Pure Pool

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 15. november 2014 - kl. 00:20
Del denne artikel:
2 0

Magter du ikke lige at rende på den lokale pub og spille lidt pool blandt fulde mennesker og ølsjatter på pool bordet, så er her løsningen på din Xbox One.

Efter at have været udgivet på både PC og Playstation 4, er Pure Pool nu endelig kommet til Xbox One. Det er bestemt ikke mange spil vi ser i denne genre, men det har ikke fået udviklerne hos engelske VooFoo Studios til at slappe af. De har med Pure Pool lavet det mest realistiske pool-spil til dato - det eneste vi savner er en stor kold fadøl.



Det første man bemærker når man spiller Pure Pool, er den virkelig flotte grafik. Både bord og ballerne (ja, det hedder de) ser meget realistiske ud og man kan for eksempel tydeligt se fibrene i stoffet på bordet og omgivelserne skinner realistisk i de blanke baller. Man kan selv vælge, hvilken farve stoffet på bordet skal have, om der skal være logo på og i løbet af spillet lukker man op for ny køer. Uanset hvad man vælger, er Pure Pool et meget flot spil og bordet er placeret i noget der minder om en stilfuld bar, hvor man kan høre folk snakke og hygge sig i baggrunden, mens noget afslappet musik strømmer ud gennem højttalerne, så stemningen er helt på plads.

Der er en række forskellige spilmuligheder i Pure Pool. Der er en karrieredel, hvor man enten kan spille US 8-Ball eller 9-Ball pool, hvor man efter hvert spil, optjener XP, som sender spilleren igennem en række levels og niveauer. Denne del er meget traditionel; man møder gradvis sværere og sværere modstandere og ved at optjene stjerner nok, ved at opnå en række mål i de forskellige spil, åbner man op for nye modstandere og spil.

Foruden karrieredelen er der også en række udfordringer, for eksempel Speed Pot, hvor man skal skyde et bestemt antal baller i hul på kortest mulig tid, Perfect Potter hvor man skal skyde så mange baller i hul i træk uden at misse og Royal Rumble hvor man hurtigst muligt skal rydde bordet for baller - dog bliver hver 30. sekund tilføjet en ny bal til bordet, så det er med at få lidt fart på. Disse udfordringer blandes også ind i karrieredelen, hvor man kan vælge at tage disse udfordringer, som giver endnu flere af de stjerner man skal have, for at komme videre i karrieredelen.



Men som det er tilfældet med langt de fleste sportspil, er Pure Pool sjovest når man spiller imod andre spillere. Der er både online og lokal multiplayer og her kan man spille fem forskellige spiltyper; de klassiske US 8-Ball og 9-Ball, men også de lidt mere ukendte, i hvert fald for mig, Blackball, Killer og Accumulator. Blackball er nærmest lige som 8-Ball, bare med røde og gule baller i stedet for fuldfarvede og stribede. I Killer har hver spiller tre liv og det går ud på, at skyde en bal i hul, hver gang man kommer til bordet, hvor man kun har ét skud per gang. Får man ikke en bal i hul, mister man et liv, men potter man den sorte 8'er i hul, eller får man mere end én bal i hul med et enkelt skud, optjener man et liv.

Endelig er der Accumulator, hvor man hver gang skal skyde til den bal med det laveste tal og man får det antal points, som står på ballen når man skyder den i hul. Kommer man til at skyde en bal med et højere nummer end det laveste, i hul, går det antal points som stod på ballen til modstanderen. Disse spilmuligheder er ganske varierende og underholdende og er med til at gøre multiplayer delen ganske underholdende. Endelig kan man lave sin egen liga, hvor man kan invitere spillere ind, for at spille mod hinanden.



Det er dog en smule bøvlet at finde spillere at spille med, da Pure Pool ikke som sådan har en lobby, men kun en liste over spillere og det er både venner, andre spillere og computerstyrede spillere i en sammenblanding. Man kan dog sortere en smule, så man kun ser ens venner og det er da også det vigtigste, men jeg savner at kunne sortere på spillernes level, så man kan finde en på ens eget niveau at spille imod. I stedet skal man ind på hver eneste spillers profil, for at se dennes level og dermed finde ud af, om det er en man har lyst til at spille imod. Enten skulle spillet matche en op mod modspillere af samme level, eller i det mindste i listen skrive hvilken level modstanderne har, så man nemmere kan finde sig en passende modstander. Der er plads til forbedringer på dette område.

Som en sjov lille ting, kan man downloade en hvilken som helst spillers DNA og spille mod ham eller hende, selv om spilleren ikke er online. Pure Pool laver nemlig en DNA på hver spiller, meget i stil med Drivatars fra Forza Motortsport, hvor der ligger data på hvordan man spiller - altså, om man spiller aggressivt, forsigtigt og lignede. Man kan så downloade ens venners DNA og på den måde spille mod hinanden, uden at begge spillere behøver at være online.

Gameplayet fungerer rigtigt fint og det er let at gå til. Man skyder ved at trække den højre styrepind tilbage og derefter skubbe den frem og man kan tilføje skru til ballen før man skyder. På skærmen kan man se hvilken retning ens stødbal vil trille hen når man rammer den anden bal og man kan ligeledes se dennes retning. Det er et simpelt system og det virker rigtigt fint. Ballernes fysik er meget virkelighedstro og det ser meget realistisk ud den måde som ballerne triller på og den måde de bevæger sig, når de rammer hinanden. Som en fin detalje, kan man kun se bordet, som hvis man selv spillede pool. Ikke noget med en kameravinkel ned ovenfra, så man bedre kan se hvordan ballerne ligger - nej, man kan gå rundt om bordet og kigge og dette er med til, at højne realisme yderligere.

Pure Pool gameplay - se i HD her

Pure Pool er et rigtigt fint og velfungerende pool-spil. Mange vil nok påstå, at et pool-spil ikke er verdens mest avancerede spil og det er det muligvis heller ikke, men VooFoo Studios har lavet et meget gennemført og poleret spil, som mere end opfylder de krav, man måtte have til et spil i denne genre. Der er en god portion spilmuligheder, en ganske omfattende karrieredel (dog kun med to typer af Pool) og virkelig flot grafik. Spiller man det alene, er det lidt halvkedeligt, men så snart man spiller mod en ven, bliver det langt sjovere. Man kunne godt have ønsket sig en mere overskuelig måde at finde modspillere på i online-delen og menuerne er gabende kedelige, men disse ting skal ikke ødelægge indtrykket af det måske bedste pool-spil til dato.

Pure Pool er ude i dag på Xbox Live Marketplace til 75 kr.
+ Flot grafik, høj realisme
Rodet oversigt over spillere i online-delen, grimme og kluntede menuer
Gameplay:8.0
Grafik:8.5
Online:6.5
Holdbarhed:7.5
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.