Med en Bourne licens i baghånden og hjælp fra holdet bag filmatiseringerne af Robert Ludlums romaner, har udvikler High Moon Studios og udgiver Sierra Entertainment givet sig i kast med en solid satsning med udgivelsen af Robert Ludlums The Bourne Conspiracy. Filmene brillerer med godt fortalt moderne spiondrama, komplekst persongalleri og ikke mindst en hvirvelvind af veldrejede kamp- og actionscener, så der fås næppe et bedre oplæg til et konsolspil, men det stiller også tilsvarende høje forventninger fra fans.
Du er Jason Bourne, eliteagent og snigmorder, skabt og uddannet af den superhemmelige CIA-gruppe Treadstone. Spillet tager sin start få dage før filmen Bourne Identity, og det hele begynder med Jason Bournes snigmordsforsøg på den afrikanske eksdiktator Wombosi.
Historien der forsvandt
Historien i Bourne Conspiracy gennemløber overfladisk de vigtigste scener fra Bourne Identity med enkelte tilbageblik til tidligere missioner. Manuskriptet fra filmen bruges kun meget sporadisk, og spillet får i det hele taget alt for lidt ud af Bourne licensen. Tankevækkende, da Tony Gilroy, manuskriptforfatter på alle tre film, har været tilknyttet undervejs i udviklingen. Spillet har en PEGI aldersbegrænsning på 16+, så der er ikke holdt igen med voldelig og blodig action, hvilket er helt i tråd med filmudlægget.
Med Bourne Conspiracy har Sierra forsøgt endeligt at bevise, hvordan film succesfuldt skal oversættes til spil. Dette er lykkedes i nogen grand, og resultatet er et rimelig velfungerende traditionelt tredjepersons actionspil uden epokegørende nytækning, men spillet har dog har enkelte spændende tiltag. Hovedelementerne er skuddueller og nærkampe, tilsat en stor dosis halv-interaktive filmsekvenser, hvor spilleren med enkelte tastetryk involveres glimtvist - de såkaldte Quick Time Events (QTE).
Det perfekte menneskelige våben?
Bourne Conspiracys våbensystem vil være velkendt for folk, der spiller titler som f.eks. Gears of War. Systemet er dog her barberet helt ned til kun det allermest nødvendige. Våbenudvalget er begrænset, men giver dog mulighed for lidt taktisk variation. Dækningssystemet er funktionelt, men mangler blandt andet mulighed for at blindskyde. Sammenlignet med andre spil i genren virker skydesystemet stift og ufærdigt, men det fungerer uden at man trættes eller frustreres unødigt.
Nærkampssystemet er ligeledes baseret på velafprøvede idéer og er holdt forholdsvist simpelt. Man har adgang til et let henholdsvis tungt slag/spark, simple kombinationer samt parader. Nærkampene aktiveres automatisk og vises med kameravinkelerne, der kendes fra de mere rene kampspil. På trods af det lille arsenal af kampteknikker, så er det sjovt og underholdende, da ens modstandere rent faktisk er gode kæmpere. Man kommer med sikkerhed ingen vegne ved at hamre uformående på knapperne, da fjenderne konstant tilpasser sig ens angrebsmønstre og aggressivt udnytter åbninger i ens forsvar.
Ud over den normale helbredsmåler har Jason Bourne en indikator, der angiver hans adrenalinniveau i blodet, et niveau der stiger, hver gang en fjende nedlægges. Et højt adrenalinniveau har mange anvendelser; det kan omsættes til kortvarigt at få vist fjender og interessepunkter på spillets minikort eller spenderes på nogle af de rigtig mange knoglekvasende kombinationer, der indgår i nærkampsystemet.
Nærkampene krydres nemlig af et væld af flotte kombinationer, der kæder vilde serier af spark og slag sammen. Disse afsluttes ofte med, at ens modstander smadres eftertrykkeligt med møbler, får hovedet dunket ned i håndvaske eller sparkes igennem døre. Kombinationerne er flot koreograferede, imponerende varierede og stort set alt i spillets miljø bliver taget i brug, når fjender ekspederes i de grusomme og underholdende afslutninger. Med en tilpas stor mængde adrenalin i blodet kan helt op til tre modstandere udraderes på en gang, hvilket kan blive ret spektakulært.
Veltilrettelagt action
High Moon Studios bruger QTEs, som gennemgående fortælleteknik i spillet lige fra de simple, som at hoppe mellem to huse til de mere komplekse, der strækker sig over flere scener. De flotteste af slagsen er blandt spillets bedste elementer, lyspunkter der funkler med imponerende kamerastyring, bragende lydside og ægte Hollywood klipning. Her fanges glimtvist Bourne-fornemmelsen og det viser, hvordan film og spil kan smeltes sammen.
Spillets grundindhold er ret kompetent udført men er ikke særligt dybt eller mangfoldigt. Efter kun ganske få missioner er alle idéer brugt, og man hives herefter igennem de samme kampe igen og igen bare henlagt til nye komplet lineære baner og andre fjender, der opfører sig præcis som de foregående. Enkelte variationer er der dog blevet plads til, og man bliver cirka halvvejs igennem spillet belønnet med en lille biljagt i Paris, hvilket faktisk er en ret sjov arkadeoplevelse, der gerne måtte have været nogle flere af.
Når Bourne Conspiracy lykkes og alt går op i en højere enhed, glemmer man det simple spilindhold og de stramme tøjler. Men der er alt for lang mellem disse øjeblikke - det meste af tiden føles Bourne Conspiracy bare ordinært og fattigt på nerve og energi.
Gennemført teknisk
Grafisk er Bourne Conspiracy ikke uden kvaliteter. Modellerne er fint designede med et bredt udvalg af forskellige kampanimationer, ansigtsudtryk og detaljer, der er bare alt for få, og selv Jason Bourne og Marie er taget fra kassen med generiske spilkarakterer. De forskellige miljøer er attraktivt modellerede og har gode varierede teksturer, velvalgte farver, smagfuld belysning, masser af detaljer og rigt anvendte overfladeeffekter. Alt i alt et grafisk udtryk, som er helt acceptabelt, men lige mangler den sidste investering af tid og penge for at blive helt i top. Spillet har miljøer, der kan ødelægges, hvilket stedvist bruges ret imponerende, når statuer, stenvægge og biblioteker skydes sønder og sammen.
Spillets musik er produceret af Paul Oakenfold og John Powell, der her giver os et skoleeksempel på, hvordan veltilrettelagt brug af musik fremmer stemninger og højner indlevelsen. Stemmeskuespillet er professionelt håndværk, der er okay men heller ikke mere, med undtagelse af Bill Sadler, der helt forrygende ligger stemme til Alexander Conklin. Lydeffekterne er ganske omfangsrige, specielt er nærkampseffekterne dejligt rå og brutale.
Håber på en efterfølger
Bourne Conspiracy er et kort spil, som kan gennemføres på 6-8 timer. Med et fuldstændigt linært banedesign, ingen online eller flerspillermuligheder overhovedet, er det ret begrænset, hvor meget underholdning spillet kan levere efter det er gennemført første gang.
High Moon Studios er kun sluppet nogenlunde hæderligt fra deres første besøg i Bourneuniverset. Deres anstrengelser har leveret et solidt lille actionspil, der desværre kun fra tid til anden matcher Bournefilmenes magi. Overordnet set er det ret fattigt på idéer og føles sært banalt.
Havde High Moon Studios udviklet et spil, der havde andet og mere at byde på end den ene våbenduel og nærkamp efter den anden, så havde Bourne Conspiracy måske været en af sommerens positive overraskelser, men desværre er det svært at anbefale spillet helhjertet. Dette er på sin vis rigtig ærgerligt, da Bourne Conspiracy har kimen til at kunne være meget mere end bare endnu et mellemklassespil.
Facebook
Twitter
