R.U.S.E.

Anmeldt af: Jakob Tofte - 29. september 2010 - kl. 17:22
Del denne artikel:
9 0

Der er dømt RTS på en helt ny og forfriskende måde, når R.U.S.E. sættes i maskinen. Samtidig er der dog også ligheder med andre succestitler indenfor genren, som tilsammen skaber et underholdende spil

Der står endnu en gang Anden Verdenskrig på dagsordenen når Ubisoft og Eugen Systems inviterer indenfor til en omgang god, gammeldags Real Time Strategy. Og dog. Jo, god og gammeldags på visse områder, men bestemt også nyskabende og med masser af nye, spændende ideer, som alle er med til at gøre R.U.S.E. til et ganske fornøjeligt og også relativt holdbart bekendtskab.

Der er flere, forskellige spilfunktioner i R.U.S.E., hvoraf den bærende ved første øjekast er kampagnen. Der er ikke meget at nævne om den, idet den smule handling og overraskelse, der findes i kampagen skal være spilleren tilgode. Det kan dog siges, at kampagnen løber fra 1939 til 1945, og introducerer spilleren for militære styrker fra seks forskellige lande, både aksemagter og allierede. De seks lande er, ikke overraskende for de historiekyndige, USA, England, Frankrig, Soviet, Tyskland og Italien.






For at gøre kampagnen både interessant og afvekslende er der til tider gjort plads til en smule fantasi og fiktion fra producentens side. Dog er der i det store og hele tale om historisk korrekte hærførere og historisk korrekt materiel, ligesom mange af de mest berømte slag under Anden Verdenskrig vil være at finde i kampagnen. Således vil fans af for eksempel Band of Brothers og Saving Private Ryan især i den fransk-hollandske del af kampagnen med stor glæde genkende mange slag og bynavne, som var essentielle for den del af krigen.

Man følger Joe Sheridans udvikling op gennem det militære rangsystem for til sidst at være general for en række af de allierede tropper. Historien byder på alliancer, jalousi, drama og meget andet, som ærligt talt alt sammen er lidt ”amerikansk”. Det er udmærket med en historie, som i øvrigt fortælles med videosekvenser imellem de forskellige scenarier i kampagnen, men når alt kommer alt er det hændelserne på slagmarkerne, der trækker, og det vil også være dem, der holder spillerne fast i sædet foran skærmen.

Selve spiloplevelsen og spillets opbygning byder som nævnt både på nyt og gammelt. Af gammelt er det nærliggende at nævne Red Alert. I R.U.S.E. fungerer det nemlig groft sagt på samme måde. Man har en base og nogle penge. Herefter skal man etablere forskellige bygninger, som alle kan generere forskellige enheder. Samtidig skal man sørge for at opretholde en indkomst, og man skal gøre sig nøje overvejelser om, hvad meningen med den givne situation er. Der er et utal af forskellige scenarier, som alle kan løses på forskellige måder, og det er derfor svært at give et generelt billede af, hvad man som spiller vil opleve. Fælles for dem alle er dog, at der vil være en (eller flere) fjender, og nogle primære og sekundære mål.






I kampagnen er det ikke altid, at man har adgang til alle bygningerne eller alle enheder. Det afhænger meget af scenariet og den konkrete opgave. Uanset hvad er det dog uhyre vigtigt, at man nøje lægger en plan for løsningen af opgaven, samt hele tiden er klar til at reagere, hvis omstændighederne skulle ændre sig. R.U.S.E. er et forholdsvis svært spil, som dog langt fra er umuligt. Det belønner i høj grad spilleren, der overvejer sine træk og sørger for at benytte de forskellige enheder til det, de hver især er bedst til. At bruge alle sine penge på de tungeste kampvogne, der findes, og herefter sende dem i en lind strøm imod fjenden er sjældent (eller aldrig) formlen til succes. Tværtimod vil det næsten med garanti betyde fiasko og nederlag. Derved ikke sagt, at der kun er én løsning, for der er et utal. Kun fantasien sætter grænser. Det vigtigste er, at man overvejer, hvad man laver, før man laver det.

Det nye element, som gør R.U.S.E. til sin helt egen er muligheden for at benytte forskellige ruses. Ruses er forskellige kort, som lader spilleren ”snyde” sig til fordele på slagmarken. Der er i alt ti forskellige af slagsen, hvoraf kan nævnes radiotavshed, spioner bag fjendens linjer, kampgejst eller decoys. Man får løbende nye ruses, som herefter kan spilles på de forskellige zoner, slagmarkerne er delt op i. Få dog ikke indtryk af, at man kan tapetsere hele slagmarken med samtlige ruses konstant. Det er der for mange zoner til og for få kort til. Desuden kan man højst spille to kort på samme zone ad gangen. Det kræver derfor ,ligesom med resten af spillet, nøje overvejelser, at benytte disse fordele på den mest optimale måde. Kortene er dog med til at kunne ændre slagets gang på få sekunder, hvis de benyttes korrekt. Det fungerer upåklageligt, og giver RTS-genren et helt nyt pift, som er meget velkomment.






Det vides ikke, hvad R.U.S.E. står for, og det er angiveligt meningen, at folk skal finde på deres egen opfattelse af betydningen. Der er teorier, som går på Russia. United. States. England, eller Ruses Under Strategic Environments. Det eneste, der er sikkert og vidst er, at ordet ruse betyder en taktisk manøvre eller et trick. Om Eugen Systems så har valgt at dele ordet op med punktummer imellem for at lade spillerne selv overveje betydningen, vides ikke. Hvad tror du, det betyder?

Styringen er noget af det bedste, vi indtil nu har set i et spil fra en genre, der tidligere har set store problemer ved brug på konsoller. De mange muligheder er intuitivt og effektivt tildelt de forskellige knapper på controlleren, således, at man efter en smule tilvænning har total kontrol over hændelserne på slagmarkerne. Zoomfunktionen er helt fantastisk og varierer så meget, at man kan se taktikbordets hjørner og sider, hvis man er zoomet helt ud, hvorimod man kun hænger ca. 10 meter over jorden, hvis man zoomer helt ind. Det er et helt enormt spænd, og man vil i løbet af både kampagnen og resten af spilfunktionerne kunne drage stor nytte af dette spænd, hvis man lærer at mestre det ordentligt.

Udover kampagnen, som afhængig af sværhedsgrad, varer et sted mellem 15 og 25 timer, kan man også spille online samt spille de såkaldte Operations. Operations kan vel mest af alt sammenlignes med det, som i mange andre, lignende spil kaldes skirmish mode. Her opstilles forskellige scenarier under forskellige omstændigheder, og nogle af spillene kan ligeledes spilles i Xbox Live Co-op.






Onlinedelen er den, der virkelig vil komme til at sørge for, at R.U.S.E. vedvarende er interessant. Der findes 22 forskellige kort, som spillere kan kæmpe imod hinanden på. Man kan frit vælge, hvilket af de seks lande, man vil styre samt om spillet teknologisk set skal foregå i 1939, 1942 eller 1945. De tre årstal har stor betydning for det materiel, man er i besiddelse af. Der spilles om point og samtidig sættes der en maksimal tidsgrænse på spillet. Denne grænse kan variere fra 10 minutter til 60 minutter, eller til kun en modstander står tilbage. Onlinedelen fungerer glimrende. Det er let at finde modstandere, og undertegnede oplevede på intet tidspunkt nogen form for lag eller andre tekniske problemer under spillene. Det er fremragende med muligheden for at sætte en øvre tidsgrænse, hvorved man undgår spil, som potentielt set varer i evigheder. Hvem har ikke for eksempel prøvet at sidde i en onlinesession i Civilization Revolution og først komme i seng klokken 3 om natten fordi tingene ikke gik som man havde regnet med. Eneste minus til onlinedelen er, at de 22 forskellige kort har fast defineret et antal spillere, hvilket vil sige, at man ikke kan spille mellem to og fire spillere på alle 22 kort. For eksempel understøtter kun tre kort spil for tre personer. Denne begrænsning er ærgerlig, men det er kun et lille minus til en ellers fantastisk udfordrende, sjov og vanedannende onlinedel.

Når man er færdig med kampagnen og har brug for en pause fra de intense onlinekampe, kan man i en stille stund gå på oplevelse i spillets ”rusopedia”, som fortæller en masse om de seks forskellige landes enheder. Man får et oprids af enhedernes styrker og svagheder samt en historisk beretning om deres tilstedeværelse på Europas rigtige slagmarker for ca. 60 år siden. Det er altså både lærerigt på den ene og den anden måde. R.U.S.E. understøttes naturligvis også af Ubisofts eget belønningssystem, Uplay, så hvis man er til den slags, vil der være mulighed for lidt ekstra udfordinger og belønninger ad den vej.






Grafisk er R.U.S.E. lidt svingende. De mange cutscener, som understøtter kampagnen er godkendte, men dog med lidt ringe gengivelse af mundbevægelser, som det så ofte før er set, selv i nyere spil. Begivenhederne på slagmarkerne er ganske flot gengivet med fine detaljer på enhederne og masser af variation i landskaber og byer. Eksplosioner og ildkampe fanges flot, og giver en rigtig god stemning. I nogle af de større slag i kampagnen var der minimalt lag umiddelbart efter start, hvilket dog aldrig blev et problem.

På lydsiden leverer spillet fremragende gengivelser af alle miljølyde, såsom motorer på kampvogne, artilleri, fly med videre, ligesom lydene af krig gengives virkelig fint. En sjov detalje er, at lydniveauet på slagmarkerne øges jo længere man zoomer ind, og forsvinder helt, hvis man zoomer ud. Spillet understøttes af et ganske udmærket soundtrack, som leverer typisk, småepisk krigsmusik. Stemmeskuespillet, både i cutscenerne og under slagene, er ikke en total fiasko. Dog er det bestemt heller ikke mindeværdigt. Det er ikke stemmeskuespillet, R.U.S.E. skal huskes for, men det er en mindre ting i et spil, som teoretisk set kunne have klaret sig fuldstændig uden stemmeskuespil.

R.U.S.E. er for dem, der elsker Real Time Strategy. Ingen tvivl om det. Det er det bedste spil i genren til dato, i hvert fald på konsoller. Dette alene grundet styringen, som for første gang i et RTS-spil på konsollerne sidder lige i skabet. Eugen Systems har gjort et mesterstykke ved at bevare de vindende elementer i genren, og ved samtidig at have krydret spillet med nye elementer, der fungerer så godt som tilfældet er. Med en relativt langvarig kampagne og en onlinedel med masser af timer i, er underholdningen sikret et godt stykke tid, for dem, der gerne vil lege sofageneraler. R.U.S.E. er et meget anbefalelsesværdigt spil.
Gameplay:8.0
Grafik:7.5
Online:8.5
Holdbarhed:8.0
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.