Man indtager rollen som Syd en bad-ass gut med grimme ar, pumpede muskler og tatoveringer over det hele. Syd er ikke jordens mest pædagogiske og blide skabning, og hans spidskompetence ligger mere ovre i kategorien, hvor man uddeler øretæver til højre og venstre. Allerede i starten af spillet, hvor Syd præsenteres, skinner det tydeligt igennem, at han er en japansklignende version af Marcus Phoenix fra Gears of War spilserien. En anelse mere skævøjet og med en mere smart frisure - men ellers uden tvivl en fjern slægtning fra Østen.
Selve historien fandt jeg forvirrende og rodet fra start til slut. Reelt så kæmper man sig op igennem et tårn, hvor man ved hver loadesekvens får et lille grafisk overblik som viser, hvor langt man er fra toppen. Tårnet er sygdommens vugge, og jo længere man kæmper sig op, des større bliver modstanden - ikke overraskende. Spillet foregår i et klassisk 3. persons perspektiv præcis som i Gears of War. I størstedelen af spillet slår man pjalterne sammen med et lille nips af en pige. Her bedrager skinnet i den grad, og hun er en sand kampmaskine udstyret med et dræbende sværd. En sjov lille gimmick i de baner, hvor man kæmper ved siden af tøsen er, at man kan løfte hende op og så kyle hende mod modstanderen. Et velplaceret kast udløser en slowmotion sekvens, hvor fjenden skæres i stumper i en sand eksplosion af farver.
Stort set alle dele af dette spil ligger op til sammenligning med Gears of War, og styringen er ingen undtagelse. Funktionen hvor man søger dække bag forskellige ting i banerne er forsøgt kopieret, men desværre uden den helt store succes. I Quantum Theory hænger man for hårdt fast i dækningen, og det kræver et tryk på en knap for at frigøre sig. Dette irriterede mig gennem hele spillet, og selv efter godt 10 timer i selskab med titlen, var jeg ikke mildere stemt overfor denne funktion. Udover dette irritationsmoment er det langtfra alle ting, man kan dække sig bagved. Det er noget surt at lege helt og drøne ind i en sal fyldt med fjender, målrettet løbende efter et dække, for derefter at erkende, at man på ingen måde kan interagere med det. Dette hiver én brutalt ud af illusionen om at være en bad-ass kriger på vej op i et tårn!
En anden funktion, som er hentet fra Gears of War, er rullefaldet. Dette er kopieret helt ned til den lyd, som man udbryder, mens man kaster sig rullende ud i luften. Udover at denne funktion sidder på en anden knap, så er den reelt godt kopieret, hvilket er mere end man kan sige om flere andre elementer i spillet. Quantum Theory har også forsøgt at inkludere one-liners i stil med dem, som Marcus kom med i begge Gears of War spillene. Desværre siger Syd noget nær det samme hele spillet igennem, og selvom det er sure betragtninger lige i stil med hans karakter, så bliver ens liv ikke markant beriget af de noget simple statements, som han surt brummer med jævne mellemrum.
Spillets sværhedsgrad er for svingende gennem turen op i tårnet. Man kan heldigvis skifte imellem titlens tre sværhedsgrader i løbet af spillet. Men selv på den letteste kan enkelte af de senere boss-fights godt tage en del forsøg, før giganterne må bide i støvet. Jeg oplevede flere gange at sidde fast i længere tid, før jeg med en god portion held fik placeret det trofævindende skud eller slag lige i kyssetøjet på dagens udvalgte fjende. Mod slutningen af spillet løber man ind i en sand parade af boss-fights, hvor jeg hver gang troede, at dette måtte da være den endelige kamp om Jordens skæbne hvorefter der straks kom endnu en større slimet fætter til syne. Den sidste del af spillet er noget mere underholdene end de første mange timer, som virker noget monotone. En del checkpoints var dog placeret for langt fra hinanden, og flere gange blev jeg smidt urimeligt langt tilbage igen og igen. Det er dræbende for enhver spilleglæde i mine øjne, og her skulle spillet sælges i en bundle sammen med en boksebold, så man kunne få nogle af frustrationerne gennemarbejdet med det samme.
Grafisk er spillet noget klodset, og kommer man for tæt på kulisserne syner det hele noget groft og sjusket. Flere baner vil gerne ligne de dunkle underjordiske baner i Gears of War 2, men dette lykkedes aldrig helt godt, og grafikken trækker stemningen ud af oplevelsen. Enkelte cutscener er ret imponerende med en masse farver og kæmpe monsterlignende fætre, som gør deres entré på spektakulære måder. Andre er mindre vellykkede. Særligt er scenerne, hvor der indgår menneskeansigter og dialog, noget kolde og kliniske. Der er ikke de store udtryk i ansigterne, og udvikleren har tydeligvis ikke smidt alt deres energi i netop denne del af titlen.
Stemningen i spillet lader noget tilbage. Eksempelvis forsvinder nedlagte fjender i en sky af farvelade. Kald mig simpel og morbid, men jeg vil altså se bunker af lig efter drabelige slag, hvor jeg har nedkæmpet store horder af fjender. Der er ikke samme grad af tilfredsstillelse forbundet med farveladevand spredt rundt på gulv og vægge. Selv de rimelig store fjender, som man møder på sin vej op igennem tårnet, forvandles til en omgang vandballoner fyldt med farverigt vand, når de rammes rigtigt. Endnu en fejl, som hiver stemningen ud af oplevelsen, er ens manglende evne til at interagere med miljøet. Eksempelvis findes der utallige døre og døråbninger, som er blokeret af usynlige mure. Igen kommer hele baduljen til at virke lidt som kulisser til et egnsteater i provinsen frem for et veltrimmet actionspil.
Et af stederne, hvor spillet skinner igennem på den positive måde, er musikken. Denne er til tider en smuk kombination af orientalsk musik blandet med vestlig rock, hvilket i den grad passer til spillets japanske actionstil. Det er alt i alt velfungerende og trækker en smule opad i den samlede bedømmelse af titlen. Lydene under kampene er som standarden nu er på sådanne titler primært et lydtæppe af skud, eksplosioner og råb. Der er ikke meget at sætte fingeren på der. Man kunne dog godt ønske sig lidt mere pondus bag våbnene. Alle de våben, man finder på sin vej, er enormt store passer sådan set meget godt til Syd´s noget pumpede ydre. Men lyden af de fleste er lidt fattig. Et godt stort maskingevær skal nu engang flå i øregangen og ikke bare lyde som en lille hundeproppistol.
Flere gange gennem spillet oplever man at få en flyvetur på ryggen af en underlig ormelignende skabning. Man hænger fast på ryggen af denne flyvende skabning, mens man desperat forsøger at nedkæmpe fjender på jorden eller i luften. Dejligt kaotisk og et tiltrængt afbræk fra de mange baner, hvor man erobrer den ene store sal fyldt med fjender efter den anden. Desværre oplevede jeg også regulære fejl i Quantum Theory. Fjender som kommer ud af intet eller som blinkende forsvandt samme vej. AI-en går heller ikke over i spilhistorien, som den mest veludviklede. Jeg oplevede mange gange, at fjender søgte dækning bag eksempelvis stolper, for herefter ihærdigt at skyde direkte og meget målbevidst ind i stolpen. Sådanne noget nærsynede fjender mødte jeg flere gange gennem min opstigning i tårnet.
Quantum Theory er også udstyret med en multiplayerdel, men i den periode, hvor jeg havde titlen til anmeldelse, oplevede jeg højest at finde to andre spillere online samtidig. Dette var ikke nok til at starte et spil, og efter lang ventetid smuttede disse dog også, og jeg sad tilbage på åbenlyse tomme servere uden nogen at spille med. Jeg prøvede flere forskellige dage, men fik aldrig spillet de multiplayerspil, som titlen indeholder. Ifølge menuen finder man tre spilmodes under navnene Executioner, Dead or alive samt Guardian. Det første er et alle-mod-alle deathmatchspil, og de sidste to er holdbaserede spil. Teksten omkring Guardian beskrev et spil, som minder meget om spiltypen af samme navn i Gears of War. Jeg kan således ikke bedømme multiplayerdelen og vil derfor undlade at give en karakter indenfor denne kategori. Men noget tyder på, at man kan rende ind i en slem overraskelse, hvis man alene køber denne titel med multiplayer for øje.
Hvis man er en af de spillere, som går meget op i gamerpoints og achievements, så er dette nok heller ikke titlen, som man skal kaste sig først ud i. Spillet er ikke specielt belønnende i form af store achievements. En del er forbundet med multiplayerdelen, som jeg så ikke fik mulighed for at teste. Alt i alt tvivler jeg meget på, at denne titel bliver en, som vi læser om i 1000/1000-tråden med jævne mellemrum.
Titlen Quantum Theory undrede mig gennem hele spillet, og jeg syntes egentligt aldrig, at den besvares ordentligt. Faktisk er spillet i passager så forvirrende og uden sammenhæng i historien, at en forelæsning med den teoretiske fysiker Holger Bech omkring rigtig kvanteteori sikkert ville være mere forståelig og underholdende. Genspilningsværdien af de dele af spillet, som jeg legede med, er minimal. Omvendt kan der ligge skatte begravet i multiplayerdelen, men hvis ingen spiller dette, så giver det jo ingen mening eller vedvarende værdi.
Hvis vi skal vende tilbage til det simple spørgsmål i starten af anmeldelsen dæmper denne titel vores abstinenser efter det kommende Gears of War 3? Svaret er desværre - et klart og rungende nej. Dette spil føles som en billig kopi af et designerur købt på en strand i Thailand, hvor viserne er faldet af og uret gået totalt fra hinanden, inden man rammer Kastrup lufthavn på hjemturen. Det er et forsøg på at lave et Gears of War-agtigt spil med en japansk twist, men det lykkedes desværre ikke. Udvikleren kunne have fået et par billige point ved eksempelvis at inkludere co-op enten via Xbox Live eller i form af splitscreen. Lidt social hygge med vennerne i co-op kunne have fået mig til at smide skiven i maskinen igen, hvilket jeg alvorligt tvivler på kommer til at ske nu.
Facebook
Twitter
