Marius Titus, der bliver vidne til at hele hans familie bliver udslettet af en flok barbarer fra nord. Han fyldes med had og et brændende ønske om hævn. Han bliver en del af det 14. regiment og han rejser mod nord for at stoppe invasionen af barbarer, der truer det romerske rige, men også for at få hævn. Men som altid, er tingene ikke helt som de ser ud til at være.

Jeg holder af et godt hack’n-slash actionspil, men det kræver, at der er lidt dybde i kampsystemet og udvikling af ens figur. På trods af, at der ikke er meget dybde i Ryse: Son of Rome – faktisk er det et ret overfladisk og lineært spil, så var jeg faktisk overraskende godt underholdt alligevel. Gameplayet er simpelt; man leder Marius ud i diverse kampe mod horder af fjender og man sammensætter combos ved at angribe, forsvare sig og lave veltimede modangreb. Timing er meget vigtigt i Ryses kampsystem og man belønnes for at have timingen på plads.

Der har længe været snak om, at gameplayet i Ryse skulle være præget af såkaldte Quick Time Events, altså situationer hvor man skal trykke på de rigtige knapper på de rigtige tidspunkter og dermed tage lidt af friheden fra spilleren. Det kan jeg dog afkræfte – jo, der er disse sekvenser i spillet, men det er bestemt ikke dem, der præger gameplayet. Når en fjende er blevet tilstrækkelig såret, kan man vælge af gøre det af med ham, på en række brutale måder og her kommer disse Quick Time Events i spil, hvor man så skal trykke på en af to knapper på de rigtige tidspunkter. Disse sekvenser er dog valgfrie.


Det anbefales dog, at man gør brug af disse sekvenser, for hver gang en henrettelse lykkedes, bliver man belønnet i forskellige kategorier, f.eks. kan man få mere energi, fokus eller XP. Man kan i løbet af kampene løbende skifte imellem hvor man ønsker disse bonuspoint skal lande - så har man brug for noget energi, vælger man at den næste henrettelse skal booste ens energi, mens man derefter kan vælge eksempelvis. Focus, der er ens specielle kraftfulde angreb, hvor fjenderne bevæger sig langsommere end Marius, der dermed kan påføre langt mere skade end normalt. Dette giver et fint snert af strategi i det ellers hektiske gameplay.

Kampsystemet er velfungerende og flydende – og virker meget tungt og kraftfuldt. Man kan virkelig høre, når Marius smadrer sit tunge skjold ind i ansigtet på en lidt for modig fjende, der kort efter mister en arm og får halsen skåret over af et velplaceret snit fra et skarpt romersk sværd. Det fungerer godt, men det kan blive noget ensformigt i løbet af spillet. Man kunne godt have ønsket sig, at man i løbet af spillet ville kunne åbne op for nye angreb og våben, men i stedet er man udstyret med den samme håndfuld angreb og sit sværd hele spillet igennem. Man kan åbne op for massevis af nye henrettelsesteknikker, men det gør ikke ligefrem gameplayet mere afvekslende, da det er de samme to knapper man skal trykke på, for at udføre de forskellige kombinationer i alle Quick Time Eventsne.


Gameplayet bliver dog frisket lidt op af sekvenser, hvor man tager kontrol over artilleri, kaster med spyd over lange afstande og deltager i de klassiske romerske kampformationer, hvor en gruppe soldater bevæger sig langsomt fremad gemt bag en væg af skolde, mens brændende pile hagler ned over dem. Andre gange, skal Marius lede grupper af soldater frem over slagmarken og dette skal gøres ved, at give dem ordre enten via kontrolleren eller ved at afgive stemmekommandoer via Kinect, som virker virkelig godt.

Alt i alt forstår jeg godt dem, der måske ikke lige er til denne genre og som synes, at Ryse: Son of Rome virker overfladisk og gameplayet er da bestemt heller ikke det dybeste – heller ikke indenfor genren, men jeg var nu godt underholdt og rejsen igennem det romerske imperium, var ganske begivenhedsrig for mig.

Gladiator er spillets multiplayer del. Her sammensætter man sin egen gladiator (man kan vælge blandt andet skjold, hjelm og rustning) og enten alene, eller side om side med en anden spiller, kaster man sig ud i gladiatorkampe i Colosseum, hvor der skal nedlægges horder af fjender, men også klares små opgaver i løbet af kampene. Man skal forsøge at holde de sultne tilskuere underholdt og slagmarken kan have forskellige temaer, for eksempel Rom i sandstorm, Rom om natten eller baner, der er bygget til teamwork, mens andre er bygget til at skjule sig. Disse multiplayer kampe er underholdende i korte perioder, men det er ikke noget man vil bruge mange timer på. Rent teknisk fungerer multiplayer delen godt og jeg oplevede ingen lag eller problemer med at forbinde til serverne.

Ryse: Son of Rome gameplay

Når der kommer et spil fra Crytek, forventer vi helt automatisk en meget flot grafisk side – og her skuffer Ryse: Son of Rome bestemt heller ikke. Jeg har set en håndfuld af lanceringsspillene til Xbox One og Ryse: Son of Rome er bestemt et af de kønneste overhovedet. Omgivelserne er, hvad enten det er Rom i aftensolen, York i skyer og regnvejr eller en skov i bagende sol, så ser de alle særdeles flotte ud og lyssætningen er virkelig god. Men hvad der imponerer mest, er de levende ansigter som Marius og andre har – både i løbet af kampene, men også i løbet af de flotte mellemsekvenser, hvor specielt læber og ansigtsudtryk når der bliver talt, er ganske fantastiske. Dette må være målestokken for hvordan ansigter skal se ud i spil fremover. Lydsiden er også virkelig gennemført, med et fint og passende soundtrack og nogle virkelig gode stemmer, hvor stemmeskuespillerne virkelig har fået det had og den hævntørst som f.eks. Marius besidder helt ud i stemmen.

Jeg lagde ud med at sige, at Ryse: Son of Rome var det perfekte lanceringsspil til Xbox One. Det var måske for at provokere lidt, men der er alligevel en snert af sandhed i det. Det er bestemt ikke det dybeste spil og det kan gennemføres på en weekend, lidt mere, hvis man vil finde alle de gemte objekter, der er gemt rundt omkring. Multiplayerdelen er tynd og ikke en ting der vil forlænge spillets levetid betragteligt. Men det er ikke et spil, der er blevet smækket sammen på 18 måneder for at være klar til lanceringen af konsollen, sådan som andre lanceringsspil godt kan være det. Det har været undervejs i næsten 7 år og det kan man på trods af det simple gameplay godt mærke – det er et velfungerende og poleret spil, som ser fantastisk ud og det giver et glimt af hvad vi kan forvente os af spillene i den kommende generation.
+ Smuk grafik, fantastiske ansigtsanimationer, let tilgængeligt
Ensformigt og let overfladisk kampsystem, tynd multiplayer
Gameplay:7.0
Grafik:8.5
Online:6.5
Holdbarhed:6.0
Overall 7.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.