Race Driver: GRID

Anmeldt af: Dennis Haagensen - 10. juni 2008 - kl. 23:46
Del denne artikel:
21 0

Spænd fempunktselen godt ind og find koblingspunktet for løbet skydes snart i gang, og du har pole position. Kan du holde fast i den indtil målstregen?

Race Driver: GRID er det seneste skud på stammen i Codemasters’ serie af bilspil, der startede tilbage i 1997 med Toca Touring Car Championship til Playstation og PC. De første par spil i serien koncentrerede sig primært om touringdisciplinen indenfor motorsport, men de senere års inkarnationer har bredt sig ud over flere aspekter i racingverdenen, og GRID er ingen undtagelse.






Fra første færd får man indblik i, præcis hvor varieret et bilspil GRID egentligt er. Fra de svulmende muskelbiler på amerikanske gader og stræder, tværs over de europæiske veje i touringbiler og eksotiske sportsvogne, helt frem til snævre japanske sving i toptunede, højteknologiske fartvidundre er der lagt stor vægt på at vise det bredeste spektrum. Codemasters har endda inkluderet et par omgange Destruction Derby og et årligt 24 timers Le Mans løb.

Spillets primære fokus ligger i det såkaldte ”Grid World”, der er karrieredelen i spillet. Her starter du som en uerfaren grønskolling, der forsøger at kæmpe sig vej op igennem ranglisterne til den hæderkronede førsteplads. For at avancere i ranglisterne er det nødvendigt at indtjene penge og opbygge dit omdømme ved at fuldføre, og forhåbentlig vinde, så mange løb som muligt. Dette kan gøres på to separate måder, hvoraf den første kaldes ”Driver Offers”. Her får du chancen for at prøve kræfter med en mængde forskellige discipliner, biler og baner som hyret chauffør for de store hold. Dette er en god mulighed for at optjene de første sparepenge, men forbedringen af dit omdømme er meget begrænset. Den anden mulighed ”Race Events” er her, hvor de store penge findes, og hvor dit ry på banen virkelig kan boostes. Du stiller her op for dit eget hold i dine egne biler og kan, med en placering på vinderskamlen, høste store pengepræmier samtidig med, at de andre kørere og hold får øjnene op for dine evner. Pengepræmierne kan dog hurtigt få ben at gå på med mere end 50 biler til rådighed for de købelystne.






Race Events er opdelt i 3 regioner; USA, Europa og Japan, med forskellige løb i alle tre regioner. Ydermere er der en sæsonopdeling, der begrænser antallet af løb, du kan nå at gennemføre indenfor en sæson. Hver sæson afsluttes med et 24 timers Le Mans løb, som du dog kan vælge ikke at deltage i. Le Mans løbene er opdelt i fire forskellige klasser, hvor det er tilstrækkeligt at sejre over de andre kørere i din klasse. Her er tale om 24 accelerede timer, der sammenlagt varer ca. 20 minutter, og selvfølgelig vil man som oftest se Tom Christensen på førstepladsen.

Endvidere har du, når du har opbygget et tilstrækkeligt rygte og en endnu mere tilstrækkelig pengepung, mulighed for at hyre andre kørere til at deltage i løb sammen med dig med dine biler og dine sponsorers reklameindtægter i udsigt. Dog kræver det et dybt greb i lommen, da kørere af kvalitet kræver store overførselssummer og en procentdel af holdets indtægter.






Udviklerholdet har i GRID lagt meget arbejde i realistiske deformationer og flyvende vraggods, når de uundgåelige uheld sker. Men heldigvis er det ikke bydende nødvendigt at køre et løb 100% fejlfrit for at sejre. De computerstyrede kørere er ikke perfekte, men ender også en gang imellem i barrieren eller i voldsomme sammenstød med hinanden. Skulle det endelig gå helt galt, så har Codemasters inkluderet et Flashback-system, der giver dig mulighed for at spole gengivelsen af dit styrt op til 5 sekunder tilbage og genoptage løbet derfra. Dette giver dig endnu en chance for at tackle det sving, der brat standsede dit løb i første forsøg. Denne funktion er dog ikke ubegrænset, da du kun kan benytte dig af 4 flashbacks pr. løb og som sagt kun kan spole omkring 5 sekunder tilbage.

Flashback-systemet gør spillet mere tilgiveligt overfor mindre fejl, der ender i katastrofer, men er desværre også skyld i, at man sjældent tager sig tid til at nyde de spektakulære uheld, for hvis du venter for længe med at se dit replay, så kan du ikke spole langt nok tilbage og vil derfor ende i præcis samme situation igen.

Realismen har også været i fokus, når det drejer sig om køretøjernes dynamik, men her halter spillet desværre en smule bagud overfor de andre mere simulationsprægede konkurrenter på markedet. Styringen af de forskellige biler er ikke voldsomt realistisk men mere arkadeagtig i udførelsen. Kontakten til vejbanens konturer smutter en gang imellem, ofte med forfærdelige resultater. Denne anmelder oplevede en saltomortale forårsaget af en lillebitte ”ingenting” på vejbanen. Ja, der var absolut intet af se på replayet ud over min flyvende Dodge Viper.






Fra et grafisk synspunkt er GRID en perle. Spillet er domineret af detaljerede bilmodeller, realistiske reflektioner og naturtro omgivelser. Helt ned i så små detajler som tilskuerne langs barrierne, der rækker armene ud mod dig, når du kører forbi i høj fart. Spillet er gennemsyret af en helt utrolig fartfornemmelse, der specielt kommer til udtryk i de mere eksotiske sportsvogne som Lamborghini Murcielago, Koenigsegg CCR og Pagani Zonda, der brølende fræser ned af snævre gader med hastigheder på over 300 kilometer i timen. Desværre rammes GRID også en sjælden gang imellem af massive framedrops, oftest når store mængder røg og bilstumper fyger gennem luften. Men generelt set er farten, både grafisk og oplevelsesmæssigt, i top.

Når tilskuernes flagrende arme er nævnt, ville det være synd ikke at nævne suset, der tydeligt høres fra tilskuerpladserne, når en manøvre i et skarpt sving ikke helt lykkes eller når man som forreste bil i feltet krydser målstregen. Lydsiden i GRID er meget gennemført med brunstige motorer, der blandes med hvinende dæk og flænset glasfiber mod en betonbarriere. Musikken i spillet er nærmest noneksistent, bortset fra menuerne og replays. Dog skal nævnes de sidste tre minutters adrenalinpumpende rytmer, der trænger igennem i slutningen af et 24 timers Le Mans løb.






Race Driver: GRID er rent arkaderæs. Her er ingen muligheder for at ændre i bilernes opsætning eller udstyr, og udseendet af dine køretøjer er begrænset til et antal farver og vinyler. Men det giver samtidig større fokus på dét, der gør GRID til en dejlig oplevelse; køreglæden. Her kører man i den bil, man har til rådighed mod biler i samme klasse med samme præstationer. Det er ene og alene dit talent (og modstandernes mangel på samme), der ligger til grund for løbets udfald.

I kampen om bilentusiasternes gunst har GRID fat i den lange ende, men oplevelsen skæmmes dog en smule af de førnævnte framedrops og en noget urealistisk styring. Men er man til en rendyrket arkadeoplevelse, så er Race Driver: GRID absolut værd at kigge nærmere på.
Gameplay:9.1
Grafik:8.5
Online:8.4
Holdbarhed:8.8
Overall 8.6
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.