RIDE

Anmeldt af: Morten Skou - 27. april 2015 - kl. 13:52
Del denne artikel:
7 3

Så er det endelig tid til at sætte et nyt motorcykelspil i Xboxen og give de andre kørere baghjul.

Da jeg første gang hørte om RIDE, tænkte jeg, at det da var på tide, at der kom et ordentligt alternativ til de mange bilspil, som traditionelt er blevet udgivet til konsollerne. Eftersom udvikleren af RIDE, italienske Milestone, tidligere har stået for udviklingen af MotoGP-serien til diverse konsoller, måtte de jo have noget erfaring og ikke mindst lidenskab for motorcykel-genren.

Ligesom vi kender det fra så mange andre spil, er der i RIDE mulighed for at spille en karrieredel kaldet World Tour, en Quick Mode samt muligheden for at dyste imod andre spillere over Xbox Live. World Touren er ganske omfattende, den er delt op i en masse forskellige kategorier, som selvfølgelig kræver, at man køber nye motorcykler undervejs for at rykke et skridt op i næste kategori. Hver gang man vinder et løb, optjener man både penge og reputation point - de sidstnævnte gør, at du efterhånden rykker opad på ranglisten i et forsøg på at blive nummer et, og pengene skal selvfølgelig bruges til at købe nye motorcykler eller tune den du har, så den kan køre endnu hurtigere, få bedre styreegenskaber og lignende.




I modsætning til så mange andre spil er det faktisk muligt at køre i alle de forskellige løbskategorier fra starten, det eneste som begrænser dig er, om du har råd til at købe den motorcykel, der er krævet for at køre de løb, du gerne vil. På grund af sværhedsgraden, særligt med styringen af de tohjulede monstre, kan det dog kraftigt anbefales, at man starter med de lidt langsommere motorcykler og derefter rykker en kategori op af gangen. At man kan køre præcis de løb, som man har lyst til, betyder desværre også, at der ikke er nogen rød tråd igennem karrieredelen, andet end at man stiger i rang på ranglisten efterhånden som man vinder de forskellige løb.

Som tidligere nævnt er det nødvendigt at udskifte sin motorcykel i løbet af karrieren, og her må man sige, at spillet indeholder en sand overflod af forskellige motorcykler fra i alt 14 forskellige licenserede mærker som eksempelvis Aprilia, BMW, Ducati, Honda, Kawasaki, Suzuki, Triumph og Yamaha. De forskellige motorcykler har deres egne muligheder for opgradering - nogle af dem kan man opgradere på mange forskellige områder lige fra motor til farven, mens det kun er muligt at udskifte motorolietypen på andre af dem.

Der er også stor forskel på styreegenskaberne iblandt de forskellige motorcykler, særligt de helt hurtige kan det tage lidt tid at vænne sig til at køre på. Helt generelt så skal der næsten ingenting til, før man ryger af cyklen, og hvis man får ramt en forkert vinkel på et sving, så ryger man langt ud af banen og mister dermed vigtig tid, hvis man gerne vil vinde løbet. Jeg savner lidt en mulighed for at lave flere justeringer på denne del af sværhedsgraden, det ville også have gjort spillet mere tilgængeligt for nybegyndere af genren.

I Quick Mode, som desværre ikke er helt så hurtig som navnet ellers antyder - det kommer jeg tilbage til - er der mulighed for at afprøve de forskellige baner og motorcykler samt mulighed for at spille time trial løb eller lokal multiplayer via split-screen imod en kammerat.




Onlinedelen fungerer egentlig ganske udmærket. Man har mulighed for at vælge imellem to forskellige løbstyper, den ene er hvor man bare kører et enkelt løb, og den anden hvor man skal gennemføre et championship, som består af en hel række af løb. Når man har besluttet sig for, hvilken form for løb man vil deltage i, så søger man efter det og ender så i en lobby. Hvis de andre i lobbyen allerede er i gang med at køre et løb, så får man pænt lov til at vente på at de er færdige, før man selv kan deltage. Der er mulighed for, at op til 12 deltagere kan spille online samtidig, og hvis der ikke er nok rigtige spillere, så kører man blot imod en blanding af rigtige spillere og computerstyrede spillere. Der er selvfølgelig online ranglister, så man kan se, hvor man placerer sig i forhold til andre.

Et af spillets helt store problemer, som uden tvivl er med til at ødelægge hele spilleoplevelsen, er de alt for lange indlæsningstider. Det føles ganske enkelt som om, at man bruger mere tid på at sidde og vente, end man gør bag styret på motorcyklen. Jeg besluttede mig for at tage tid på, hvor lang tid jeg egentlig sad og ventede imellem det tidspunkt hvor jeg valgte hvilket løb jeg ville køre, og frem til at jeg kunne starte løbet. Resultatet var 2 minutter og 30 sekunder - til sammenligning så kører man typisk 3 omgange i løbene, og de varer fra omkring 1 minut og op til halvandet minut. Det er under al kritik og tegner for mig et billede af, at den kære italienske udvikler ganske enkelt har lavet en ordentlig omgang spaghettikode.




Der er rigtig mange andre problemer med spillet, eksempelvis så fungerer den "rewind" funktion, som gør det muligt at "spole tilbage" hvis man skulle vælte, ikke i alle tilfælde. Det betyder, at hvis man vælter to gange lige i træk, så havner man til stor frustration som oftest helt bagerst i feltet. Et andet problem er, at hvis man pauser spillet, imens man er i gang med et løb og er væk fra spillet så længe, at ens joypad når at slukke, så er der ingen anden udvej end at gå tilbage til dashboardet, manuelt afslutte spillet og så starte forfra.

Hvis man ser på det grafiske i spillet, er der ingen tvivl om, at folkene fra Milestone elsker motorcykler. Der er ganske enkelt kælet rigtig meget for detaljegraden på dem, og det er fedt. Desværre lader det til, at de har brugt alt for meget tid på de små detaljer, så andre dele af det grafiske ligger på et lavere niveau. Et eksempel på det er, hvis man sammenligner de forskellige kameravinkler som man kan se fra, når man spiller. Hvis man vælger at se det indefra hjelmen, altså som om man selv har styrthjelmen på, så virker toppen og bunden ligefrem pixeleret. Dertil kommer, at der er en del problemer med, at spillet hakker, og det er virkelig en skam.

Lydsiden består af lidt easy listening menu-musik, og så den forventede knurren fra motorcyklerne. Lydbilledet som helhed virker desværre lidt kikset, mest på grund af, at menu-musikken fortsætter imens man kører, nu bare på en lavere lydstyrke, og det gør at det hele virker lidt mudret, når lyden fra musikken og lyden fra motorcyklerne smelter sammen. Det som jeg synes er synd ved lyden er, at alle der har prøvet at stå tæt på en motorcykel der tændes, ved at det nærmest kan give gåsehud - den følelse får man slet ikke af lyden fra motorcyklerne i RIDE.




For mig er RIDE et spil, der havde et enormt potentiale i og med, at det har mange af de elementer, som jeg altid har savnet i motorcykelspil. Desværre er det bare ikke lykkedes for Milestone at indfri forventningerne, og i stedet for et super fedt spil er det endt ud som et spil, man dårligt orker at tænde for. Kort sagt er ideen rigtig god, men den bliver slået hårdt til jorden, blandt andet af de alt for lange indlæsningstider, som spillet lider voldsomt under. Jeg kunne dog sagtens forestille mig, at et eventuelt RIDE 2 kunne gå hen og blive ganske godt - opskriften er i alle tilfælde fin, ingredienserne skal bare blandes på den rigtige måde.
Fakta
RIDE

RIDE

PlatformXbox One
UdviklerMilestone
UdgiverBandai Namco
Spillere1-12
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 3
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Høj detaljegrad på motorcyklerne. Onlinedelen kører godt.
Indlæsningstiderne, grafiske problemer, spillet crasher.
Gameplay:5.5
Grafik:6.0
Online:6.0
Holdbarhed:5.0
Overall 5.0
Log ind og stem
3
Der er 3 brugere som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.