Resident Evil: Revelations 2 er det nyeste spil i Resident Evil serien, men det er lidt anderledes end hvad de fleste måske havde forestillet sig. For det første, er det en efterfølger til det første Revelations, som startede sit liv på Nintendo 3DS, men senere blev konverteret til Xbox 360. For det andet, er det inddelt i fire episoder og udkommer fordelt over fire sammenhængende uger.

Hvorfor spillet egentlig er inddelt i episoder, er lidt svært at se, måske Capcom ville afprøve denne betalingsmodel, for spillets opbygning og historie inviterer ikke ligefrem til at inddele det i episoder. Det er for eksempel slet ikke så historietungt som andre episodeinddelte spil, som for eksempel The Walking Dead og Life is Strange, hvor der er store cliffhangere når hver episode afsluttes.
Resident Evil: Revelations 2 er et tredje-persons actionspil, i stil med de andre i serien. Der er masser af indhold i spillet; der er både en kampagnedel, der er hoveddelen i spillet, som kan gennemføres på lige under tre timer og så er der Raid Mode, med knap 50 små missioner. Raid Mode er en videreudvikling af Mercenaries og målet er her, at slippe levende igennem en bane og dræbe et bestemt antal fjender, nogle gange med tidsbegrænsning på. Der er tonsvis af ting man kan låse op for; nye våben, opgraderinger til våbnene, nye egenskaber til ens figurer, som også stiger i level undervejs. Der er pænt mange timer gemt i bare Raid Mode alene.
Grafisk er Resident Evil: Revelations 2 er sjov blanding. Nogle indendørs-miljøer kan være simple og halv-grimme mens andre, specielt udendørs-områder og effekter som eksplosioner, ser ganske flotte ud. Stemningen er god og selv om man sjældent for alvor bliver skræmt, så sidder man da lidt på kanten af sofaen med mellemrum. Rent teknisk kører spillet helt fint; grafikken kan hakke en smule til tider i større og åbne områder, men det er ikke noget som generer synderligt. Lydsiden er godkendt, uden at imponere voldsomt. Soundtracket er fint og stemningsfuldt, de engelske stemmeskuespillere gør det fint, mens de japanske som forventeligt er lidt overgearede. Jeg sad og savnede lidt mere power på lydsiden fra fjenderne, de er lidt for stille i forhold til deres ret ubehagelige udseende.

Man kan godt se og høre, at Resident Evil: Revelations 2 ikke er et spil til fuld pris. Men når man ser på dybden i spillet, på opgraderingsmulighederne og ikke mindst på Raid Mode, så er det tydeligt, at man får en del for pengene her - så kan det godt være at det ikke er det kønneste, men der er en del timer gemt i dette spil - og det er måske det mest ambitiøse episodeinddelte spil til dato til Xbox One.
Episode 1: Penal Colony
I første afsnit af Resident Evil: Revelations 2 støder vi på Claire Redfield, som sammen med Barrys datter Moira bliver bortført og vågner op i noget som ligner et fængsel, uden at vide hvordan de er havnet der og uden at vide hvor de er. Rundt om deres ene arm, har de et mystisk armbånd, som skifter farve alt efter hvor bange de er - det lader til, at der er foregået nogle mystiske menneskeforsøg på det sted hvor de er.
Claire og Moira skal nu sammen kæmpe sig ud fra fængslet og her er der jo lagt op til lokal co-op i splitscreen hvis man vil spille det med en ven. Der er en håndfuld gode co-op idéer i spillet og det får det til at virke friskt og lidt anderledes. Claire er den aggressive med kniv og våben, mens Moira fungerer som støtte til Claire, da hun har et koben, som hun kan slå med og en lommelygte, som hun kan blænde fjenderne med eller oplyse specielt mørke områder med, så de kan finde forskellige gemte ting som ammunition eller andet. Spiller man alene, vil spillet visse steder automatisk skifte til den karakter man har brug for i den givne situation, men det meste af tiden kan man spille med den karakter man ønsker.

Spillet har to historieforløb og efter en times tid sammen med Claire og Moira, skifter man over til Barry. Han har sat sig for at lede efter sin forsvundne datter og som tidligere STARS operatør, er han stadig en hårdkogt fyr og han starter da også ud med at være bevæbnet til tænderne. Efter ganske kort tid, støder han ind i den lille mystiske pige Natalia, han tager hende med på slæb og ligesom Moira er god støtte til Claire, bliver Natalia hurtigt god støtte til Barry. Hun har en evne til at fornemme fjender og fælder igennem vægge og døre og hun kan udpege dem for Barry, som dermed er et skridt foran fjenden før han møder dem. Hun er også tilstrækkelig lille til at kunne smutte igennem små sprækker og huller, som Barry er alt for stor til at komme igennem. Det fungerer overraskende godt, at Moira og Natalia virker som støtte-karakterer for Claire og Barry - så co-op delen ikke bare bliver to karakterer som blæser sig igennem horder af zombier. Den her konstellation kræver lidt mere omtanke og taktisk formåen fra spillerne.
Penal Colony er en god start for Resident Evil: Revelations 2. De fire karakterer spiller godt op mod hinanden og det er det oplagte co-op spil, så længe den ene af spillerne er indstillet på, at tage en mere taktisk rolle som enten Moira eller Natalia. Denne første episode kan gennemføres på under tre timer, men Raid Mode forlænger spillets levetid betragteligt og den alene er faktisk alle pengene værd og fungerer som et godt modstykke til kampagnedelen. Det er dog skuffende, at den ikke er online, men det skulle komme senere. Denne første episode koster 46 kr. og til den pris, er der faktisk pænt meget indhold i forhold til de andre episodeinddelte spil, som er tilgængelige på Xbox One. Vi ser i hvert fald frem til andet afsnit af Resident Evil: Revelations 2.
Score: 8,0
Episode 2: Contemplation
Den gode stemning fra første episode fortsætter i episode 2: Contemplation. Vi følger stadig Claire og Moira og senere Barry og Natalia - og ganske interessant, så støder Claire og Moira på Natalia på et tidspunkt - og der er et eller andet, som ikke er helt rigtigt ved den lille pige. Spørgsmålene omkring hende begynder at hobe sig op synes jeg.
Hvis man synes, at første episode var lidt for let, så får man nok at se til i Contemplation. Her bliver man introduceret for nye fjender, som både et hurtigere, de kommer i større flokke og de er noget mere sejlivede end tidligere. Og så er en ny fjendetype usynlig og her kommer Natalias evne til at se og udpege fjenderne virkelig til sin ret, for ellers er man prisgivet ret hurtigt. Mere end nogensinde er samarbejde vigtigt for overlevelse, specielt i co-op. Moira og Natalia er stadig stort set helt uden offensive evner, men de fungerer godt som support for Claire og Barry og de bør spilles som sådan, for ellers får man problemer.

Denne episodes kampagnedel blev gennemført på knap tre timer, en smule længere end første episode, takket være en højere sværhedsgrad og fordi nogle sekvenser måtte jeg forsøge mig med flere gange, før jeg kom videre. Der åbnes op for flere missioner i Raid Mode og to nye spilbare figurer, Gabe og Pedro, som man støder på i kampagnedelen, bliver tilgængelige i Raid Mode.
Resident Evil: Revelations 2 fortsætter i det fine spor fra første episode, men der bliver skruet lidt op for intensiteten og manglen på ammunition bliver noget mere udtalt nu. Historien spidser til og afslutningen på kampagnen er noget mere spændende end i første afsnit. Contemplation koster 46 kr. og kan nu hentes fra Xbox Games Store.
Score: 8,0
Episode 3: Judgment
Tredje episode af Resident Evil: Revelations 2 er den svageste af de tre episoder. Den gode stemning fortsætter også her, men Barry og Natalias sektion af spillet er lidt kedelig og det meste af tiden går med at åbne fire store sluseporte i en nedlagt fabrik og med at få et kæmpe batteri bakset et stykke op af nogle transportbånd i en gammel kulmine, for at aktivere en elevator, som alligevel går i stykker efter få sekunders kørsel. Der er dog en smuk sektion, hvor Barry bærer Natalia igennem dybt vand i en kloak og deres dialog her er glimrende.

Hvad Barry og Natalia har tabt af luft i denne tredje episode, har Claire og Moira vundet. Deres sektion er mere intens og man mangler konstant ammunition og man føler sig meget udsat. Specielt en sektion i en brændende fabrik er glimrende, hvor Moira og Claire, afskåret fra hinanden, skal hjælpe hinanden med at overleve og komme helskindet igennem fabrikken. Denne del ser både godt ud og fungerer virkelig godt - både i co-op og alene. Man får også at vide, hvorfor Moira er så stor modstander af skydevåben - og det er der bestemt en helt god grund til - og på et tidspunkt er det alligevel op til dig, om du vil putte et våben i hendes hænder.
Raid Mode bliver ved med at underholde og helt generelt er tredje episode ganske glimrende, men det halter lige en lille smule, i forhold til de to forgående. Det er noget mere ujævnt end de tidligere, men med en glimrende og spændende slutning, som lægger godt op til det sidste af de fire afsnit. Vi gennemførte Episode 3: Judgment på lidt over to og en halv time og i alt er vores spilletid på nuværende nået op på syv timer og tre kvarter, plus mere end fem timers spil i Raid Mode - og alt dette til en pris på under 140 kr. En ting er sikkert: Resident Evil: Revelations 2 giver meget underholdning for få penge. Dette tredje afsnit kan købes nu på Xbox Games Store for 46 kr.
Score: 7,5
Episode 4: Metamorphosis
Så er Resident Evil: Revelations 2 ude i sin fulde form. Over de sidste fire uger, har Capcom givet os et nyt afsnit hver uge, som alle har været ganske underholdende. Hovedpersonerne i dette sidste afsnit er helt klart Barry og Natalia, da Claire og Moira's del af spillet, er overstået på lidt under 30 minutter og med en ganske overraskende slutning synes jeg - og ikke nødvendigvis på den gode måde.

Barry og Natalias del tog mig omkring en time og 45 minutter at komme igennem. Man skal igen kæmpe sig igennem forskellige lokationer, hvor de mest intense er områder, som er fyldt med giftig gas, som tvinger vores to hovedpersoner til at søge op på kasser og afsatser, for at få luft. Når det så krydres med fjender, som er immune over for den giftige gas, går det hele hen og bliver ret intenst. I løbet af denne sidste episode, er der et par ganske sjove referencer til de gamle Resident Evil spil og noget kunne tyde på, at Capcoms monster-designere har hygget sig med den sidste boss, som er fremragende designet og det hele slutter med enten en "god slutning" eller en "dårlig slutning" og hvilken man får, skulle efter sigende afhænge af hvordan man spillede episode 3, men jeg har ikke kunne tjekke, om det er korrekt.
Når man har gennemført spillet, får man adgang til to ekstra episoder; The Struggle, som går lidt tættere på Moiras historie og Little Miss, som går tættere på Natalia. Episoderne koster 40 kr. stykket. Metamophosis er en fin slutning på den sidste måneds udgivelser i Resident Evil: Revelations 2 serien. Jeg var lidt overrasket og også skuffet over hvordan det hele endte med Claire og Moira, mens afslutningen med Barry og Natalia besvarer en del spørgsmål, men også lader næste lige så mange stå åbne, så der er bestemt ikke slået knude på for meget, hvis Capcom skulle vælge at gentage succesen med Revelations serien.

Alle figurer i Raid Mode er nu tilgængelige så man kan låse dem op og jeg er imponeret over, at denne sekundære spilmulighed kan blive ved med at underholde. Som med alle de forrige afsnit i serien, får man masser af indhold for sine 46 kr. med Episode 4: Metamorphosis. Hvis du gik og ventede på at alle afsnit skulle udkomme, er det nu du skal slå til, for samlet set er Resident Evil: Revelations 2 et glimrende spil, med masser af indhold, et fint gameplay og det meste fungerer bare fint - og til den samlede pris på under 200 kr. kan man bestemt ikke forlange mere. Mere af den slags Capcom.
Score: 8,0