Rocket Wars

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 9. maj 2018 - kl. 17:50
Del denne artikel:
0 3

Rocket Wars er beregnet til korte og actionfyldte spilsessions med to-tre venner i sofaen - vi har anmeldt det nye danske spil.

Rocket Wars er et lille actionfyldt multiplayerspil fra den lille danske udvikler Archon Interactive med base i Grenaa. Der er her tale om et dejligt simpelt spil; hver spiller tager kontrol over et lille rumskib og i en lukket arena kæmper man nu mod op til tre andre rumskibe i en række forskellige spilmuligheder med forskellige regelsæt. Arenaen fyldes løbende med forskellige power-ups, som man kan bruge mod ens modstandere og kampene kan meget hurtigt gå hen og blive meget hektiske.



Helt overordnet er der fem spilmuligheder, som enten kan spilles “Alle mod alle” eller som “Hold spil”. I “Alle mod alle” kan man spille Overlever, Bombe Konge, Rumbold, Frit spil eller netop Alle mod Alle. Af de mere spændende spilmuligheder kan her nævnes Bombe Konge, hvor man får point ved at dræbe andre spillere, overleve som Bombe Konge og være Bombe Kongen når tiden løber ud. Man bliver Bombe Konge ved at dræbe den nuværende Bombe Konge, men han er ret hårdfør, så de andre spillere skal arbejde sammen for at nedkæmpe bombe kongen.

Vælger man at spille som hold, kan man spille Holdkamp, Overlevelseshold, Bombe Hold, Hold Rum Bold og Sammenflettet. Disse spilmuligheder er meget lig dem i “Alle mod alle”, men nu med et twist, fordi man altså spiller som hold. Alt i alt er der en fin portion spilmuligheder i spillet og selv om nogle af dem er ret traditionelle og måske minder lidt for meget om hinanden, er der heldigvis også nogle som stikker positivt ud, som for eksempel Bombe Konge og Sammenflettet, hvor man i sidstnævnte bliver stærkere som hold når man kommer tæt på hinanden og naturligvis svagere når man kommer længere væk fra hinanden. Det er ganske opfindsomt.



Efterhånden som man spiller, låser man op for spillets i alt 12 forskellige rumskibe, som alle har forskellige egenskaber. Nogen har en højere skudrate, men er så på den anden mere sårbar over for de andres skud og så videre.

Nu lagde jeg i starten ud med at sige, at Rocket Wars er et multiplayer spil og det sagde jeg, fordi det helt klart er bygget med fokus på multiplayer. Det kan dog også spilles alene mod bots, men det er ikke her, at den rigtige underholdning ligger - den ligger helt sikkert side om side med nogle venner i sofaen. Og det skal foregå i den samme sofa, da der kun er lokal multiplayer i Rocket Wars.



Det største problem med Rocket Wars er desværre styringen. Selv om der er to forskellige styringer at vælge imellem, er ingen er dem specielt logiske. Rocket Wars kunne i virkeligheden sagtens styres ligesom en traditionel twin-stick shooter, men af en eller anden grund, har man valgt at lave to andre styringer, som jeg synes er unødvendigt indviklede.

Man skyder med A-knappen, aktivere ens skjold og power-up med henholdsvis B og X og man flyver fremad med RT. Det lyder måske simpelt, men en traditionel twin-stick styring havde helt klart været at foretrække synes jeg. Når det så er sagt, så lærer man med tiden styringen at kende, men jeg synes stadig, at det er et unødvendigt benspænd, der er lavet her.



Et andet problem, som burde være fanget i kvalitetskontrollen er, at spillet ikke har en decideret pauseskærm. Hvis man er i gang med et spil, og man pauser det, ryger man helt ud til hovedmenuen og man kan nu ikke fortsætte det spil man var i gang med. Man skal starte et helt nyt spil. Jeg ved ikke om det er en designbeslutning - i så fald er det en meget mærkelig beslutning - eller om det er en fejl, som så burde have været fanget da spillet blev testet. Der er generelt huller i den måde man bruger menuerne på - for eksempel opdagede jeg først ret sent, og ved et tilfælde, hvordan jeg kunne skifte skins på mit fly. Det fremgår slet ikke i menuerne hvordan man gør det.

Grafikken i Rocket Wars er meget simpel - næsten for simpel. Rumskibene er nærmest blot geometriske former i en enkelt farve (to farver når man aktivere skins) og der er kun én enkelt arena. Effekter som eksplosioner og lignende er fine og helt generelt fungerer grafikken fint - men der kan ofte ske så meget på skærmen ad gangen at man let kan miste orienteringen i kampens hede og det kan dermed være svært at holde fokus på ens eget rumskib. Det kan være en smule frustrerende.



Lydsiden er ganske fin. Soundtracket er et fint arkade-inspireret upbeat elektronisk soundtrack og lydeffekterne er også ganske fine og som man forventer dem i et spil af denne type.

Rocket Wars er et fint lille partyspil for op til fire spillere. Det rykker ikke grænserne for denne type spil, men det er underholdende i kortere perioder, hvis man kan samle en 2-3 venner i sofaen sammen med en ramme øl. Spillerne kan udfordre hinanden i en række hurtige spiltyper, som er nemme at kaste sig over og som er hurtigt overstået. Lige præcis som denne type spil skal være.



Styringen er spillets største udfordring, men når man får det lært, ligger der et fint lille spil og venter, men vær indstillet på, at det skal spilles med ens venner, for spiller man det alene, vil man hurtigt miste interessen.

Rocket Wars kan købes online på Xbox Store for 64 kr.
Fakta
Rocket Wars

Rocket Wars

PlatformXbox One
UdviklerArchon Interactive
UdgiverRooftop Panda
Spillere1-4
Udgivelsesdato09-05-2018
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 3
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Underholdende i kortere spilsessions, fint soundtrack, fine spilmuligheder, god pris
Kun én arena, styringen er unødvendigt indviklet, klodsede menuer
Gameplay:7.5
Grafik:6.5
Online:-
Holdbarhed:7.5
Overall 7.0
Log ind og stem
3
Der er 3 brugere som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.