Rare Replay

Anmeldt af: Jakob Helms Andreasen - 3. august 2015 - kl. 15:00
Del denne artikel:
12 5

Rare Replay er en samling af 30 spil udviklet af Rare, samlet i en pakke og så endda til en god pris. Men er det så også den fantastiske fejring af et legendarisk hold spiludviklere, som Rare fortjener?

Rare Replay er en samling af 30 spil udviklet af Rare, som står bag ikoniske spil som Banjo-Kazooie, Perfect Dark, Viva Piñata og mange andre. Samlingen af spil strækker sig egentlig over 32 år, på trods af, at firmaet kun har eksisteret i 30 år – et par tidlige spil, af de to brødre som senere grundlagde Rare, er nemlig inkluderet i samlingen. Er Rare Replay en fantastisk fejring af et legendarisk hold spiludviklere, eller en gumpetung samling af gennemsnitlige titler?



Hele Rare Replay-samlingen er bygget op omkring et teater-tema – når man åbner et spil møder man ikke en loadingskærm, men i stedet går et tæppe ned. Med et spotlight vælger man forskellige plakater og billeder, som symboliserer de forskellige menuer og spiltitler – og så er menuen desværre tilsat den mest håbløse omgang cirkusmusik, man kunne forestille sig. Det gør det ikke ligefrem bedre, at spilmenuen simpelthen bare er de 30 spil, som er inkluderet i samlingen, i en lang række.

Ni af spillene, som er inkluderet i Rare Replay, har allerede været udgivet på Xbox 360. Det drejer sig om blandt andet alle spil med Banjo-Kazooie og Jetpac: Refuelled. Derfor er udgaverne, som er inkluderet i Rare Replay, simpelthen Xbox 360-udgaverne af disse titler, som er gjort bagud kompatible – uden nogen som helst former for ændringer. Det føles som en noget billig måde at hente point på, specielt fordi at spillene ikke er undergået samme ”behandling”, som resten af de inkluderede spil. Der er ingen nye snydekoder, ingen Snapshots relateret til dem og de er, mere eller mindre, faktisk separate titler fra Rare Replay, selvom at de kan åbnes fra spillets menu. At have optjent gamerscore i disse spil låser også op for Stamps i Rare Replay, men der er ingen forskel på, om man spiller spillet som en del af denne pakke, eller simpelthen åbner sit gamle digitale eksemplar på sin Xbox One.



Det er lidt ærgerligt, da omkring en tredjedel af samlingen derfor ikke gør brug af nogen af de nye muligheder, som man finder i Rare Replay. Til de fleste af spillene er der tilføjet snydekoder, såsom muligheden for at spole tiden ti sekunder tilbage og dermed undgå at dø i spillet, muligheden for at aktivere uendelige liv og lignende. Samtidig er nogle af spillene også blevet opgraderet – for eksempel kører Grabbed by the Ghoulies med et højere antal billeder per sekund, mens at en fejl i Battletoads, som gjorde, at en af spillerne, hvis man spillede flere, ikke kunne forsætte efter en specifik bane, ligeledes er rettet. Til visse af titlerne er der også tilføjet en Snapshot-funktion, som er en af Rare Replays helt store styrker.

Snapshots er en dejlig lille juvel – der er fem snapshots per spil, og hver i sær giver de dig en specifik udfordring til det enkelte spil, og sætter dig i en unik situation. Det kan for eksempel være, at du skal gennemføre en af banerne i Jetpac, uden at måtte bruge dit laser-våben, eller at man har modificeret Battletoads Arcade, så man skal slås mod den slemmeste boss, to gange, samtidig. Det er en sjov funktionalitet, fordi det lader dig opleve spillene på andre måder og stiller nogle alternative krav til spilleren. Desværre er der kun fem per spil, og alt for mange af dem handler i bund og grund om at klare en mission på kort tid, eller med nok point. Man kunne sagtens have udfoldet sig langt mere kreativt med disse Snapshots, som dog stadigvæk er sjove at spille, og som jeg gerne så, at der var dobbelt så mange af. Det er en stærk mulighed i Rare Replay, men med kun fem per spil og mangel på kreative udfordringer virker det til, at Rare ikke selv har set det – samtidig med, at Snapshots kun er integreret i 16 ud af 30 af de inkluderede spil. En god funktion, som man nemt kunne have gjort meget, meget bedre.



Som en del af Rare Replay bliver man også taget med 'bag tæppet' hos spiludvikleren. I takt med at man stiger i rang, låser man op for diverse former for Rare-relateret indhold, såsom videoer, der fremviser koncept-tegninger af figurerne fra Kameo og Viva Piñata, kig på Rare-projekter som blev aflyst gennem tidens løb, såsom Kameo 2, gyser-spillet Sundown og party-spillet The Fast and the Furriest, som en tidlig Kinect-prototype, der skulle introducere Kinect-kameraet til køberne. Det er både spændende og interessant at få lov til at se de her ting, og få et langt større indblik i den del af spilbranchen, som man ofte ikke ser – nemlig de projekter, der af den ene eller den anden årsag bliver aflyst.

Udvalget af titler i Rare Replay virker lidt tamt. I Rares tidlige år som udviklere fokuserede de på kvantitet frem for kvalitet, hvilket betyder at mange af de tidligere spil faktisk ikke er særligt gode. En central ting, som jeg er helt perpleks over er, at der kun er Snapshot-funktionalitet til 16 af de 30 titler. Ni af dem er åbenlyst udeblevne, da de er gamle titler fra Xbox 360, men det undrer og forvirrer, at der ikke er Snapshots til spil som Killer Instinct Gold og Conker's Bad Fur Day. Rare har åbenbart valgt at begrænse udvalget til spil fra før 1995, men af ingen åbenlys årsag – og så virker det håbløst, at denne funktionalitet er en stor, velfungerende del af spillet, men kun tilgængelig i lidt over halvdelen af titlerne, og ikke i de titler, som er pakkens store trækplastre.



Rare blev opkøbt af Microsoft i 2002, og de arbejdede tidligere primært på spil til Nintendos platforme, hvilket desværre betyder, at Rare ikke længere har licens til alle de spil, de har udviklet, og man er dermed nødt til at undvære visse stortitler, såsom Donkey Kong Country-serien og James Bond-spillet Goldeneye 007, som uden tvivl er et af de mest ikoniske første-persons-skydespil nogensinde. Det er uundgåeligt, men dødærgerligt, for disse titler er uden tvivl blandt de mest kendte, og kritisk anerkendte, som Rare har udviklet.

Til gengæld er spil som Battletoads Arcade inkluderet – et meget godt spil, som aldrig tidligere har været udgivet på en hjemmekonsol (deraf navnet). Det er en god oplevelse, som for sig selv sagtens ville være en tredjedel af prisen for Rare Replay værd. Desværre er en stor del af spillene, som er værd at bruge længere tid på – Banko-Kazooie og Perfect Dark, for eksempel – kun Xbox One-kompatible udgaver af Xbox 360-udgaverne. Hvis man allerede ejer disse spilserier på den platform, er der ikke den store grund til at købe Rare Replay, medmindre man er yderst inkarneret Rare-fan. I det mindste kunne man have givet spillene en grafisk opdatering og/eller Snapshot-support – som helt klart er Rare Replays stærkeste funktion, men som kun lige over halvdelen af spillene benytter.



Man kan ikke andet end at rynke på brynene over, at figurer som Kameo, Banjo-Kazooie og Joanna Dark, bruges i midten og forrest på alt reklamemateriale for Rare Replay, når det eneste man kan i Rare Replay, sådan set er at åbne dem fra menuen, og få låst op for videoer ved at have nok gamerscore i spillene. De føles separat fra resten af samlingen, og ikke som en integreret del, og hvis man ejer Rare Replay digitalt vil man aldrig åbne det, for at spille disse spil – man ville bare åbne dem direkte fra dashboardet på sin Xbox One.

I sidste ende er Rare Replay en mærkelig blanding. Hvis man kun er interesseret i spil og ikke kender Rare som udviklere, er man højst sandsynligvis ikke interesseret i ekstraindholdet. Hvis man er inkarneret Rare-fan og interesseret i ekstraindholdet, så har man formegentlig allerede adgang til Xbox 360-spillene, som udgør næsten en tredjedel af samlingen – den bedste tredjedel, endda. Som samling mangler Rare Replay fokus, funktioner og mere substans. Rare Replay kan varmt anbefales, hvis du ikke allerede har Banko-Kazooie-serien på din Xbox 360, ikke har været gennem Perfect Dark-spillene og hvis du synes, at det er sjovt at komme bag kulisserne hos spiludviklere, eller hvis du bare er ualmindeligt glad for Jetpac eller Battletoads.



Hvis du allerede har Xbox 360-titlerne og ikke er interesseret i ekstraindholdet er Rare Replay ikke noget at råbe stort hurra for – for på trods af, at samlingen bestemt ikke kan kategoriseres som decideret dårlig, så formår Rare Replay ikke at være en fyldestgørende hyldest til genierne hos Rare, og særligt formår det ikke at være en hyldest til mange af de fantastiske spil, som de har udviklet, som i sidste ende står separat fra resten af samlingen. Rare Replay er dårligt udført, og i sidste ende er det – på trods af, at visse af titlerne og idéerne bag er helt fantastiske – en middelmådig samling af firser-spil, som ikke holder i dag, bagud-kompatible Xbox 360-titler, videoer omkring spildesign og Battletoads Arcade.

Rare Replay kan købes fra 4. august til 245kr på Xbox Games Store.
+ Battletoads Arcade, Snapshot-funktionen, nye snydekoder og muligheder
Dårlig udførsel, mangel på fokus og dårligt integreret indhold
Gameplay:6.0
Grafik:6.0
Online:7.0
Holdbarhed:6.0
Overall 6.0
Log ind og stem
5
Der er 5 brugere som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.