Ved et køb af Rogue Legacy, siger man altså samtidig ja til en udfordring, der kræver tid og øvelse; specielt hvis man er ny inden for genren. Personligt har jeg ikke selv spillet ret mange 2D spil, og det tog derfor en del tid, før det bare blev det mindste underholdende for mig. Man har nemlig ikke råd til at miste ret meget liv, og netop på grund af dette, er det nødvendigt at kende hver en fjende, og hvordan de bevæger sig rundt i banen. De første timer af spillet går altså primært på at være frustreret, da man dør rigtig meget og dermed skal begynde fra start hver gang. For nogen vil det nok give anledning til at lukke spillet ned i raseri og aldrig vende tilbage til det igen, men hvis man er villig til at give det en chance, er der rent faktisk god underholdning at hente.
Rogue Legacy er nemlig ret så sjovt, når man først lærer det lidt at kende. Spillet har dog ikke nogen historie, men kan i stedet beskrives på følgende måde: Du spiller som en tapper ridder, der skal kæmpe sig i gennem et stort slot for til sidst at møde kongen. På vejen derhen vil du møde en masse forskellige fjender, og hvis du kommer langt nok, står man til sidst ansigt til ansigt med fire forskellige bosser, der er placeret forskellige steder i banen. Det er dog nok de færreste, der vil nå til den sidste boss kamp, men det er netop det, der gør spillet unikt, da der ikke er mange andre spilproducenter, der vil turde lave et spil med sådan en sværhedsgrad. Når det så er sagt, ville det dog have klædt spillet, hvis der var en mulighed for at ændre sværhedsgraden, da det kan være svært at komme i gang med spillet, hvis man er helt ny.
Da Cellar Door Games udviklede spillet vidste de dog nok godt på forhånd, at de kommende spillere af Rogue Legacy ville dø et utal af gange, og de har derfor forsøgt at skabe noget variation efter hvert nederlag. Når du spiller med en tilfældig karakter og dør, er det ikke længere muligt at spille med denne karakter, og man får derfor mulighed for at vælge mellem tre nye. På den måde får man altså en anderledes spiloplevelse ved hver runde, og samtidig kan man også få sig et godt grin, da karaktererne har nogle ret så specielle evner og færdigheder. Man kan eksempelvis få en karakter, der både har tourette og er nærsynet eller en der er lesbisk og som vender på hovedet. Der er altså en del uforudsigelighed, da man aldrig ved hvad der venter, efter at man er død.
Selvom man hele tiden skifter karakter, beholder man dog de mønter man optjente i forrige runde, og de kan bruges til at erhverve sig nye færdigheder eller opgraderinger til sit udstyr. For mig var det netop dette aspekt af spillet, der holdte mig kørende, da man efter hver runde har optjent mønter, som så kan bruges til at gøre sin kommende karakter endnu bedre. Når man dog først træder ind på slottet igen nulstilles ens mønter, så det er med at bruge dem inden man går i kamp igen.
Hvis man ser på den grafiske del af spillet, er der klart fundet inspiration fra den klassiske arkade stil, som må siges at være gengivet rigtig godt og charmerende. Både ens karakterer og fjender er godt lavet, og det er alt sammen med til at øge lysten til at spille. Musikken i spillet kan dog hurtigt blive et irritationselement, men heldigvis kan dette nemt løses ved at slå musikken fra.
Rogue Legacy vil bestemt ikke være et spil for alle på grund af de svære baner og til tider lidt ensformige måde at spille på. Ved man dog med sig selv, at man netop er til disse arkade inspirerede indie-spil, er der dog helt sikkert meget underholdning at hente, og til den fordelagtige pris af 115 kroner, skal det helt sikkert anbefales herfra.
Facebook
Twitter
