Remember Me

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 15. juni 2013 - kl. 22:39
Del denne artikel:
3 0

Remember Me er en god fremtidshistorie i et unikt og flot univers. Tag med til Paris anno 2084, hvor minder og tanker er lig med magt.

Remember Me har været under udvikling siden 2008 og det er det første spil fra franske Dontnod Entertainment. Spillet hed oprindeligt Adrift og var planlagt udelukkende til Playstation 3, men på grund af kreative uenigheder mellem Dontnod og Sony, blev projektet droppet tilbage i starten af 2011. Her slog Capcom så til, købte rettighederne til spillet og smed penge i projektet, der nu er udkommet på Xbox 360, Playstation 3 og PC under navnet Remember Me.


Her i 2013 ser vi efterhånden en del teknisk flotte spil, men det er ikke så tit, at vi ser en gennemført art direction, der gennemsyrer hele spillet. Mirror’s Edge springer frem fra tankerne når man taler om gennemdesignede spil – og med Remember Me har vi at gøre med et af de mest veldesignede spil nogensinde. Det gælder lige fra den fantastiske realisation af et ødelagt Paris i år 2084 (som ser virkelig flot ud), til hovedpersonens dragt og til designet af menuerne og teksterne inde i spillet, der svæver rundt i selve spilverdenen.

Alt er sat sammen med den største nænsomhed, så farver, typografi, lyd og hele stemningen og spilverdenen går op i en højere enhed. Det var måske den perfektionistiske tilgang til designet, som Sony ikke ville smide tid og penge efter og derfor sprang fra projektet – det finder vi nok aldrig ud af. Heldigvis har Dontnod holdt fast i deres vision og har nu givet os et af de mest gennemdesignede spil nogensinde – og tak til Capcom, for at holde liv i dette projekt.

Til at støtte op omkring den flotte grafiske stil, er et matchende soundtrack, skabt af den for mange, ukendte, Olivier Deriviére. Soundtracket passer perfekt til spillet og er et af de bedre soundtracks i et spil af denne type. Det er med til at bygge den helt rigtige futuriske stemning op og dette kombineret med det flotte design, så er det en helt speciel lydmæssig og visuel oplevelse man får med Remember Me. Lydeffekterne er også ganske gode, men mere på det jævne og stemmeskuespillet kunne godt have været bedre visse steder, men begge dele fungerer og ødelægger ikke noget.


Remember Me foregår i år 2084, hvor mega-firmaet Memorize har opfundet en ny hjerne-implantat kaldet Sensation Engine (Sensen). Den gør mere end 99% af befolkningen i stand til at uploade og dele deres minder på nettet og endda fjerne grimme og ubehagelige minder, så de lever et lykkeligere og behageligere liv. Dette giver dog Memorize en voldsom magt over befolkningen, da de ved stort set alt om dem og det viser sig, at Sensen devicen ikke er helt ufarlig.

I kølvandet på Memorizes magt opstår der en modstandsbevægelse, The Errorists, som vil gøre alt for at få Memorize ned med nakken, da de ikke bryder sig om tanken om, at et enkelt firma har så meget magt. Man tager rollen som pigen Nilin, medlem af The Errorrists og tidligere Memory Hunter. En Memory Hunter har evnen til at hacke sig ind i andre folks minder via deres Sensen device og stjæle deres minder. Det, der gør Nilin til noget specielt er, at Nilin ikke alene kan stjæle folks minder, men hun kan også ændre, eller remixe, dem, så folk pludselig husker en anden virkelighed end tidligere.

Et godt eksempel på det er tidligt i spillet, hvor Nilin bliver angrebet af en kvindelig lejemorder og lige i det øjeblik at hun sætter hendes kniv mod Nilins strube, bryder Nilin ind i lejemorderens Sensen device og finder ud af, at hun har påtaget sig opgaven at dræbe Nilin, fordi hendes mand ligger på hospitalet og har brug for meget dyre operationer. Nilin ændre nu hendes minder om hendes mand, så den virkelighed hun nu husker er, at hendes mand er blevet slået ihjel af Memorize, pga. af påståede lægefejl. Dette gøres i et lille minispil, hvor man spoler rundt i en scene på hospitalet, for at finde fejl og detaljer, som kan ændres med stor effekt. Det kan f.eks. være en iltmaske, der ikke sidder rigtigt på patienten, eller at man bytter rundt på den medicin som lægen giver.


Nu når lejemorderen tror at hendes mand er blevet slået ihjel af Memorize, har hun ikke længere brug for den dusør, der er på Nilins hoved – og hun er nu i stedet mere opsat på at sænke Memorize, præcis som Nilin er. Derfor slutter hun sig til Nilin i stedet for at slå hende ihjel og hun fjerner kniven fra hendes strube. Det er virkelig godt tænkt og det lille minispil er ret godt udført, selv om det er meget trial & error baseret – men det fungerer ganske fint.

Remember Me indeholder faktisk flere gode idéer, det er dog bare ikke alle der er lige godt udført. En af de andre fine idéer er, at man selv kan sammensætte sine comboer i kampsystemet, som minder om det vi finder i Batman spillene. Sammensætningen af ens comboer, har ikke indflydelse på hvilke slag og spark Nilin udfører, for hun udfører altid de samme spark og slag i den samme rækkefølge, men man kan tilknytte forskellige egenskaber til hendes angreb.

Nogle slag eller spark giver hende lidt mere energi eller gør at hun hurtigere kan bruge hendes specielle angreb, mens andre gør ekstra skade eller kopiere og forstærker den egenskab, der var på ens forrige slag eller spark. Jo længere ind man kommer i ens combo, jo stærkere er effekten af den pågældende egenskab. Det kan måske lyde lidt forvirrende, men det er faktisk en ganske god idé, der såmænd fungerer fint, men at man altid laver de samme slag og spark i den samme rækkefølge, er lidt trist.


Kampsystemet fungerer fint i starten, men efterhånden som man kommer længere ind i spillet og møder hårdere modstand, er man meget afhængig af, at kunne udføre disse comboer næsten perfekt, for ellers har ens angreb stort set ingen effekt på fjenderne. Det kan blive lidt frustrerende i længden, især når fjenderne tit flokkes tæt omkring Nilin og ens comboer bliver afbrudt, hvis man bliver ramt af en af fjenderne. Så for det meste løber man rundt og ser om man kan isolere en af fjenderne, for så at udføre ens combo på ham. Og med et kamera, der har lidt sin egen vilje, kan kampene blive noget frustrerende og kluntede.

Ud over at kæmpe mod massevis af fjender, klatrer Nilin også rundt på bygningerne i bedste Assassins Creed stil. Forskellen fra Remember Me og til Assassins Creed er, at der her er en fast rute rundt på husene, mens man havde mere frihed til at klatre hvor man ville i Assassins Creed. Det fungerer fint, men virker lidt begrænset.

Remember Me er et af de spil, der summer med potentiale og gode idéer, men desværre bliver ikke alle udnyttet til fulde. Der er nogle gode idéer i combo-systemet, men det føles alligevel lidt begrænset og det samme gør klatre sekvenserne. Minispillene hvor man skal remixe udvalgte personerne drømme er godt skruet sammen og historien har virkelig noget på hjerte. Det hele er pakket ind i et virkeligt stilrent og flot design, noget af det mest gennemførte jeg har set i noget spil overhovedet.

Remember Me prolog

Remember Me er en god oplevelse, måske ikke den helt store spilmæssige oplevelse, men en god oplevelse. Der er flere gode idéer undervejs, den flotte grafik imponerer gang på gang og selv om gameplayet måske ikke er det mest gennemførte, kan man alligevel ikke lade være med at lade sig rive med af det unikke univers og historien – det kunne jeg i hvert fald ikke.

Desværre er Remember Me nok et af de spil, vi vil finde i tilbudskassen om kort tid, ikke fordi det er et dårligt spil, men fordi det er et af de spil, der ikke har fået den opmærksomhed, som det i virkeligheden fortjener. Hvis du er ude efter en god oplevelse og kan leve med et gameplay, hvor der er plads til forbedringer på nogle punkter, så burde du give dig selv den oplevelse, at spille Remember Me.
+ Fantastisk design, masser af gode idéer, god historie
Begrænset combosystem, til tider frustrerende gameplay, idéerne bliver ikke udnyttet optimalt
Gameplay:7.0
Grafik:9.0
Online:-
Holdbarhed:7.5
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.